Gamblernes hjemland forbyder online poker

På kun en uge har aktier i online-gambling i Europa og USA tabt ca. seks milliarder dollar efter en ny lov har forbudt banker at at overføre penge til firmaerne

NEW YORK - En aften i det herrens år 1832 sad fire mænd og spillede poker på en af Mississippi-flodens hjuldampere. Tre af dem var professionelle korthajer, den fjerde var et hjælpeløst fjols fra en by i nærheden. Spillet var sat op, så den unge mand ville tabe alle sine penge, og sådan gik det. Fortvivlet over tabet forsøgte den unge mand at kaste sig floden, men en forbipasserende passager så ham og forhindrede selvmordsforsøget.

Efter at have fulgt den unge mand til sin kahyt, gik passageren ind i kortstuen for at følge spillet. Kort tid efter, midt i en monsterpot, lagde han mærke til at en af spillerne snød, kastede sig over ham og satte en enorm kniv på hans strube: "Vis mig din hånd! Hvis der er mere en fem kort, er du død!" Han vred mandens håndled om og seks kort faldt ud på gulvet.

Den fremmede tog derefter potten på 70.000 dollar, gav 50.000 til manden, de havde snydt, og beholdt selv 20.000 for sin ulejlighed.

"Men hvem er du da," hylede korthajen.

Den fremmede svarede: "Mit navn er James Bowie."

Aktier knust
Knapt to århundreder senere er poker forlængst vokset ud af sit lyssky ry med snydere og gangstere, der spiller i fedtede baglokaler og klipper uskyldige fjolser for deres sparepenge. De professionelle pokerspillere i dag er stjerner på højde med sportsidoler og musikere. Respektable borgere inviterer venner til poker om søndagen.

Men nu er der igen erklæret krig mod gambling: I sidste uge tog den amerikanske kongres det længe ventede skridt til at forhindre landets borgere at gamble online; præsident Bush ventes at skrive loven under, når den lander på hans skrivebord i næste uge.

I dagene efter lovens vedtagelse den 30. september faldt aktierne på samtlige internetfirmaer, der har tjent formuer på pokerbølgen ved at tilbyde virtuelle kortspil på internettet. De ikke bare faldt, de styrtdykkede og flere ledende skikkelser i online gambling har bemærket, at markedet - og deres egen aktie - er blevet fuldstændig knust: Knap seks milliarder dollar er fordampet på under syv dage, flere firmaer har tabt mellem 60 og 75 procent af deres værdi.

$SUBT_ON$Hvorfor?

Amerikanerne undrer sig nu højlydt over, hvorfor det var så vigtigt at få forbudt online gambling. Og de vil formentlig undre sig længe endnu, for de - overvejende konservative - politikerne, der stod bag loven, har kun tilbudt den sædvanlige svada om, at "gambling ødelægger folks liv" som forklaring.

Las Vegas står således endnu, hjuldamperne sejler på Ol' Miss' og dealerne knokler i Gardena, California, i Casino City, i Biloxi og i indianerreservaterne i New York og Connecticut.

De statsejede lotterier, bingo og skrabelodder fortsætter, uberørt af lovgivningen.

Særligt giftige sjæle har bemærket, at den skandaleramte - konservative - politiker Mark Foley brugte internettet, chat og email til at sende seksuelt udfordrende beskeder til mindreårige praktikanter på Capitol Hill.

Konsulenter i online-gamblingindustrien har dog taget bladet fra munden med en forklaring:

"Industrien skød sig selv i foden fra starten ved at etablere sig i skatteskjul uden for USA. I stedet for at udfordre den hidtidige, uklare 'lov mod mellemstatslig gambling over telefonlinier', ved at starte her i landet og hyre de relevante advokater og lobbyister, lod firmaerne stå til fra sidelinien. Hvis ikke man vil dele overskuddet fra de 'syndige' udskejelser med staten, må man regne med at blive snydt ud af forretningen af smarte politikere, der i øvrigt er på valg til november."

De forsmåede gamblere må vente på en ny James Bowie.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her