Intermetzo
Der er mærkedage og mærkedage. Den 2. oktober 1972 - der forleden udløste 25 års markeringen for Danmarks tiltræden af de ‘europæiske fællesskaber, som man dengang ofte benævnte, når man forsigtigt ville antyde dets politiske dimension - opfattes som henholdsvis en trist og sorgfuld dag. Enten solgte landets letsindige vælgerflertal hele dynen til Bruxelles, eller også beredte de med dagen vejen for den nyere Danmarkshistories glade og lovende begyndelse. So oder so.
Visse mærkedage af den art overføres som bekendt til almanakken for i tilnærmelsesvis evig tid at blive stående dér med et lille flag foroven.
Med hensyn til den slags danske flagdage, vil alle danske i disse nationalidentitetsbevidste tider have bemærket, at vi her på lag med karakteristisk selvplagerisk fryd fejrer vore nederlag - eller i det mindste de mest umiddelbare følger af dem. Eftersom Danmarkshistorien siden slaget på Reden frem til 1945 udelukkende har været præget af nederlag, nederlagenes følger, samt enkelte sejre der imidlertid afstedkom atter nye nederlag, kunne man mene at flagdage i Danmark som regel burde indledes med fanen på halv.
I moderne tid - i efterkrigstiden - er det umiddelbart vanskeligt at forestille sig en passende anledning til nye sådanne jubilæumsudløsende mærkedage. Når man da lige ser bort fra kongehusets hjemmefødte og indvandrede medlemmers utallige fødselsdage, bryllupper, sølvbryllupper, regentjubilæer, osv. - dog næppe eventuelle skilsmisser i fremtiden.

Ellers er det nat med folkeligt baserede jubeldage. Nationen, der ellers har Dannebrog på hjernen og bruger det himmelfaldne symbol til bogstavelig talt mellem himel og jord fra pynt i fødselsdagslagkagerne til den sidste hilsen efter begravelsen, har mildt sagt ikke kunnet forene sig i ønsket om at gøre den 2. oktober til flagenes festdag.
Det forekommer i den forbindelse tvivlsomt om noget, der har med EU at gøre nogensinde vil blive ophøjet til noget, der blot ligner fælles fest i gaden. Samtidig afskærer den demokratiske borgerkultur, der har gjort flaget til allemands eje, de ophøjede få iblandt folket fra at blive beæret med en flagdag. Selv ikke Niels Bohr, Karen Blixen eller Preben Elkjær har fået et mærke i kalenderen.
England oplevede i og for sig for nylig noget i den retning, skønt sagen på sin vis jo selvfølgelig også havde med kongehuset at gøre - og alligevel nærmest det modsatte. Det skete, da folkets prinsesse Diana på så tragisk vis mistede sit unge liv. Da oplod midt i den tilsyneladende oprigtige landesorg stærke kræfter i Storbritannien deres forsamlede røst for at få gjort prinsessens døds- eller var det begravelsesdagen - til national mærkedato. Hvorvidt dette vil blive realiseret i overskuelig fremtid, kan man allerede nu betvivle. Hvor stærkt Tony Blair end står for tiden, er den britiske regering næppe interesseret i at genere kongehuset mere end højst nødvendigt.
Hvem af huset Windsor - skulle der ske én af dem noget menneskeligt - ville nemlig omvendt nogen finde på at foreslå ophøjet til nationalikon med egen flagblafrende helligdag? No one!

Sakrosante skikkelsers hen- eller himmelfart er mere naturlige kalenderbaskere, som oven i købet kan være transnationale og mellemfolkelige. Kristendommen har i den henseende leveret ikke så få. Dertil kommer af store begivenheder krigsophørsdatoerne, som inden for mands minde markeres eller ihvertfald huskes af krigsgenerationen. Men hvem har nogensinde tænkt på at gøre civile ikke-begivenheder til verdensomspændende flaghejsningslejlighedsfester?
Verdens befolkning har tilsyneladende ikke én stor sag at samles om. Ikke én samlet festdag, hvor et eller andet lykkedes, eller et eller andet ikke lykkedes i en sådan grad at det fortjener at blive mindet kollektivt af verdenssamfundet. For nu at komme hinanden lidt nærmere ved, er i så henseende Oktober 1997 en fortrinlig anledning, og dagen - eller dagene - i år er halvrund, nemlig 35 år. Det begav sig nemlig således, at kloden for 35 år siden med nød og næppe undgik sin egen undergang. Den daværende samlede menneskehed slap for at blive kollektivt stegt i verdens første, utvivlsomt eneste og sidste supermagtsatomkrig.

Det hænger således sammen til de yngre årganges oplysning, at Sovjetunionen og USA kom til at stå, hvad man dengang med den amerikanske udenrigsminister Dean Rusks formulering af situationen kaldte: eyeball to eyeball. Med andre ord en politisk konfrontation, som kun blev forhindret i at udvikle sig til krig ved aktørernes tankevirksomhed, moderation, fantasi og angst for selv at blive levende stegt. Samt en god portion held. Det sidste ikke at forglemme.
Man siger, at de der oplevede den ene af hovedaktørernes død året efter, da præsident John F. Kennedy jo blev myrdet i Dallas den 22. november 1963, til deres dødsdag vil huske, hvor de befandt sig, og hvad de foretog sig, da radio og fjernsyn afbrød udsendelserne for at meddele dette attentat. Sandt nok. Det glemmer ingen, der var over den tidlige barnealder i november 1963.
Men de fleste husker altså også, hvor de var, og hvad de lavede, da præsident Kennedy året før den 22. oktober ‘62 optrådte på nationwide tv og meddelte verden sin beslutning om med militær magt at gennemføre en flåde- og luftblokade af Castros Cuba: “This is a difficult and dangerous path, on which we have set out. There is one path that we shall never chose, and that is the path of surrender.” (citeret efter klummistens hukommelsesrester).
Den amerikanske efterretningstjeneste havde få dage før ved hjælp af spionfly opdaget, hvorledes Sovjetunionen var i fuld sving med at forberede opstillingen af atombestykkede mellemdistanceraketter, der i løbet af få minutter ville kunne ramme samtlige storbyer i de Forenede Stater og Canada og i øvrigt de fleste storbyer i hele den amerikanske verdensdel, og at denne opbygning var i hastig fremadskriden. Flere sovjetiske transportskibe var under denne åbenlyse krænkelse af Monroe-doktrinen på vej mod Cuba med raketterne ombord samt i den forbindelse adskilligt andet offensivt militært udstyr.
Sommeren før havde Kennedy mødt Khrusjtjóv i Wien. Den sovjetiske leder, der som en af de få overlevende topfolk fra Stalintidens udrensninger betragtede andre mennesker med en vis koldblodighed, regnede ikke med at den unge rigmandssøn fra Boston ville være til stort i en bister situation, men bøje af.
Her forregnede Nikita Sergejevitj sig skæbnesvangert. Han skabte Cuba-missilkrisen, så vidt man da ved, tabte den - igen med Dean Rusks ord: I think the other fellow just blinked - og måtte se sig udstødt af rivalen Leonid Bresnjev et par år efter.

John Kennedy stod altså fast, bakket op af en støre forsamling af rådgivende militante koldkrigshøge med generalstaben, navnkundige folk som McGeorge Bundy, George Ball og Robert McNamara i spidsen.
Men præsidenten, der i og for sig selv var af koldkrigsårgangene og ofte forfaldt til militant retorik, støttede sig trods alt på de mere moderate og først og sidst på broderen justitsminister Robert Kennedy, der var bedre begavet end folk er flest - vistnok inklusive storebroderen. De to og et par stykker til fandt ud af at Khrusjtjóv skulle behandles på en særlig måde. Ved at nærlæse de forskellige skriftlige tilkendegivelser fra Moskva, gik en prås op for dem.
De hørte i teksten nemlig to tunger tale, og blev klar over at Khrusjtjóv burde opfattes som en tvetydig person: en privat Khrusjtjóv og en officiel.
Den sovjetiske førstemand var som alle andre toppolitikere til en vis grad fange i sit eget kongtor. Lederen måtte følge systemets inerti, dets normer og forventninger og reagere som apparatet. Udadtil.
Men det viste sig - lykkeligvis - at man så at sige kunne række budskaber ind over systemets mur og tale direkte til manden med fingeren på aftrækkeren. Det var så hvad Kennedy’erne gjorde med skæg og blå briller og hemmelige breve til fangen i Kreml skjult i almindelige aviser overrakt en udvalgt sovjetisk budbringer i en park i Washington.
Fremgangsmåden var den rigtige. Krisen blev efter 14 nervenedbrydende dage afværget, atomkrigen aflyst.
Hvad der mere præcist skete i det Hvide Hus i denne temmelig afgørende periode i nyere verdenshistorie, kan man snart læse sig til rent dokumentarisk, idet præsident Kennedy lod samtlige forhandlinger i krisestaben optage på bånd. Jo, også han. De deltagende vidste efter sigende ikke, at de blev bugged, men det blev de altså, og sikkerhedsklausulerne er netop ophævet, hvilket i parentes bemærket kunne lære danske lovgivere lidt om liberale arkivbestemmelser.
Nu er båndafskrifterne under udgivelse i bogform: The Kennedy Tapes, på 600 sider. I seneste nummer af Time Magazine kan man få en smagsprøve og så småt forsikre sig om, at det i allerhøjeste grad var alvor med truslerne om denne den absolut sidste krig i menneskehedens historie.
Set retrospektivt er det ligesom en trøst at man ikke dengang nærede sin angst forgæves. Der var årsag til bekymringen, ligesom det er rimeligt at man stadig kan huske opholdssted og aktuelle gøremål under Kennedys tale. Oktober 1962, datoen kan man diskutere, men flagene burde bølge i taknemmelig erindring om livet, vi så generøst fik lov at leve lidt endnu.