Kirsten Thorups 'Førkrigstid' nomineret til litteraturpris

Kirsten Thorups roman Førkrigstid er den anden bog, der nomineres til Montanas Litteraturpris.

Som det hedder i motiveringen for indstillingen, fordi dramaet i hendes nye roman ikke ligger i den store ydre handling, men nedenunder og i det spændingsfelt, der udgøres af en dansk provins anno 1930’erne og før de store historiske begivenheder, det vil sige fascismen, endnu er trådt helt tydeligt frem.

Det store findes i det små, men ikke på nogen forudsigelig og banal måde. Og så skriver Kirsten Thorup, så det er en fryd at læse.

I Førkrigstid er Kirsten Thorup vendt tilbage til sine egne rødder, stationsbyen Gelsted på Fyn, hvor forfatteren selv er vokset op, og hvor hendes tidlige romaner Lille Jonna (1977) og fortsættelsen Den lange sommer (1979) foregår. Men hvor de andre skildrede 40’erne og 50’erne er Thorup i sin nye roman gået tilbage til 1930’erne.

I et interview for nylig med Informations Karen Syberg sagde Kirsten Thorup, at det trods tidsforskydningen er hendes egen tid, hun har skrevet om. At hun ikke selv var født, har givet hende en større frihed, fordi hun så ikke selv var der et sted.

Den snigende krig

I Førkrigstid er Kirsten Thorup i øjenhøjde med tiden og skildrer den netop ikke i bagklogskabens klare lys.

I kraft af sin hovedperson Dinna genskaber Kirsten Thorup tidens konflikter set gennem et individ, som på ingen måde kan hæve sig op over tiden.

Romanens titel henviser til den tilstand, et samfund befinder sig i, og før det åbenlyse blive åbenbart. Den skildrer en tid, hvor man endnu ikke kender konsekvenserne, og hvad den åndelige tilstand i samfundet var ved at føre med sig.

I det lille samfund hun beskriver kommer krigen snigende som det, man ikke helt ved, hvad er. Det er kun tendenser og antydninger. Man fornemmer en større gift, men ved ikke helt hvori den består. Den påvirker menneskene og deres indbyrdes relationer.

I interviewet med Karen Syberg siger Thorup om krigen, når den kommer: “Jeg tror, en krig standser udviklingen. Hverdagslivet går i dvale på det sted, hvor det befandt sig, og efter krigen begynder man, hvor man slap. Man siger, at en krig moderniserer, fordi den medfører teknologiske spring, men for hverdagslivet gælder det snarere, at det går i stå.”

Her i avisen anmeldte Lilian Munk Rösing Førkrigstid. Hun bemærker, hvorledes det tryghedstab, som den kvindelige hovedperson Dinna oplever på ægteskabets scene, udspiller sig synkront på verdenspolitikkens scene. Jalousiens grønne gift spejles i den større gift, nazismen.

I sit private liv holder Dinna jalousien nede af konventionelle grunde, mens den større gift kommer ind i samfundet på den konkrete måde, som det skete i 1930’erne.

Småborgerskabet

I Førkrigstid bedriver Thorup anderledes historieskrivning. Hun ser verden inde fra individet. Dinna ved ikke alt, men hun fornemmer en masse. Det er gennem Dinnas bevidsthed, vi oplever den danske provins i slutningen af 1930’erne. Hun er gået ind i det sociale lag, som var fascismens grobund: småborgerskabet. Hun fornemmer det og gør modstand, men i sidste ende er tiden stærkere end menneskene.

Det særlige ved Thorups skildringen af Dinna er, hvorledes hun fanger hende, før kernefamilien er opstået endnu. Som hun siger i interviewet med Karen Syberg: “Der er masser af litteratur, der handler om individet over for samfundet. Men for Dinna står kampen om at leve op til normerne. Hun er tilpasset i det, hun lever i, det er hendes mål for livet (… )Men hun er ikke nået frem til tanker om, at verden kunne være anderledes, det er ikke der, hendes splittelse ligger.”

Førkrigstid er blevet modtaget meget forskelligt hos de danske anmeldere. Fra “sødmefyldt damebladslitteratur” over Matador-stil til en helt unik måde at skrive om den periode på.

Erik Svendsen siger, at Thorups roman er “spændende som en krimi - eller som en litterær udgave af Matador.”

Hos Jens Andersen er begejstringen lidt mere behersket. Han mener, at Thorup bevæger sig i hjemmevant terræn, og kalder Førkrigstid for en stærk mellembog.

Her i avisen har Lilian Munk Rösing et særligt blik for Thorups særlige stil: “Så længe Thorup holder os svævende på tærsklen mellem identifikation og afstand, er hendes prosa fuldstændig mesterlig.”

Som Munk Rösing endvidere gør opmærksom på, “så fortæller Thorup gennem Dinnas bevidsthed og i nutid, men i tredje person, med det fortælletekniske greb, der kaldes for ‘fortalt monolog’, altså en indre monolog, der fortælles. Denne måde at fortælle på kaster et tvelys over den bevidsthed, den fremstiller, fordi det er svært at afgøre, hvor grænsen går mellem personens og fortællerens indsigt, mellem hvad personen er i stand til og ikke er i stand til at formulere for sig selv.”

Og hun trækker i denne sammenhæng en parallel til Gustave Flauberts kvindelige hovedperson Madame Bovary.

Thorup er nu for den bedrift nomineret til Montanas Litteraturpris, der uddeles i januar 2007.