Dannevirke er ikke med i Brians Kulturkanon, og det ville nok også være en national anmasselse, da vi nu som bekendt har forladt den. Den danske Sydslesvigsk For-ening har imidlertid slået sin bod op, endda på sydsiden af volden i Dannwerk, hvor den tilmed er under udbedring, det stykke af Valdemars Vold, som er stensat.

Her i regnen, hvor vi besøger den, er den pakket ind i plastic, dog med vinduer i, så det er muligt at ane arkæologernes finpudsning af det ældgamle forsvarsværk og mindesmærke. Længere inde mod vest i et mere øde område finder vi et langt stræk af den græsklædte vold, ikke svær at bestige, ubevogtet som den er. Der er stadig finregn i luften under den melankolske himmel, der ligger som et låg over den lange historie.

Afsky for danskerne

Dagens destination er Husum, og nu hedder det Nordfriesland, hvad der kun gør det endnu vådere. Men dér ligger det fortræffelige Theodor Storm Hotel, der for tilfældet viser sig også at være pakket ind i plastic, men lader sig skimte bag stilladser. Navngivet efter digteren, der i 1817 lod sig føde dér i byen, som han forlod i afsky for danskerne, for først at vende tilbage i 1864 og forblive der til sin død 1888, efterladende sig en produktion på 55 noveller. De læses stadig, i hvert fald i området, hans hus er bevaret med mindestuer.

Tanken om volde driver os mod kysterne langs halvøen Eiderstedt, hvor yderpunktet hedder Sankt Peter, ikke på grund af klipper, men volde er der, et mægtigt dige, som værn mod naturens fjendtlighed ved stormtider.

Nu i en hujende kuling, som har magt til at vælte os bagover og ned ad trapperne, før vi knapt har skuet ud mod pælehusene i det fjerne strandområde. Her er det ikke plastic, der beklæder skråningerne, men sort asfalt.

Skimmelrytteren

På sydkysten hen over Ejderens udmunding har man i nutiden bygget et kolossalt Sperrwerk, en sluse, der skal hindre havets sandaflejringer. Blæsten vil ikke aftage, så det er vigtigt at klamre sig til rækværket på betonbroen for ikke selv at blive aflejret i den berømte flod.

Theodor Storm huserer inde i hovedet med novellen Der Schimmelreiter’, (Skimmelrytteren), der fortæller om den store digebygger Hauke Haien, der trodser stormfloderne, og som ifølge folketroen flakker om på uvejrshimlen på en skimlet hest, som var det af overnaturlig kraft han udførte sine bedrifter. Theodor Storm med det symbolske navn - ‘Guds gave’ betyder fornavnet - var ellers ikke meget troende i relation til de himmelske magter, siden han udtalte:

“Når vi ret besinder os, så lever dog menneskeskabningen for sig selv, i frygtelig ensomhed, et fortabt punkt i det umålte og uforståede rum.”

Under den lave, tomme himmel over Friesland kan man da beundre den ukuelige aktivitet i tidernes byggeri af volde og diger, fortabt som punkter i rummet, men i fællesskab under regnen og stormen, mens vi ad veje med venstenvindsdrejede træer ager tilbage til Theodor Storm Hotel og dets gæstevenlige og medmenneskelige gøremål.

kultur@info rmation.dk