Der er formentlig kun ganske få komikere i verden, der er udspekulerede og iskolde nok til at vade ind på et værtshus i Arizona og få hele banden til at synge med på teksten Smid Jøden i brønden. Men, under dække af at være tv-journalisten Borat fra den tidligere sovjetrepublik Kazakhstan, lykkes det helt rutinemæssigt for den britiske (og jødiske) komiker Sacha Baron Cohen at få almindelige amerikanere til at blotte nogle mindre flatterende sider af sig selv, først i tv-showet Borat og nu i spillefilmen: Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan.
Cohens andet alter-ego, gangster-rapperen Ali G, har tidligere vakt opmærksomhed med sine tv-interviews, blandt andet ved at få en højstående CIA-mand til at forklare i detaljer til kameraet, hvorfor terrorister ikke kan komme afsted med at køre et tog ind i det Hvide Hus. (Der er ingen skinner-)
Cohens våben er, at hans karakterer forekommer fuldstændig blæste og uvidende, både Ali G og Borat sniger sig ind på deres ofre ved at virke aldeles naive og derfor harmløse. Ofte går det først op for ofrene, hvor velkalkuleret uvidenheden er, når de ser sig selv på tv, tålmodigt forklarende Cohen noget enkelt og åbenlyst.
Af frygt for, hvad Borat-filmen ville gøre ved amerikanernes opfattelse af Kazakhstan, købte landets regering en flersides annonce i the New York Times i sidste måned.
Uden at nævne Cohen fortalte annoncen om landets historie, voksende økonomi og spirende turistmål. Politikere fra Kazakhstan er gentagne gange dukket på amerikansk tv for at forklare, at nej, de holder ikke kvinder i bure eller drikker hesteurin, ej heller er de glødende anti-semitter. (I et tv-show tager Borat på jagt i Texas og beklager sig højlydt, at "alle kan vist være enige om, at de kæmpenæser skaber problemer over hele kloden, og at det er trist at man ikke må jagte jøden."
Men er det sjovt?
Med sin uortodoske og tilsyneladende sexistiske og anti-semitiske humor er det lykkedes Sacha Baron Cohen at få bragt stort set samtlige USA's nyhedsværter ud af fatning, når de skal omtale hans nye film. Borat er en af den slags film, hvor det ofte er ligeså underholdende - og betydeligt mere oplysende - at holde øje med publikums reaktion, som det er se filmen selv.
Tv-værternes fødder ligger helt åbenlyst dobbelt i skoene, når de forklarer, at Borat ikke er rigtig journalist, og at intet af det, han siger om Kazakhstan holder stik. Men hvad gør man med en mand, der fastholder, at hans søster er No. 4 prostitute in Kazakhstan?
Flere af værterne citerer efter præsentationen en udtalelse fra den jødiske organisation, the Anti-Defamation League, der påpeger at "publikum muligvis ikke er sofistikeret nok til at forstå humoren og for nogle vil den bestyrke dem i deres racisme."
Organisationen frygter således, at filmen kunne være skadelig for folk, der ikke er så begavede som dem selv-
De samme tv-værter kunne samtidig ses i desparate forsøg på at genvinde kontrollen og lægge ansigtet tilbage i pressefolderne i sekunderne efter at indslaget rullede over skærmen.
Ifølge film-insidere i New York, forlyder det dog, at byens ypperste anmeldere hylede af grin i 90 minutter under en pressevisning i sidste uge.
Og selv om værterne bliver ved med at spørge sig selv og os andre "Er det nu også morsomt," så er der noget forudsigeligt og typisk ved reaktionen på Borat. Nådesløs, og genial, social satire så præcis som Cohens, gør os utilpasse: Er det virkelig sjovt, at folk så let som ingenting og trods Borats knækkede englesk hopper med på at "jagte jøden" og griner med på groteske beskrivelser af imaginær kvindeundertrykkelse?
Ja, det er det faktisk, specielt i Amerika.
