I Nicaragua genvandt sandinisterne søndag præsidentembedet efter 16 år i opposition. En sejr der udlægges som endnu et eksempel på, at venstrefløjen sejrer i Latinamerika. Og det gør den også. Ikke mindst fordi USA til trods for omfangsrige frihandelsplaner er engageret andetsteds og har måttet løsne sit jerngreb om det latinamerikanske kontinent.

Derfor virker USA’s pinlige og beskæmmende skræmmekampagner ikke længere. Tværtimod har det vist sig, at jo mere USA presser på for at dæmonisere Latinamerikas venstrefløj, des mere risikerer man, at befolkningerne mindes om, at der - i hvert fald teoretisk - eksisterer et alternativ til den dominerende neoliberale politik. Det får folk til at stemme på en venstrefløj associeret med drømmen om sociale reformer.

Men hvad betyder det for et land som Nicaragua, hvor knap halvdelen af befolkningen er under 15 år, arbejdsløsheden 40 procent og hvor syv ud at ti lever under fattigdomsgrænsen?

Ikke meget. For politik i Latinamerika - og særligt i de mellemamerikanske lande - handler kun i ringe grad om venstre eller højre og om forskellige politiske strategier. Det handler om ren og rå magt.

Som man siger på de kanter, så går man til valg for at stemme på el menos peor de dos males - den mindst ringe af to onder.

For 16 år med skiftende højreliberale regeringer efterlader ikke nogle særligt positive indtryk. Den nu fængslede ex-præsident, Arnoldo Alemán, stjal i omegnen af en halv mia. kroner i sin fem-årige regeringsperiode, og den seneste liberale regering under Enrique Bolaños har som sin forgænger kun med nød og næppe kunnet gennemføre regeringsperioden, der har været en lang kamp for at opretholde regeringsmedlemmers immunitet, så de ikke kunne dømmes for rækken af åbenlyse korruptionsskandaler. Hele perioden akkompagneret af en økonomi, der underpræsterer, og et voksende skel mellem rig og fattig.

Alligevel hænger håbet om nye politiske toner i Nicaragua i en tynd tråd. .

Samtidig er landet så fattigt, at bistand og lån fra IMF og Verdensbanken stadig spiller en afgørende rolle. Det samme gør de betingelser, der hidtil har lagt et tungt låg på egentlige sociale reformer. De betingelser vil stadig bestå uafhængigt af, hvem der regerer.

Med valgsejren søndag står sandinisterne nu i en enestående magtposition. Efter ved seneste kommunalvalg at have sat sig på omtrent alle borgmester-poster af betydning, har sandinisterne stort set sat oppositionen skakmat. Det er en chance for at gøre en forskel - men også en chance for at sætte sig tungt og korrupt på den økonomiske magt. Læser man historien, virker det sidste mest sandsynligt.