Byen, havnen og himlen kommer næsten helt ind i stuerne og kontorerne i de bygninger af glas, der har bredt sig på havnefronten på Holmen og i Ørestaden i København.
Den moderne arkitektur tilstræber gennemsigtighed, åbne rum og lys med det formål at skabe sammenhæng mellem ude og inde.
Antropologen Marie Stender har begivet sig ind bag glashusenes ruder for at finde ud af, hvad synligheden, åbenheden og udsigten gør ved de mennesker, der bor og arbejder bag glasset, og hvilken betydning, det har for byrummet. Hun har bedrevet feltarbejde i tre københavnske boligområder og på tre arbejdspladser bygget af glas.
I sit speciale karakteriserer Marie Stender glashusene som udtryk for det, hun kalder 'åbenhedens dogmatik':
"Der er en tendens i arkitekturen og i andre forhold til, at åbenhed partout opfattes som noget godt. Man tager det som en selvfølge, at det er et gode, hvis man har mulighed for at være indenfor, men samtidig kan nyde nogle af de kvaliteter, der er ved at være udenfor. Man vil gerne skabe sammenhæng mellem ude og inde og gerne have lys og udsigt," forklarer Marie Stender, der har skrevet sit speciale ved Center for Bolig og Velfærd.
Børnetegninger til debat
Men åbenhedens dogmatik rummer også et moralsk aspekt. En social forventning om, at man ikke skal afskærme sig eller afgrænse sig for meget. Gør man det, er det velsagtens fordi, man har noget at skjule...
"Men man kan ikke regne med, at bare fordi man fjerner hækken eller muren, så er der ikke længere de sociale og kulturelle grænser, som muren markerede. Der opstår andre måder at skabe grænser og kontrol på," pointerer Marie Stender.
For eksempel vinker glashusenes beboere til forbipasserende, der kigger lidt for intenst ind ad vinduerne. For at gøre opmærksom på, at nu har den forbipasserende altså overskredet en usynlig grænse. Og på den måde forskydes grænsen mellem privat og offentligt rum, mener Marie Stender.
Samtidig præger de store vinduespartier og åbne kontormiljøer den verden, der er kommet til syne, efter at mure og vægge er blevet revet ned.
"Det er symptomatisk, at synligheden skaber et æstetiseret miljø. Alting skal se pænt ud," siger Marie Stender.
Både de fysiske rammer og menneskenes adfærd skal tage sig pænt ud.
"På de arbejdspladser, jeg har studeret, sker der en forhandling om, i hvilket omfang man må etablere et privat rum omkring sig i de åbne miljøer. Det er til debat, hvor mange børnetegninger, familiefotos og den slags, man må have omkring sig. Hos for eksempel Accenture (en konsulentvirksomhed, red.) er der kun udsigt og computere, mens det omvendt hos HK er fascinerende at se, hvordan de ansatte etablerer deres eget kontor med egne genstande omkring sig."
Også den enkelte medarbejders adfærd præges af den konstante synlighed. Marie Stender nævner som eksempel det adfærdskodeks, Kommunernes Landsforening udarbejdede, efter at organisationen flyttede fra et ældre kontorbyggeri til sit nye glasdomicil på Weidekampsgade:
Æstetisk ideal
'Arbejdslokalerne er åbne arbejdsmiljøer, hvor vi kan se hinanden og høre hinanden. (...) Vi skal alle vænne os til nye omgangsformer og skrinlægge nogle af dem, vi har. (...) I denne dialog vil det være tilladt for andre i min nærhed at påpege, at jeg råber, når jeg taler i telefon, at det ikke ser særlig delikat ud, når jeg piller næse eller klipper negle ved arbejdsbordet.'
Tilsvarende opstår der et æstetisk ideal i boligkvartererne af glas. Som en kvinde, der bor i Schifters Kvarter på Holmen, fortæller i Marie Stenders speciale:
"Vi har i kvarteret sådan et groupcareforum, hvor vi kan kommunikere om forskellige emner, og der var sådan en pudsig episode. En eller anden person havde brokket sig over nogle ting, der var blevet efterladt på fællesarealet. Og så var der en eller anden kvinde, som reagerede meget heftigt og sagde, at det skulle han da lige komme og sige, han som havde anbragt alle de der ting og lyskæder og hængekøjer og ting og sager uden for sit vindue."
I kraft af synligheden rykker stuen så at sige ud på gaden, og det fører til debat om, hvordan de stuer, man konfronteres med, bør se ud.
"Når man er så synlig for hinanden, vil det være vanskeligt at have nogen omkring sig, der har nogle fuldstændig andre æstetiske idealer," siger Marie Stender.
Verden som fjernsyn
Synlighed og gennemsigtighed i arkitekturen er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med åbenhed.
"Virksomheder åbner sig mod verden rent fysisk gennem en arkitektur, der er så let og luftig, at den næsten ikke er der. Men i takt med at bygningerne åbner sig for øjet, lukker de sig hermetisk om kroppen. På mange af de her arbejdspladser kan man ikke åbne vinduerne, og de er utrolig godt lydisoleret. Det er paradoksalt, at åbenheden er så gennemgribende visuelt set, men at bygningerne på andre måder ofte er meget lukkede," siger Marie Stender.
Lyde og lugte kan ikke trænge igennem de varme- og lyd- og lugtisolerende glaspartier, og synssansen får dermed forrang for de øvrige sanser.
"Det er interessant, at mange af de mennesker, jeg har talt med, forklarer, at grunden til, de kan lide at opholde sig i den her type arkitektur, er, at de sidder meget ved computerskærmen til daglig. De synes, det er rart, at de kan fornemme verden udenfor og kan se byen vrimle løs derude. Men den kompensation, de får ved at kigge ud ad vinduet, minder på mange måder om et skærmbillede, et fjernsyn. Det skal være der, men det må ikke være så påtrængende, at du er nødt til at forholde dig til det. Det skal helst bare være et æstetisk levende billede på væggen," siger Marie Stender.
Når byrummet uden for glashusene på den måde skal fungere som udsigt, sker der med Marie Stenders ord "en privatisering af byrummet med øjet".
"Det fører til en æstetisering af byrummet, både uden for virksomhederne og de private boliger. Tag for eksempel de døde byområder på havnefronten, hvor der ikke en gang må stå en bænk, for tænk, hvis der kom en og satte sig for at drikke en øl på den."
Marie Stender anfægter arkitekter og byplanlæggeres argument om, at man kan skabe liv i byrummet ved at skabe visuel sammenhæng mellem inde og ude.
"Man forestiller sig, at hvis man ikke har det intense liv på gaden, så kan man i det mindste lave facaderne gennemsigtige, og låne lidt af det liv, der er inden i bygningerne. Men det kan have den stik modsatte virkning, fordi de gennemsigtige bygninger lægger beslag på byrummet."
