Dansk succes med bitter eftersmag

Danske embedsmænd kender tilsyneladende ikke den politiske situation i Vest-sahara. Det gør EU-kommissionen til gengæld, men den vil ikke koble politik med forretning -
I Vestsahara venter den oprindelige befolkning stadig på en folkeafstemning

Det er en næsten glemt konflikt, som de danske virksomheder roder op i gennem investeringerne i Vestsahara.
Kontorchef i Fødevareministeriet, Børge Schou Pedersen, illustrerer det meget godt, da han til Information siger:
"Jeg var ikke klar over, at der var et problem".
Og et problem er der. Ikke fordi kontorchefen fra Fødevareministeriet behøver at tage stilling, for hans ministerium gør aldrig noget uden først at have fået godkendelse fra Udenrigsministeriet. Og de ligger på linje med EU, som mener at man sagtens kan lave en fiskeriaftale med Marokko, der inkluderer Vestsahara og samtidig have en holdning i det politiske spørgsmål.
"Vi har stadig et politisk standpunkt med hensyn til Vestsahara. Gennem internationale hjælpeorganisationer støtter vi de sahariske flygtninge, der lever i de omkringliggende lande. Men det betyder ikke, at vi ikke kan lave en fiskeriaftale med Marokko, som er vores største kommercielle partner indenfor fiskeri i middelhavsområdet. Det har ingenting at gøre med folkefronten POLISARIO's kamp for et selvstændigt Vestsahara. Eller - i det mindste - vi forsøger at holde de to ting adskilt", udtaler Filippo de Robillant, talsmand for EU's fiskerikommisær Emma Bonino til Information.
Udenrigsministeriets forlængede arm, den tidligere danske ambassadør i Marokko, Peter Brander, udtrykte lidt mere holdning, da han overfor Information i ambassaden i Rabat i december 1996 udtalte:
"Jeg har det lidt underligt med udviklingen af fiskeriet i Vestsahara. For reelt har jeg jo ikke nogen jurisdikation i området. Reelt kan jeg slet ikke komme der".
Det kan til gengæld de godt 600 spanske kuttere, der årligt fisker op mod 200.000 tons i området. Det er vel at mærke, hvad de opgiver.
Marokkanerne mener, at tallet er langt højere.
Den samlede anslåede værdi af fiskeriet i området anslås til at ligge på mindst en milliard dollars om året.

Forskellige erfaringer
Der var været afholdt to salgsmesser - eller rettere partenariater - i henholdsvis 1996 og i år. Begge med Christian Wittenkamp fra Dansk Industri som primus motor, og begge i Marokko. Den sidste blev afholdt i maj i år med deltagelse af 310 virksomheder fra EU-landene og 110 fra Marokko.
Det var den første rent dansk-marokkanske messe, der banede vejen for EU-messen i år. Den blev afholdt i den kendte badeby Agadir. Her mødtes en delegation fra Danmark anført af daværende departementschef i Fødevareministeriet, Nils Bernstein. Her fandt de første kontakter sted mellem de danske virksomheder og marokkanske partnere. Siden har en række danske virksomheder fået fodfæste på det marokkanske marked.
I de fleste tilfælde går det dog langsomt. Dels på grund af de markante forskelle på marokkanske og danske forretningstraditioner, og dels fordi de danske firmaer ofte selv skal hjælpe marokkanerne med at finde penge til at investere.
Det store konsulteringsfirma Rambøl er et eksempel på en virksomhed, som har måttet drosle sine forventninger lidt ned og trækker nu deres mand i Marokko hjem til Danmark.
Og Cosmos Trawl fra Hirtshals har også umiddelbart måttet strække våben.
"Vi kan ikke konkurrere med især spanske og koreanske både, som kan levere en billigere vare end os", siger salgschef Kurt Jensen.
Men der er også firmaer, der har formået at bide sig fast.
Alfa Laval, der har hovedsæde i Søborg, glæder sig over leverancen på et par fiskeprocesanlæg, som skal op at stå i Dakhla, havnebyen langt nede i Vestsahara, som på sigt skal være Nordvestafrikas største.
"Vi regner med, at projektet er på plads om halvandet år. Vores anlæg retter sig mod konsumproduktion af sardiner, og vi er meget optimistiske med hensyn til fremtiden i området", udtaler marketingchef Harald Fisker, Alfa Laval.
Og Oil Power Hydraulics i Esbjerg, som via halvpart i det dansk-marokkanske firma Scan-Peche i Agadir, er meget forventningsfulde. Direktør Ove Tanggaard Jacobsen, Scan-Peche, ser farvandet ud for Vestsahara som et fiskemæssigt Klondyke.
"Vi leverer mange forskellige ting til fiskeriet. Det seneste, der relaterer sig til Vest-sahara, er maskiner til et isværk i Laayoune, som vi har bestilling på. Det er jo i Laayoune og Dakhla, der virkelig bliver udbygget. Marokkanerne har lavet det til skattefrit område, og det sætter jo fart på udviklingen. Vi er glade for, at vi etablerede os hernede, selv om det har været hårde år. For vi er jo ikke vant til at skulle bestikke embedsmænd, som man hele tiden gør hernede. Skal man have en kontainer igennem uden bestikkelse, kan man vente for evigt", fortæller Ove Tang-gaard Poulsen. Som også glæder sig over at det danske redderi Mærsk stort set har monopol på kontainertransport i hele Marokko.
Som Christian Wittenkamp udtrykker det:
"Mærsk gør det forfærdeligt godt i Marokko. Og Danmark er i det hele taget meget kendte for vores indsats".

Det glemte folk
Vestsahara var op til 1976 spansk koloni og meget langt fra det fiskemæssige Klondyke, som de danske virksomheder har kastet deres øjne på. Her består den oprindelige befolkning af beduiner fra tre stammer, hvoraf den største hedder reguibat. Kolonien var fra 1973 mål for et stadigt større krav om selvstændighed formuleret af en politisk gruppe kendt som POLISARIO-fronten.
Selvstændighed blev det ikke til. I stedet invaderede 350.000 marokkanere området under den såkaldte Grønne March, hvor den marokkanske retorik gik på, at man tilbageerobrede en del af det gamle Stormarokko. Retorikken afspejler den opfattelse der endnu i dag er den gængse i hele det politiske spekter i Marokko. Og som i øvrigt for 22. gang blev markeret 16. oktober - årsdagen for "tilbageerobringen".
Spanien blandede sig ikke i besættelsen, som Marokkos kong Hassan med vanlig taktisk akuratesse fik til at falde sammen med at general Franco lå for døden. Enden blev, at Marokko tog størstedelen af Vestsahara, mens Mauritanien tog sig af den sydlige del. For Marokko betød besættelsen, at landet med annektionen af fosfatminen ved Bou Craa fik noget nær verdensmonopol på udvindingen af dette vigtige grundstof, som er en af bestanddelene i blandt andet gødning.
Polisario-fronten, der kæmper for et selvstændigt Vestsahara, og en stor del af den sahariske befolkning flygtede fra de fremmede styrker og slog sig ned på den anden side af grænsen til Algeriet, hvor en stribe flygtningelejre blev anlagt nær ørkenbyen Tindouf, lejre der er opkaldt efter hjemlandets byer såsom Dakhla og Smara, og hvor der i dag bor op mod 170.000. Det dengang socialistiske Algeriet under president Boumedienne var villige værter og støtter i opbygningen af den guerillahær, som siden skulle volde marokkanerne så meget besvær. En anden vigtig støtte i de år var den libyske president Gadaffi.
Det var her kampen mod marokkanerne udgik. Og det var her, at eksilrepublikken Saharas Arabiske Demokratiske Republik (RASD) blev udråbt foran en skare måbende udenlandske journalister i februar 1976. Mauritanien viste sig meget sårbare overfor guerillaangreb. Det tilbagestående land - der blandt andet har gjort sig tvivlsomt bemærket ved som det sidste i verden i 1980 at ophæve slaveriet - trak sig ud af krigen i 1979, hvorefter de marokkanske styrker besatte hele området.
Siden fulgte en krig, hvor den marokkanske hær gradvist fik skubbet folkefrontens partisaner stadigt længere væk fra de vitale byer Laayoune, Smara og Dakhla. Og en 2500 kilometer lang sandmur blev opført komplet med minefelter, overvågning og hvad dertil hører. Bag muren sørgede 150.000 marokkanske soldater for at holde de sahariske guerillasoldater på afstand.
Soldater der fuldt og fast sammen med resten af landet troede på, at de forsvarede et territorium, der retmæssigt tilhørte Marokko. Efter den devise, som har samlet Marokkos forskellige folkeslag under kong Hassans jernnæve godt 40 år.
Kongen har nemlig det ultimative argument for sin dømmekraft.
Hans slægt allouitterne hævdes - af dem selv - at stamme i lige linje fra Ali, fætter til profeten Muhammed.
Betydningen behøver man ikke at være fundamentalist for at forstå.

Venter på afstemning
Krigen har været slut siden 1989. Og en aftale om et snarligt valg blev indgået af FN i 1991, hvor en speciel ineternational styrke, kaldet MINURSO, skulle begynde at finde ud af, hvem blandt en kvart million indbyggere, der var de retsmæssige saharier og derfor stemmeberettigede.
Et valg der ikke er blevet truffet endnu, og som der lige er blevet truffet en ny aftale om efter at den tidligere amerikanske udenrigsminister James Baker på FN's nye generalsekretær Kofi Annans initiativ fik de stridende parter til at snakke sammen.
Det er i denne tilstand af status quo, at de danske virksomheder er trådt ind på banen.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu