Endnu har vi ikke jublet færdig over dén rige gave, der for et par måneder siden kom dumpende og stillede de fleste af bogsæsonens øvrige produkter i skygge: samleudgaven af Johannes V. Jensens lyrik, med noter og kommentarer i rå mængde, møjsommeligt sammenstillede af Anders Thyrring Andersen, Erik M. Christensen, Per Dahl og Aage Jørgensen, alle knyttede til Johannes V. Jensen-Centret ved Aarhus Universitet.
Jensens digte har før været søgt samlet, men i Udvalgte Digte, der første gang kom i 1943 og senere har dannet grundlaget for adskillige optryk og dermed været udgangspunktet for tilegnelsen af ham, savnedes talrige tekster, heriblandt inskriptioner på skulpturer og monumenter, samt digte, som kun havde stået i tidsskrifter og aviser. De er nu kommet med, og i tilgift får vi Sikker Hansens livfulde illustrationer fra Mammutbogen. Uddøde Dyr (1933) og Zoologisk Have (1934). Under billedet af et indtagende australsk pungdyr læser man således:
KÆNGURU
Sit Afkom bærer den i Pungen.
Dens hele Kapital er i Ungen.
Den djærve tone er typisk for Jensen, og rimet emblematisk for den drejning, hans digtning tog, da han lige efter århundredeskiftet havde raset ud med Kongens Fald og sin tidlige, vilde og så dristigt fremadpegende lyrik.
Jørgen Elbek fik i sin lille, tætte bog Johannes V. Jensen (1966) træffende sammenfattet forfatterens udvikling som en trinvis bevægelse "fra sublim nihilisme til positivitet af lavere orden".
Tanken var den, at Jensen, i sin prosa såvel som i sin poesi, fra et tidspunkt omkring 1906 bekymret veg tilbage for den radikalitet, han selv havde skabt. Oplevelsesformen blev nostalgisk, ideologien i voksende grad præget af sammenbidt og stålsat optimisme. Tonen blev idylliserende eller patetisk pompøs, og den digteriske teknik påfaldende traditionel.
Imod Elbeks skema kan man med nogen ret rejse den indvending, at en mand ikke bare uden videre kan vende blad i sin livsbog eller hele sig med et hug. Nissen flytter med, eller vi kan omvendt sige, at barnet var mandens fader, eller at Jensen dels var gammel lige fra starten, dels formåede at holde sig ung i et omfang, der stadig må forbavse. Som de Samlede Digte demonstrerer, gemmer der sig hos den unge Jensen meget mere end frembusende radikalitet; man finder også en hel del romantisk efterslæb. Og hvad angår det kynisk gennemskuende, som gør det så velsignet at læse i Digte 1906, så var det ikke kun en attitude i hans ungdomsproduktion, men et grundtræk i hans konstitution, der også sætter sig flot igennem talrige steder i hans mere modne digte. Det særligt jensenske, hvorved vi i forlængelse af Elbek kan forstå en illusionsløs, Nietzsche-agtig titan-position, er ikke bundet til forfatterskabets, ak, så tidlige kulmination.
Sansernes råhed
Johannes V. Jensen er for eftertiden især kommet til at stå som ophavsmanden til en særlig dansk karskhed, en muntert illusionsløs holdning, der på den ene side ytrer sig ved en sansemæssig råhed, men samtidig på den anden side forudsætter intellektuel gennemskuen og analytisk reduktion, helt som hos de to vigtigste blandt attitudens arvtagere: Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg. I de samlede digte kan vi nu iagttage, hvordan holdningen er til stede fra starten i dialektdigtene, og hvordan den bibeholdes - frem til det fornemme forårsdigt "Tøbrudet", første gang trykt 1929:
Hvor dufter Blyanten:
Cedertræ!
Geografi og megen Drengelærdom,
for et halvt Hundrede Aar siden,
Bibelhistorietimen, da man fortærede Blyant.
Det overbærende "megen" og det distancerende "man" røber her mesterens hånd. Læg også mærke til, hvordan Jensen fra de tidligste digte har videreført udbruddet som modus, med klog udeladelse af tidsbøjede verber:
Hav og Himmel vibrerer som en Banjo,
Milenes Røst,
Afstandene,
hvor Jorden er vaad!
Hvor er Rummet aabent!
Her genkender vi direktheden og livsappetitten. Blot er der ikke som i ungdomslyrikken gys mellem udbruddene og tomhedssus under sætningerne. Digteren søger at indkredse en fylde, og netop ikke, som tidligere, et stort rungende fravær. Førhen talte han i "Interferens" om rummets monologer, der mødtes med tidens tonløse cirkler, og om indre destruktion som en uundgåelig sjælens lov, nu tager han derimod verden ind uden forbehold.
Fra samme tid som "Tøbrudet" stammer det udødelige "Som Dreng skar jeg Skibe", det ene af de to digte fra Den jydske Blæst (1931), der ikke havde været offentliggjort før.
Dansende skjald
Her besynges tilværelsen i korthugne, oftest overgivent humørfyldte, tilstræbt 'nordiske' strofer, der skal lede tanken tilbage til skjaldedigtningen gennem knoklet rytme og monumentale bogstavrim. Digteren mindes barndom og ungdom; sin soldatertid, idræt og dans; sin vaklen mellem forskellige erhvervsvalg; samt endelig sine rejser, i en opremsning, der kendetegnes ved værdimæssig nivellering. Alt var sådan i det store helt godt, alting anskues som ligeværdigt, og går ind i sindet med samme styrke, fordi verden netop så konsekvent betragtes fra det tingslige, det sanselige niveau:
Jeg har sparket til Bolden,
og bokset.
Jeg roede.
Jeg har redet.
Hvor saa Aarstiderne
mig ikke paa Cykle?
Jeg har kørt Motor
og klatret i Bjerge.
Daarernes Himmerig,
Dans, elskede jeg,
saavel vore Fædres
fejende Rotations-Valse
som senere Tiders
abstrakte Onestep.
Yndigt vart det at arbejde
med en Pige i Armene.
Mere livsbekræftende kan det vel dårligt blive, ej heller mere 'mandigt'. Jensen vedkender sig frisk, hvordan han som ung mand nærede et enormt ønske om kort og godt, ved gunstig lejlighed "at gifte sig / uden Undtagelse / med hvert eneste / farvede eller ufarvede / Fruentimmer paa Jorden". Og så kommer den, denne her besynderlige strofe:
Et andet Ønske
som ikke kunde opfyldes
var, om blot for faa Øjeblikke,
selv at være et Fruentimmer.
Hvem der var vakker!
Og i Vinden mellem Mandkønnet
Og blev krøllet uigenkendeligt
Af et Karlfolk!
Disse otte verslinjer og andre glimt ind i Jensens sammensatte dyb kunne man nok få meget ud af, hvis man i fortsættelse af Elbeks skepsis over for den stålsatte Jensen skulle lirke lidt ved mandens åh så 'moderne' maskuline attitude. Men som jeg fornemmer det, har tiden egentlig været Jensen vidunderligt gunstig. Ikke forstået sådan, at man er holdt op med at stille spørgsmål til de veje og de former, han valgte. Men sådan, at man nu bedre kan se hans evne til op gennem et halvt århundrede at få sig selv med. På godt og ondt. Mest godt. Som dreng skar han skibe, som ung skar han tænder. Som voksen snittede han på hver strofe og satte tænderne sultent i sproget.
* Johannes V. Jensen: Samlede Digte. Udgivet af Anders Thyrring Andersen, Erik M. Christensen, Per Dahl og Aage Jørgensen. Bind 1: Tekster. 682 s. ill. Bind 2: Kommentarer. 452 s. ill. Kr. 499,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-02939-1.
