I sommer blev Dramaten hjemsøgt af rasende feminister. De påstod, at Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af Macbeth var kvindefjendsk og sexistisk - og de mente, at Holms fine skue-spilchefmantraer om ‘colorblind casting’ ikke holdt vand i hans egen forestilling.
Nu er det ikke sådan, at kvindefigurer ligefrem dominerer hos Shakespeare; kun tre hekse og Lady Macduff havde Holm fjernet fra originalen. Men den tilbageblevne kvinde mellem 20 mænd kom altså voldsomt i centrum. Ikke mindst fordi den blodbefængte Lady Macbeth i Stockholm blev spillet af den smukke-smukke Lena Endre, der ikke blot optrådte nedringet, men også vandrede nøgen over scenen.
Der var derfor en temmelig opkrudtet stemning lørdag aften på Stærekassen. For her kunne københavnere (og adskillige malmøere) så ved selvsyn opleve, om denne Macbeth så vitterlig er en kamperklæring mod kvindekønnet.
Gyseruhygge
Hånden på hjertet: Nej, det er den ikke. Hvis den overhovedet er en kamperklæring mod et køn, så må det da være mod det altdræbende mandekøn.
Egentlig virker Staffan Valdemar Holm her er alt for teoretisk og naiv i sin kvindetomme skildring af machoer, der slår ihjel, og som derefter lammes af rædsel. For tanketung. For i dag føres der ingen borgerkrig uden organiseret voldtægt af kvinder - læs bare denne avis en tilfældig uge.
Men her har Holms ækelhedstrang åbenbart haft en overgrænse.
Nuvel, han lader Lady Macbeth blive sitrende nervøs, når hun i sin røde kjole omringes af brunstige mænd, der alle sammen rager på hende under en tvangsdans. Men massevoldtægten forbliver en trussel.
Denne Macbeth er en tankedolk-forestilling. Alt er enten valgt eller valgt fra: Der er ingen måske’er hos Staffan Valdemar Holm. Og i Bente Lykke Møllers foruroligende scenografi skabes rummet af en høj, sortmalet bræddevæg.
I midten dingler en gigantisk stållampe, der sænker sig som en varmehætte over et kongestort rundbord - måske forestillingens klareste billede på forskellen mellem at være inde i magten og at være udenfor.
Psykologisk bevæger Holm sig flot uden om de evigt truende Macbeth-klichéer med blodtvættede hænder og heksehyl. I indledningsscenen udsiges alle forudsigelserne om Macbeths magt f.eks. ikke af hekse, men fremmumles af ellers døde soldater på et lazaret - gyser-uhyggeligt. Og i slutningen udpensles ækelheden uden for replikkernes rækkevidde, da Holm lader Christina Högmans cabaretsangerinde dukke op og synge schlagere med rå 40’er-sound, som var hun en parallelmanisk Hitler-import, mens døden nærmer sig tyrannen.
Skydeskårsøjne
Hvordan Dramaten-skue-spillerne så lever op til rygtet om forrygende spil og uovertruffen konsonantdiktion?
Fabelagtigt. Disse svenske kunstnere kan noget med at give ordene vægt, mens deres blikke holder underteksten fast. Vildest måske Macduff, der i Carl Magnus Dellows ludende skikkelse bliver til et mandeportræt af inderlighed og længsel. Hans sammenbrud varsles af øjnene, der trækker sig ud til flade skydeskår, inden hans overlæbe rynker og eksploderer i et rædselsskrig, der får stolen under ham til at flyve væk og hans hofter til at knække sammen.
Kvinden ved siden af mig kom til at grine bange-hysterisk over hans personlighedssplintren. Hvorfor har ingen maskulinitetsfreaks fremhævet denne skrækindjagende Dellow-præstation som Holms bud på en ny magtmandighed?
Men mandeskikkelserne har i det hele taget imponerende mange facetter. Mest stilfærdig er Per Mattsons kong Duncan, der er fredelig som en bankchef med ønsket om, at alt bare skal gå op. Og mest grotesk hos Börje Ahlstedts gamle tjener, der skaber cirkustricks i sine strittende fingre og milde-milde øjne.
Vakkerwonder
Macbeth selv er blevet tildelt Reine Brynolfssons sære ansigt med de bugtede læber og den høje pande over hans slebne overkrop med de elegante manerer.
Brynolfsson viser klogt et ultrakort øjeblik, hvordan han nyder sit tilranede kongeliv. Så lammer rædslen ham, og hans arme fægter vildt ud i rummet og kan ikke engang nå hen til sin opildnende kvinde. Ikke engang sex kan længere holde dødsangsten stangen.
Og så kommer vi så til hende, alle har talt om: Lena Endre. Om hun er smuk? Hun er smukkere end smuk. Med sine smækre linjer satser hun sin krop i magtspillet - ofte med siden til, i skulpturel skønhed. Men i Holms logik bliver hun konkret nødt til at fjerne sin kvindelighed, hvis hun skal deltage på lige fod med mændene.
Så søvngængerscenen bliver uhyggelig på overrumplende blodig vis, fordi denne Lady Macbeth forsøger at skære sine bryster og sit køn væk - makabert frempromeneret af Lena Endres wondervakre krop, nu 51 år gammel, gnid øjne eller ej…
Om det er sexistisk? Nej, det er realistisk. Piger skærer i sig selv for mindre end et kongemord.
Og denne kvindeskildring er med til at give klassikeren endnu en relevans. Shakespeares Macbeth handler om prisen for magt, og i Holms fortolkning avler ‘drømmen om at blive endnu mere mand’ kun begærsex og sekundmagt. Resten er kvindeafskåren rædsel.
* Macbeth (1606) af Shakespeare. Oversættelse (klar-klar, også i de danske overtekster): Ulf Peter Hallberg. Bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm og Ulf Peter Hallberg. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi (jo mere magtdesperation, jo længere diamantøreringe): Bente Lykke Møller. Lys (desillusionsdesperat): Torben Lendorph. Musik (truende krigstrommer og ildevarslende highland tunes): Dan Gisen Malmquist. Parykker (vidunderligt fald fra højt hår til afklippet strit) og maskering: John Kindahl og Sari Nuttunen. Dramaturg (ind til benet): Jacob Hirdwall. 3 timer. Dramaten på gæstespil på Stærekassen. Spilles også tirs 19. - fre 22. og man 27. - tors 30. december.
Kommentarer