Nogle bøger er for lange til et kort liv, fastslår Hallgrímur Helgason (f. 1959) et sted i sit 623 sider lange opgør med Islands litterære superikon, Halldór Kiljan Laxness, der levede fra 1902 til 1998 og dermed fik et liv langt nok til en lang roman. Et monstrum af en roman! Et indtil det groteske overforstørret fadermord på et mægtigt forbillede! En overgiven leg med fiktionen som spil og romanen som form. Og en småplaprende kommentar til alt mellem himmel og jord. Men først og sidst et behjertet forsøg fra en begavet islandsk forfatter på at komme videre efter det 20. århundrede og på, omsider, at forvalte den problematiske arv efter Laxness: mammutten, mastodonten, gejrfuglen og dronten, der skrev røven ud af fåreskindsbukserne på samtlige sine landsmænd og i sidste øjeblik fik gjort landets litteratur moderne.
Et liv efter døden
Romanens handling begynder i 1952, da Islands hinsides diskussion største forfatter, som sædvanlig klædt i ulastelig tweed, vågner op på en fjeldskråning i en afsides dal. Han har glemt sit navn, men så vidt han kan huske, befandt han sig sidst på plejehjem. Hvad kan der være hændt? Har personalet glemt ham under en udflugt?
Fundet bliver han i hvert fald, og løftet op af en hø-tobaks-og-uldtrøje-lugtende bonde, der ter sig, som om han er "vant til at slentre op ad en fjeldside for at hente affældige mennesker ned".
Gården ligger i Dødedal, og sandt at sige troede vores forfatter ikke, at den slags små gårde stadig eksisterede på dette højteknologiske klippeskær her oppe i Nordatlanten. Det viser sig da også, at noget er galt med kronologien.
Ifølge egne oplysninger skulle Einar J. Grimsson, født 1912, på handlingstidspunktet selv være 88 år; men af et papir, han skriver bag på, fremgår, at vi stadig kun er i 1952. Forklaringen er, at han er død i år 2000 og vågnet op midt inde i en af sine gamle romaner, som Hallgrímur Helgason nu gavmildt fortæller videre på, alt imens han lader Einar Grimsson medkonstruere en ny fiktion med sig selv som hovedfigur.
Betegnelser som metafiktion og intertekstualitet forekommer fattige til karakteristik af denne mellemting, dette mix af realisme og groteske, pastiche og parodi, af fadermord og ærbødig vedkenden sig arv og gæld. Forholdet er nemlig ikke så enkelt, at værket i en overskridelse blot nedgør Laxness som forbillede. Romanen holder ham samtidig i ære, ja, viderefører langt hen ad vejen det flotteste ved romaner som Salka Valka, Frie Mænd, Verdens Lys og Kæmpeliv i Nord, såsom: spillene på folkelig, mundtlig humor, allusionerne til sagalitteraturen, legen med indflettede vers digtet i traditionelle kvads komplicerede versemål, plus hele ubestemmeligheden i Laxness' karakteristiske skred mellem alvor og ironi.
Far og datter
Centralt i værket står foruden fortælleren Einar den heroisk kæmpende bonde Hrolfur og hans kønne halvvoksne datter Eivis. Eller det vil sige, datter og datter, faktisk blev hun avlet under krigen med en udstationeret britisk soldat. Det har hun imidlertid ikke selv fået at vide, og derfor bryder hendes verden sammen, da faderen eller stedfaderen har voldtaget hende ude i stalden:
"Hun skammede sig, hun skammede ham ud, hun skammede sig på hans vegne, hun skammede sig selv ud på hans vegne, hun hadede ham, hun elskede ham, hun havde medlidenhed med ham, hun foragtede ham, hun dræbte ham, hun havde aldrig set ham, hun kendte ham ikke, hun gjorde alt for ham, hun sparkede ham, hun spyttede på ham, hun strøg ham let over kinden, hun sagde til ham, at der ikke var sket noget, hun bed ham i halsen, hun sagde til ham: Du dræbte mig. Hun tænkte alt det, man tænker, når ens far ikke er ens far længere."
Denne passage er ikke blot et fuldgyldigt udtryk for en ung kvindes vildt sammensatte følelser, den er også en videreførelse af tråden fra Frie Mænd (1934, da. 1935) og den nuancerede skildring heri af forholdet mellem faderen, Bjartur, og pigen Ásta Sóllilja. Den metafiktive modskrift afholder ikke Hallgrímur Helgason for med fuld indlevelse i det følelsesmæssigt afgørende at skrive med på forbilledets tekst.
Islandske arkitekter
Til gengæld forhindrer romanens lovlig løse koncept ikke forfatteren i at fistre munter ud ad snart sagt hver eneste mulig tangent, hvad der ville have været ret anstrengende, hvis ikke han skrev så flot. Vi får udfald mod islandske arkitekter, der byggede kirker som rene brandstationer og helikopterlandingspladser til Helligånden, og mod landets tradition for dobbeltarbejde for hvem som helst: "En forlægger med hænder beskidte af ost! En rigsantikvar beskikket som præsident i sin fritid. Kunstmalere, der maler huse. Fjernsynets programchef, som er klassisk komponist". Alle disse eksempler er lige så groteske, som de er virkelige!
Men det er bestemt heller ikke grebet ud af luften, når Hallgrímur Helgason anvender sit opgør med Laxness til at lange ud efter det 20. århundredes venstreorienterede. For det var præcis katolikken, taoisten og humanisten Laxness, der i slutningen af 30'erne udgav bogen Det russiske Æventyr, hvori han bl.a. beskrev Moskva-processerne som et nødvendigt onde og fuldstændig ukritisk overtog Sovjetstatens propaganda med alt hvad dette indebar af forsvar for bureaukratiet, tvangskollektiviseringen, forfølgelsen af systemets fjender. Så stor han end var (eller blev!) som kunstner, lykkedes det ham ikke at aftørre denne politiske skamplet, bl.a. fordi de fleste vidste, at han havde vidst bedre og ikke havde behøvet at lyve værre, end en ægte islænderhest kan tølte.
Ekstemernes århundrede
Det er denne fortid, der spøger, når Hallgrímur Helgason med Einar J. Grimssom som sit talerør hudfletter det 20. århundrede:
"Ekstremernes århundrede. Århundredet, som gav os grovædervom, men åd vores sjæl op. Århundredet, som tømte kirkerne, men fyldte køleskabene. Århundredet, som dyrkede seksuallivet, men foragtede børn."
Og århundredet, hvor teknikken tog visionerne fra os og iførte dem en anden klædedragt, hvorved verdenskommunisme blev til verdenskommunikation.
"Alle landes proletarer forenedes. Stalins spind blev til amerikanernes net."
Om disse tirader er at sige, at med dem slipper romanen forbindelsen til sin fiktion for at blive noget så kedsommeligt som budskabistisk præk. En art trøst kan det så være, at også ævlet er oversat godt, af Kim Lembek, der her yder en glimrende indsats, bl.a. ved at fragte talrige brandere og ordspil velbeholdne over på dansk.
Hallgrímur Helgason: Islands forfatter. Roman. Oversat fra islandsk af Kim Lembek. 623 s. Kr. 399,00. Rosinante. ISBN: 87-621-0475-6.
