Længere end et døgn lænket i fosterstilling på gulvet, liggende i sin egen afføring og urin.
Gaffatape viklet om sit skæggede ansigt som straf for uophørligt at recitere koranen.
Kulderystelser efter mange timer kneblet på et gulv i et rum med fuld knald på airconditionen. Stroboskoplys i timevis. Øredøvende musik og trusler med hunde.
Det er den slags, fanger på den amerikanske Guantánamo-base på Cuba har været udsat for, ifølge det amerikanske forbundspoliti, FBI.
Oplysningerne stammer fra en rapport, som FBI sent tirsdag frigav på sin hjemmeside. Rapporten stammer fra 2004 og er baseret på interviews med 493 FBI-ansatte, som beretter om 26 tilfælde af "aggressiv mishandling" og "aggressive forhør" af fanger efter 11. september 2001.
Psykiske ydmygelser
Udover de fysiske mishandlinger fortæller de FBI-ansatte i rapporten om psykiske ydmygelser, hvor personalet på basen har spekuleret i fangernes stærke religiøsitet. For eksempel skal en kvindelig forhørsleder have slikket på sin hånd og rørt ved panden på fangerne under bønnen - hvilket ifølge mange muslimer gør dem urene og ikke værdige til at bede. En anden kvindelig forhørsleder skal ifølge rapporten have befamlet fangernes kønsdele og smurt menstruationsblod i deres hoveder.
Når rapporten kommer netop nu, er det foranlediget af en retssag, som den amerikanske borgerretsorganisation American Civil Liberties Union har anlagt mod tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld på baggrund af netop forhørsmetoderne på Guantánamo.
FBI frikender sig selv
FBI, som før frigivelsen har gennemgået rapporten og fjernet navne med videre, frikender sine egne folk for at have deltaget i overgrebene på Guantánamo. Samtidig påpeges det, at de fleste informationer i rapporten enten ikke er nye, eller at der har været tilsvarende oplysninger fremme tidligere.
Det amerikanske forsvarsministerium går et skridt videre: Ifølge Pentagon er der overhovedet intet nyt i FBI's oplysninger, og der er allerede taget hånd om problemet.
"Der er tale om ting, som ministeriet allerede har efterforsket grundigt, og hvor der har været hold i anklagerne, er der taget disciplinær affære," siger talsmand Bryan Whitman ifølge AP.
Krav om dansk påtale
Det er dog ikke noget, som forsikrer den danske opposition om, at der ikke igen kan ske overgreb på fanger i amerikanernes varetægt. Både de radikales udenrigsordfører Naser Khader og SF's udenrigsordfører Steen Gade opfordrer regeringen til at tage sagen op over for amerikanerne.
"Vi har en statsminister og en udenrigsminister, som praler med deres tætte kontakt til USA. Så må de også være de første til at påtale den slags," siger Naser Khader.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, opfordrer desuden regeringen til at rejse sagen på europæisk plan for at få EU til samlet at rejse en kritik af amerikanerne, hvilket Khader bakker op.
"Det bedste sted at rejse en kritik er ikke at sidde og hviske lidt ved morgenbordet i Det Hvide Hus," siger Lykketoft med henvisning til statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) tidligere møder med den amerikanske præsident George W. Bush.
"EU har meget stærke fælles holdninger til menneskerettigheder og bør i fællesskab påpege over for amerikanerne, at det er i strid med internationale konventioner såvel som fælles opfattelse af menneskerettigheder," siger Mogens Lykketoft.
Skal revidere lovgivning
Samtidig bør EU ifølge Lykketoft appellere til den nyvalgte Kongres om at revidere den lovgivning, som præsident Bush fik gennem den gamle Kongres kort før midtvejsvalget i november. Lovgivningen giver blandt andet præsidenten lov til i særlige tilfælde at tillade hårde fysiske forhørsmetoder og er ifølge mange kritikere ikke tilstrækkelig præcis til at forhindre, at der igen kan ske overgreb på linje med dem, der optræder i FBI's rapport.
Det har ikke været muligt at få et interview med udenrigsminister Per Stig Møller om, hvorvidt han vil foretage sig noget som reaktion på FBI's frigivne oplysninger. Men gennem sin presserådgiver siger han:
"Regeringen har gentagne gange taget afstand fra umenneskelig behandling og tidsubestemte tilbageholdelser på Guantánamo. De nye oplysninger bekræfter mig i, at den afstandtagen har været på sin plads."







