Den amerikanske regering har været involveret i arbejdet med at udforme et lovforslag, der lægger op til, at de store olieselskaber som BP, Shell og Exxon kan få 30 års kontrakter på udvinding af irakisk olie. Det viser lovudkast, som The Independt har fået indsigt i. Samtidig lægger loven op til den første omfattende aftale med udenlandske olieinteresser i landet, siden industrien blev nationaliseret i 1972.

De enorme indtjeningsmuligheder for vestlige selskaber, som loven lægger op til, vil give vind i sejlene til de kritikere, som siger, at Irak-krigen er - og hele tiden har været en krig om olie.

De fremhæver udtalelser fra vicepræsident Dick Cheney, som i 1999, mens han stadig var vicepræsident for Halliburton, der bl.a. arbejder som serviceselskab for olieindustrien, udtalte, at verden i 2010 ville have behov for yderligere 50 millioner tønder olie om dagen.

“Og hvor skal olien så komme fra? - Mellemøsten, med to tredjedele af verdens olie og den laveste pris, er stadig der, hvor gevinsten i sidste ende ligger,” sagde han.

Ledende oliefolk og analytikere siger, at loven, der vil tillade vestlige selskaber at hæve to tredjedele af fortjenesten til sig selv de første år, er den eneste måde, hvorpå man kan få Iraks olieindustri op at stå igen efter år med sanktioner, krig og mangel på ekspertise. Men arbejdet skal udføres gennem ‘production-sharing agreements’ (PSA’s), - aftaler om produktionsfordeling - hvilket er højst usædvanligt i Mellemøsten, hvor olieindustrien i Saudi Arabien og Iran, verdens to største producenter, er statskontrolleret.

Modstandere hævder, at Irak, hvor olie udgør 95 procent af økonomien, tvinges til at overgive en uacceptabel stor del af landets suverænitet.

Ikke på grund af olien

Da Tony Blair i 2003 fremlagde spørgsmålet om at gå ind i krigen for parlamentet, afviste han den ‘falske påstand’ om, at ‘vi ønsker at bemægtige os’ Iraks olieindtægter. Han sagde, at pengene skulle anbringes i en fond til irakerne, men under FN. Men idéen blev aldrig til noget. Samme år udtalte Colin Powell, dengang USA’s udenrigsminister: “Det koster en masse penge at gennemføre denne krig. Men den irakiske olie tilhører det irakiske folk - den er deres rigdom, og den vil blive brugt til gavn for dem. Så vi gjorde det ikke på grund af olien.”

Lovens fortalere siger, at bestemmelsen om, at olieselskaberne kan beholde op til 75 procent af fortjenesten, gælder, indtil selskaberne har fået dækket de oprindelige boreomkostninger. Derefter får de, ifølge kilder i industrien omkring 20 procent af alle indtægter i Irak. Men det er stadig dobbelt så meget som industriens gennemsnit for sådanne aftaler.

George Muttitt, researcher for en menneskerettigheds- og miljøgruppe, Platform, der har specialiseret sig i olieindustrien siger, at Irak over de næste 30 år kommer til at betale en enorm pris for den nuværende mangel på stabilitet. “De kommer til at betale en formue, fordi de på nuværende tidspunkt ikke har ressourcer til at gennemtvinge en ordentlig aftale.”

Iraks vicepremiereminister, Barham Salih, der er formand for landets olieudvalg, forventes at offentliggøre lovforslaget meget snart.

“Det er en ny model for hele den irakiske olieindustri ud fra nutidige standarder,” siger Khaled Salih, talsmand for den kurdiske lokalregering, der er med i forhandlingerne. Den irakiske regering håber, at loven kan træde i kraft til marts.

Adskillige store olieselskaber siges at have sendt folk til landet igennem de seneste måneder, som lobbyister der skal lave aftaler op til lovens ikrafttræden, selv om de helt store navne næppe investerer før volden i Irak bringes til ophør.

James Paul, øverste direktør for Global Policy Forum, den internationale regeringsvagthund, siger: “Det er ingen overdrivelse at sige, at det overvældende flertal af befolkningen vil være imod dette. At gennemføre det alligevel, med minimal diskussion i det irakiske parlament er i virkeligheden blot at hælde mere benzin på bålet.”

Vince Cable, liberal talsmand for finansministeriet og tidligere cheføkonom hos Shell udtaler, at det var afgørende, at enhver aftale ville garantere penge til genopbygning af Irak.

“Det er absolut afgørende at overskuddet fra olieindustrien skal gå til irakisk udvikling og at se til, at dette også sker. Selv om det giver god mening at samarbejde med fremmede investorer, er det yderst vigtigt at aftalerne bliver fair.”

udland@infrmation.dk

Hvem skal tjene på Iraks Olie

* Det lækkede dokument indeholder 40 siders gennemgang af de juridiske rammer for Iraks regerings uddeling af oliekontrakter. Dokumentet sigter mod, at Iraks olie skal sælges gennem de såkaldte ‘product sharing agreements’, hvor den irakiske regering deles om udenlandske olieselskaber om både udgifter og en fast del af de fremtidige indtægter ved olieudvindingen.

* ‘Product sharing agreements’ bruges kun for 12 procent af verdens oliereserver og bruges ikke af nogen af Mellemøstens andre store olieproducenter, som alle styrer olieudvindingen statsligt. Andre lande, som f.eks. Rusland, indførte aftalerne i perioder med politisk tumult og er nu i færd med at forsøge at ophæve dem igen.

* Dokumentet foreslår, at Irak deler kontrakter ud på op til 30 år. Langvarige kontrakter er en måde at styrke investeringsinteressen i urolige lande. Således meldte A.P. Møller-Mærsk i januar 2004 på forsiden af Børsen, at selskabet havde fået en 25-årig kontrakt på Iraks største oliehavn. Mærsk måtte dog bagefter dementere historien om den langvarige kontrakt, som Irak nemlig ikke havde nogen lovlig regering til at godkende, og blev siden smidt ud af Irak.

* Irak har efter Saudi-Arabien og Iran verdens tredjestørste oliereserver. De kendte reserver er på omkring 115 milliarder tønder olie, hvilket svarer til 10 procent af verdens samlede reserver. Der er 71 afdækkede oliefelter i Irak, hvoraf kun 24 er udviklet. Olien står for 70 procent af landets BNP og 95 af regeringens indtjening.

* En af de største genopbygningskontrakter til private firmaer efter invasionen i Irak var den på genopbygningen af landets olie-infrastruktur for syv milliarder dollar. Den gik til virksomheden Halliburton, som siden har været under heftig kritik for deres omgang med opgaven og pengeforbruget. Desuden har olierørledningerne siden invasionen været lammet af konstant sabotage, hvilket har gjort, at Iraks olieproduktion stadig ikke er nået op på højde med produktionen under Saddam.