Den store kunsttørke

Det var et syn, man ikke var vant til at se på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Her på den sidste lørdag i november stod dørene åbne ind til undervisningslokalerne og ateliererne på Charlottenborg. De studerendes julebazar var i fuld gang. Overalt var der en duft af gløgg og æbleskiver, folk myldrede rundt mellem hinanden og diskuterede ivrigt de kunstværker, der var til salg for en billig penge.

Var der tale om en spidsfindig postmoderne ironi, hvor de studerende grinede deres røv i laser over publikums opførsel? Blev vi alle sammen videoovervåget og filmet som led i et socialt intervenerende forskningsprojekt eller var der hældt farvestoffer i gløggen så vores pis senere blev højrødt?

Svaret var nej! Der var simpelthen tale om en glad begivenhed, hvor kunsteleverne åbnede dørene for publikum, så de kunne få sig en snak med folk og måske sælge nogle af de mange værker, der i årenes løb havde været deponeret i det store hus.

Når overraskelsen var så stor, var det fordi Det Kgl. Danske Kunstakademi, og den danske kunstscene i øvrigt, ikke ligefrem har været kendetegnet af åbenhed overfor publikum. Siden begyndelsen af 1980’erne har dansk kunst nemlig været præget af en ekstrem intellektualisering. Det hele startede på kunstakademiet i København, hvor man efter en omfattende professor- og rektorudskiftning nærmest fra den ene dag til den anden begyndte at fordybe i sig i fransk postmoderne filosofi og sprogvidenskab.

Kunstens fantasiløshed

Akademiet blev nærmest forvandlet til en underafdeling af filosofi- og lingvistikstudiet på Københavns Universitet, og de studerende skulle nu snakke filosofi i stedet for at være optaget af praktiske kunstneriske problemer. ‘Gammeldags’ ikke-boglige kunstnere fik det nu uhyre svært i den stemning af filosofisk retorik, der prægede undervisningsforløbet. For det store publikum fik det også konsekvenser. De katalogtekster, der supplerede udstillingerne med samtidskunst, var ofte nærmest absurd ulæselige med referencer til filosofiske diskussioner, som var uforståelige for langt de fleste.

Kunsten selv stod det ikke bedre til med. Udstillingerne med samtidskunst var meget ofte kedelige indtil det ulidelige. Fordi begreber som originalitet og talent officielt var afskaffet på akademiet, mødte man kunstværker og udstillinger blottet for andet end tåget tankespind. En slem og uudholdelig omgang miskmask uden fantasi og sanselighed.

Spurgte man den, der passede udstillingen, blev man som regel mødt af en tilknappet sortklædt person, der betragtede en, som var man trådt lige ud af Nødebo Præstegård. Stemningen var kort sagt eksklusiv, asketisk og direkte fjendtlig over for folk, som ikke læste de rigtige bøger, havde de rigtige meninger, så pissesure ud og kunne diskutere Foucaults diskursteori med kendermine.

Bevares, der var da stadig masser af kunst med fantasi og indlevelse. Den blev bare ikke levnet meget plads af de filosofiske æggehoveder, der nu fuldstændigt sad på formidlingen af samtidskunst. Den blev enten ignoreret eller omtalt som reaktionær, romantisk og tilbageskuende af kritikerne, som var fuldstændigt overbeviste om maleriets død til fordel for objektkunsten og det socialt intervenerende projekt.

At maleriet var dødt, var ikke bare en påstand. Det blev opfattet som en nærmest evolutionær sandhed på samme måde som dinosaurernes forsvinden til fordel for pattedyrene. Prøvede man at modbevise påstanden, blev man ikke kun mødt af hovedrysten, men af decideret foragt, for maleriet var ikke alene gammeldags, det var også etisk forkasteligt på grund af dets afhængighed af det kommercielle marked. Penge var og er nemlig et absolut onde i disse kredse, med mindre naturligvis det er penge, man får af staten til de udstillinger, man selv arrangerer - ofte med et forsvindende lille publikum.

Det gør således ikke noget, hvis en udstilling kun har 23 betalende gæster, hvis det bare har været de rigtige 23 gæster med den rigtige indsigt i tidens komplekse filosofiske og sprogvidenskabelige problemstillinger.

Den fatale mangel på selvkritik

Respekten for publikum kan i det hele taget ligge på et meget lille sted. F.eks. har en kunstner og kritiker for nylig sammenlignet publikums ignorering af og modstand mod samtidskunsten med den behandling, vi udsætter den muslimske minoritet for. Så værsgo’, hvis man ikke bryder sig om eller forstår samtidskunsten, er man ikke alene en ignorant, man er også et reaktionært, racistisk svin. En udtalelse, der endnu engang beviser, at man sagtens kan være intellektuel og have alvorlige mentale blokeringer på samme tid.

Det sjove, eller måske skulle man sige nedslående, er imidlertid, at hvor de selv samme kritikere og teoretikere kan levere præcise analyser af det senkapitalistiske samfund ud fra Foucaults teori om magtens diskursive forløb, har de umådeligt svært ved at se den magt, de selv udøver. Svært ved at se den ensretning og den nærmest puritanske skoling, der hersker inden for mange kunstcirkler, hvor alle taler det samme sprog og opfatter sig selv som truet af en fjendtlig omverden. Et forhold, der er blevet analyseret fremragende af Hans-Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen, der med stor indlevelse beskriver mange intellektuelles fatale mangel på selvkritik og selvindsigt.

Den teoretiske efternøler

Hvorom alting er: Den lukken-om-sig-selv, den elitisme og det filosofiske eftersnakkeri, der kendetegnede og stadig kendetegner mange dele af kunstbranchen, finder man stort set ikke inden for filmens, litteraturens, teatrets og musikkens verden. Her havde man de elitære og teoretiske kortslutninger, man skulle have helt tilbage i slutningen af 60’erne og 70’erne. Her har man prøvet alt lige fra harmdirrende ideologikritik af Anders And-blade over systemdigtning til politisk korrekte socialrealistiske film. Det samme gælder kritikerne inden for de respektive genrer, som i dag leverer glimrende artikler præget af en bred horisont, letlæselighed og ikke-forudindfattede meninger.

Hvor anderledes er det ikke med kunstbranchen. Inden for faget kunsthistorie er man således først nu ved at diskutere ideologikritik. Med stor og asketisk alvor. Og man kan stadigvæk støde på mange kunstnere, kritikere og teoretikere, der er forargede over, at aviserne ikke skriver om kunst på den rigtige akademiske måde. Det er som om, disse mennesker, der har så mange teorier om denne verdens indretning, overhovedet ikke har noget begreb om, hvordan den fungerer i praksis. At det f.eks. ikke er avisen, der skal indrette sig efter den pågældende kunstanmelders akademiske standarder, men at denne må tilpasse sig avisens redaktionelle linje, og at der selvfølgelig ikke er nogen avisredaktør, der ville tillade højakademiske anmeldelser, fordi det ville betyde, at ingen gad læse artiklerne. Det er utvivlsomt derfor, at disse mennesker lige nu går rundt og er rigtigt frustrerede. De føler, at verden går i en retning, de ikke bryder sig om og mærker med stigende uro, at de lever i et vakuum.

Der er nemlig sket det, at kunsten har forandret sig radikalt inden for de sidste fem år. Ikke alene i Danmark, men i hele verden har yngre billedkunstnere forladt den mere hardcoreagtige gren af konceptkunsten til fordel for værker, der er fulde af fantasi, sanselighed og nysgerrighed. Ikke kun maleriet, men også skulpturen, installations- og videokunsten og er nu præget af en langt større åbenhed over for beskueren end for bare få år siden. Det er som om, de unge kunstnere har gjort op med de forrige generationers intellektuelle lukkethed, deres fatale mangel på fantasi og det ofte elementært dårlige håndværk.

Resultatet er en nærmest eksplosionsagtig interesse for kunsten fra det brede publikums side. Hvad der er sket, og hvilke kunstnere, der drejer sig om, vil blive beskrevet i næste artikel.

Tom Jørgensen har været redaktør af Kunstavisen og kunstanmelder på Ekstra Bladet.

På Ekstra Bladet var han en af bagmændene bag artikelserien fra 1999 “Statens Klike for Kunst”, som han sammen med sine kolleger modtog “Den lille Cavling-pris” for.