Idéhistorikeren Malene Busk stod stejlt på oplysningens projekt, hvor fornuften bortdømmer religiøse systemer som menneskeskabte illusioner og effektive magtmidler. Religionshistorikeren Mikael Rothstein kunne let påvise åbenbaringers og ritualers vilkårlighed og misbrug.

Hvad der undrede mig, var, at den eneste reference til en glad verden uden guder og deres store fortællinger var fodbold, som en henkastet bemærkning. Nu var fodbold måske engang en ædel konkurrencesport og ikke som nu en kommerciel folkeforførelse.

Der er dog menneskeskabte værdier, der rækker ud over den rene fornuft som fundamenter for humanismen, værd at nævne for tabet af troen eller manglen på samme.

Johan Ludvig Heiberg, som ellers er smidt ud af den kulturministerielle kanon, formulerede en datidens værdikrise med sine Nye Digte i 1841, et større værk der, der bl.a. rummer den apokalyptiske komedie En Sjæl efter Døden, men også det digt, der faldt mig ind, “Protestantismen i Naturen”, hvor det hedder:

Verden af tusind glade
Phantasier!
Ak, du forgaaer!
Luften forstummer. Kildevældet tier,
Eensom jeg staaer.
Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel?
Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst?
Hvor i dette Fængsel
Toner min Trøst?

Og han bliver ikke svar skyldig, for “den Gud, du søger, er din egen Gud./Hvad vil du mere?”

Og med stor selvsikkerhed drejer han denne lille, velformede strofe:

Vend mod dit Indre dit Blik!
Hvad i din Verden forgik,
Vil i din Tanke du finde,
Alt det Forsvundne derinde
Liv og Tilværelse fik.

Nu er vi ikke alle sammen lige selvforsynende, men vi kan ty til andres magtfulde og trøsterige tanker om tilværelsen i den kunst, som løfter sig over grønsværen. Digtning, musik, bildende kunst.

Dem har de fleste religioner da også kastet sig over for at skabe troværdighed og emotion. Uden kunst gik det slet ikke. I vores hjemlige. statsstøttede version af religion har vi skønne salmer, brusende orgler, malerier i kalken og fantastiske fortællinger, som dårligt kan undværes, om end det kan knibe med den kunstneriske udførelse. Sandhedsværdien er dog ikke anderledes end i anden, verdslig kunst, som daglig opbygger dens brugere. Vi vil fortælles. Det er hvad det kommer an på. Vi vil fortolkes, identificeres, genkendes som levende væsener og individer, f.eks. af verdenslitteraturens store romaner, der rigtig kan tage munden fuld. Deri indgår også emotion. Kanhænde med en formel fra Baudelaire:

“For ikke at blive tidens mishandlede trælle, så berus jer: berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd - som I vil.”

Jeg kan anbefale poesi.