'Jeg er ret hårdfør'

Da Denice Klarskov som 19-årig forlod Rødovre i Danmark til fordel for Los Angeles i USA, var det ikke for at blive au pair-pige eller udvekslingsstudent. Det var for at prøve lykken som pornostjerne. Det har hun ikke fortrudt - selv om hun af og til bliver lidt øm indvendig. "Var jeg ikke blevet pornoskuespiller havde jeg nok været bistandsklient," siger hun

Tingene er gået stærkt for Denice Klarskov, siden hun i 2004 tog til Los Angeles for at prøve lykken i voksenunderholdningsbranchen. I en alder af bare 20 år har hun allerede etableret sig som et af de hotteste nye danske navne på det amerikanske pornomarked, og som en selvstændig for-retningskvinde med eget produktionsselskab i Danmark. Foto: Scanpix

Klokken er 18.00 og Denice Klarskov har som mange andre lige fået fri fra arbejde. I dag bestod det i at have sex med to japanske mænd i tre timer, mens det hele blev optaget på video. "De snakkede løs, men det var ikke til at forstå, hvad de sagde, og så er de jo ikke så store, så de blev ved med at køre på, uden at jeg egentlig kunne mærke noget. Det var ret sjovt". Hun er i sort trøje og stramme cowboybukser og er lige trådt ind ad døren til pornomodelbureauet Direct Models i Los Angeles - for at betale 15 procent af sin dagløn til sin agent. 1.000 dollars fik hun af japanerne - i japanske rejsechecks. "Det er et fedt job. Jeg får god sex og gode penge for det".

Bedre end bistandshjælp

Tingene er gået stærkt for Denice Klarskov, siden hun i 2004 tog til Los Angeles for at prøve lykken i voksenunderholdningsbranchen. I en alder af bare 20 år har hun allerede etableret sig som et af de hotteste nye danske navne på det amerikanske pornomarked, og som en selvstændig for-retningskvinde med eget produktionsselskab i Danmark.

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Denice Klarskov skulle blive pornoskuespiller. Og så alligevel. I hvert fald har hun selv svært ved at se, hvad hun ellers skulle have lavet. "Mine forældre vil hellere se mig lave penge end som bistandsklient. Og det ville jeg nok have været, hvis ikke jeg var blevet pornoskuespiller," siger hun.

Allerede som 12-årig blev Denice Klarskov skilt fra sin mor af årsager, hun ikke vil nærmere ind på. Hun er "opdraget af myndighederne", som hun selv formulerer det, og har boet alene siden hun var 15. I alt har hun kun syv års skolegang. "Men jeg kan egentlig heller ikke se, hvad jeg skulle bruge en uddannelse til i dag," siger hun. - Men syvende klasse? Der jo obligatorisk skolegang til og med niende? "Ja, med mindre du giver kommunen den hér," siger Denice Klarskov og vifter med skråt-op-fingeren.

Det er ikke kun kommunen, der har fået fingeren af Denice Klarskov - det har den offentlige mening og moral også. Som 16-årig blev hun fotograferet nøgen for første gang, året efter poserede hun i Se & Hør, og senere samme år kom turen til Ekstra Bladet og Ugens Rapport.

"Når jeg tænker over det, tror jeg egentlig aldrig, jeg tog en beslutning om, at det var det, jeg ville. Det var bare min teenagehjerne, der fortalte mig, at det kunne være sjovt at prøve - og så gjorde jeg det," funderer hun.

Det var heller ikke en del af en større plan, at hun som 18-årig kastede sig ud i sit første pornofilm-projekt. Til gengæld blev det en oplevelse, hun i dag helst ville have været foruden. "Det var Michael Zile (en dansk pornoproducent, red.) der lavede filmen, og han snød mig, men mere har jeg egentlig ikke lyst til at sige om den sag," siger Denice Klarskov og smiler lidt forsigtigt, mens hun kigger rundt i rummet.

Væggene i forkontoret hos Direct Models er plastret til med plakater af pornostjerner, der poserer på forsiden af diverse magasiner. 'Hot Sluts', 'Porn Party', 'Hustler' og 'Busty' hedder nogle af dem.

Bureauets sekretær bryder ind for en kort bemærkning. Hun har en seddel med. "Det er en ny opgave," siger Denice og viser sedlen frem: Søndag klokken 14.00 skal hun møde på en adresse i byen Chatsworth i San Fernando Valley i udkanten af Los Angeles. "Blow Job w/Josh, Girl next door outfit", står der.

Josh er en mandlig skuespiller, som er tilknyttet samme agentbureau, forklarer hun. "Jeg har også en optagelse i morgen - det er en lesbisk scene - jeg arbejder som regel hver dag, når jeg er herovre."

Hårdt, hvis man er blød

Denice bor på skift i Los Angeles og Danmark - tre måneder ad gangen hvert sted. Hun er gift med sin ungdomskæreste, som bor permanent på Sydsjælland, hvor de har købt hus sammen. Han er indforstået med hendes utraditionelle arbejde, for han er "ikke typen, der bliver jaloux", fortæller Denice.

"Her forleden ringede jeg hjem og fortalte, at jeg havde fået 16 orgasmer. Det synes han bare var fedt for mig, og jeg ville jo også synes, det var fedt for ham, hvis det var ham, der havde fået dem".

Stik imod alle fordomme har Denice Klarskov ingen drømme om at blive 'rigtig' skuespillerinde i Hollywood - ovre på den anden side af dalen, hvor filmstjernerne holder til. Det er en naiv tanke, mener hun. "Hollywood vil slet ikke vide af dig, når du har lavet porno. Så snart du optræder i en pornofilm, er du færdig i showbiz," lyder dommen.

Pornobranchen kan slå andet og mere end drømmene om en filmskuespil-karriere i stykker. Denice Klarskov fortæller, at hun har set flere piger "knække nakken" i branchen, som kan være hård, hvis man selv er blød: "Langt de fleste klarer sig godt, men jeg har også set mange piger, der er begyndt at tage stoffer, fordi de er svage og ikke får sat deres egne grænser.

På den måde kan arbejdet være rigtig nedbrydende: Hvis du er svag, får det dig ned, men jeg er selv ret hårdfør".

Denice Klarskov romantiserer ikke over livet i pornobranchen. Det er bare et arbejde: "I bund og grund er det lige som ethvert andet job - bare sjovere, selv om det også kan være hårdt fysisk arbejde. Man kan godt blive lidt øm, men så går man bare til lægen og får noget salve," forklarer hun.

Til det årlige AWN Awards-show (pornobranchens svar på Hollywoods Oscar-uddeling), der fandt sted i Las Vegas i sidste måned, havde Denice Klarskov en kjole på til 75 kroner, som hun havde fundet i en genbrugsbutik. Hun falder nemlig ikke på halen for stjernedrys og glamour, lige som hun heller ikke gør sig nogle falske forestillinger om den branche, hun befinder sig i: "Sex er sex, når det kommer til stykket - og jeg er faktisk lige glad med, om det ser pænt ud eller ej. De betaler jo mig. Jeg er en gonzo-pornoskuespiller - jeg har sex for pengenes skyld".

- Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

"Jeg bliver hentet af min chauffør. Vi stopper ved Starbucks og får en kaffe. Når vi når frem til vores location bliver jeg sminket af en make-up-artist. Så finder jeg mit tøj, får taget nogle cover-billeder og nogle 'pretty girls' (softcore-fotografier, red.). Så kysser og krammer jeg lidt med min medskuepiller for at få stemningen lidt op og så går vi ellers i gang.

Når optagelserne er færdige spiser hele filmholdet som regel mad sammen, jeg tager et bad og ringer til min chauffør - og så er det ovre. Det er meget enkelt."

Blinker i Bilka

Men livet som pornostjerne er alligevel ikke helt uden komplikationer. Generelt har hun ingen skrupler over, hvad folk måtte tænke om hende, men der er undtagelser fra reglen: "Min søster ligner mig af udseende, og hun synes ikke det er så fedt, at jeg er pornoskuespiller. Også fordi hun er ret kristen. Det tænker jeg selvfølgelig over," siger Denice.

For det meste er det dog kun sjovt, at folk genkender hende, når hun er hjemme i Danmark, synes hun: "Når jeg er i Bilka plejer jeg altid at blinke til mændene for at hyle dem ud af det. De er ved at tabe både næse og mund, når de går rundt med deres koner bag indkøbsvognen og pludselig ser en, de genkender fra internettet," siger Denice og griner højt.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu