Anna Reynolds ‘Rødt’ på Vintapperteatret mangler noget, der rykker og ryster

TEATER
To kvinder, spærret inde for mord, i tøj, gebærder og tale tydeligvis fra hvert sit sted i samfundet, men altså havnet samme ufri sted. Det er forudsigeligt, at de må få konflikter og lige så forudsigeligt, at den indledende selvbeskyttelse må sprække. Hvad har man ellers fængselsceller til på scenen?
Vintapperteatret har forladt den diminutive kælderscene til fordel for Rosenhavens luftige rum i det nyåbnede Teaterhuset. Der udfordrer man skæbnen med en trang, hvid firkant på det store gulv. Den har en uklar funktion, overskrides af og til af de to spillere - hvorfor? - og bliver ligegyldig som resten af rummet. Der er anbragt nogle få objekter rundt omkring, nogle med realistisk reference til fængselssituationen og verden udenfor, andre mere uransagelige. Det hele er flot og dekorativt, en lækker rumæstetik, hvor der leges med effektfuld belysning. Men igen: hvorfor?
Man må også spørge, hvorfor teatret lige har valgt at opføre Anna Reynolds Rødt. Der er ikke meget dramatisk gods i det sympatisk humanistiske stykke, der viser to indsatte med deres savn og sår. Måske henvender det sig til folk med et stupidt menneskesyn. Men går de mon i teatret? Instruktøren kalder det et “reelt statement baseret på to mordere, som Anna Reynolds har mødt under sin egen afsoning”, som om det var et kunstnerisk argument. Jeg savner noget, der rykker og ryster. Kunst med andre ord.

*”Rødt” af Anna Reynolds. Overs.: Niels Brunse. Instr.: Dorte Madsen. Scen.: Luise Bentzen. Medv.: Anne Marie Pock-Steen og Lotte Arnsbjerg