Da DR besluttede at lukke DAB-kanalen DR Rock, var der mange, der ærgrede sig. Ikke mindst denne skribent. På denne plads. Men DR lovede, at de ville integrere en del af playlisten fra DR Rock i P3’s playliste. Ja ja, tænkte man og huskede med gru, hvordan sagesløse headbangere og metallere måtte gøre sig selv til grin i Go’morgen P3 og synge et popnummer for at få lov til at høre noget med noget guitar.

“Jeg vil have min metal,” hed det lille indslag.

Og det er jo sandt. Lyttere af P3 er indtil for ganske nylig blevet spist af med de riffs, der nærmest ikke engang fortjener betegnelsen, nemlig dem de amerikanske emo- og collegebands kan præstere.

Men nu er der sket noget. Værterne er trådt i karakter. Eller i hvert fald værten. Peter Palshøj kan godt lide rock. Og han har fået hele to timer for sig selv lige over middag, hvor han får lov til at spille det. Vi taler ikke klynkerock eller den overproducerede moderne rock. Vi taler god old fashioned rock’n’roll, ladies and gentlemen. AC/DC, Guns’n’roses, Iron Maiden, Rammstein, Ramones.

Ok, når man ser på playlisten, så er det jo egentlig en mærkelig blanding af Scissor Sisters, Kashmir og AC/DC, men det føles ikke sådan. Det føles, som om rocken er tilbage på P3. Måske skyldes det, at den har været væk så længe, så når man pludselig hører “Sheena is a punkrocker” i sin radio, kan man accepterer meget - selv Scissor Sisters.

Vi kan takke Peter Palshøj for det her. Han er den type radiovært, der ikke er hoppet over til tv-skærmen ved først givne lejlighed. Han er blevet i vores radio og har efterhånden fået anciennitet og respekt nok til, at han kan dedikere hele fem minutter til at berette om forsanger i AC/DC Bon Scotts død.

Rock’n’roll-opdragelse

På dødsdagen den 19. februar brugte Peter Palshøj en del tid på at fabulere over, hvilken af de klassiske rock’n’roll dødsårsager Bon Scott blev offer for. Den mest udbredte opfattelse er, at Bon Scott blev kvalt i sit eget opkast, men der er selvfølgelig mange andre forslag. Faktum er, at han blev fundet død i sin bil 19. februar 1980 efter endnu en af hans drukture. Det er den slags trivia, man har savnet på sendefladen. Hvem interesserer sig for, om Justin Timberlake og Cameron Diaz er gået fra hinanden? Det er nyheder som den, der normalt er indholdet i P3’s såkaldte musiknyheder- Nej, lad os få noget baggrund fra en kvalificeret kender.

Peter Palshøj er uden tvivl fan, og han vil gerne sprede budskabet. Derfor var en del af de sidste par ugers udsendelser at finde en vinder af en Skambankt-koncert.

Det norske Mötörhead-inspirerede punkrockband startede en lille tour i Danmark og ville begynde med en koncert for et alternativt publikum. Ted Winters, der er frontmand i Skambankt, er også kendt under navnet Terje Killmaster Kaizer, som han hedder, når han spiller med i Kaizers Orchestra, men Skambankt er hans eget band og om muligt endnu mere fandenivoldsk end Kaizers. Der var mange gode bud på, hvem der trængte til en god punkrockkoncert, men Palshøj fandt den helt rigtige vinder: En skole i Ishøj.

Det er på tide, at vore børn får lidt rock’n’roll-opdragelse. Det er jo trods alt dem, der skal arve jorden.

P3 med Peter Palshøj alle hverdage 12.03-14.00 på P3