Information i arbejde

Lars-Henrik Olsen, forfatter, er skuffet over Information’s dækning af “den grusomme behandling af de mange mennesker, som blev varetægtsfængslet i forbindelse med urolighederne omkring ungdomshuset.” (læserbrev i Information 30. marts) Og sandt er det, at Information utvivlsomt kan og skulle have sat flere kræfter ind i den sag, som ud over københavner-politik rummer mange uhyggelige træk af et politi med magtbeføjelser, som er skræmmende.

Information har gode traditioner for et vågent øje til retspolitikken og burde her have været i arbejde.

En anderledes engageret indsats har dagbladet Arbejderen lagt for dagen med daglige beretninger fra indsatte, forældre og forsvarsadvokater, ligesom sagen flere gange er behandlet på lederplads. Så den mindst ringe avis blev Information ikke i sagen om Ungdomshuset - desværre.

Henk Hansen
Hvidovre

Naiv tillid til internetudbydere

Justitsministeren er forarget over at Prosa og IT-Politisk Forening forleden udsendte en CD, som gør det muligt at omgå Terrorpakkens krav om overvågning af almindelige borgere. I dag kan man så læse om en betjent der har fået en mild dom for at snage i familiers og naboers registeroplysninger. Forventer Justitsministeren at almindelige borgere skal have blind tillid til at internetudbydernes ansatte udviser større selvdisciplin end ministerens egne ansatte? Den store interesse for CD’en viser, at ikke alle deler Justitsministerens naive tillid til internetudbydernes ansatte.

Bjarne Wichmann Bagge Petersen
Ølsted

Gåde

Der var engang et land, hvor en slipseholder og en mikronholder mødtes hver tirsdag. Gæt, hvad der kom ud af det.

Vagn Smed
2450 København SV

Janusagtige Danmark

Efter 42 år i Danmark, hvoraf de 34 er som dansk statsborger, går det i disse dage endegyldigt op for mig, at Danmark er blevet til et janusagtigt væsen, der møder verden med to ansigter.

Det ene viser det frisindede og hyggelige Danmark, der får mål og mæle i Grundtvigs digte og i Kim Larsens sange. Det andet viser en senildement gnier, der lever i evig angst for at nogen skal komme og hugge de pengesedler, hans madras er propfyldt med. Det er Dansk Folkepartis Danmark.

Fogh er selvskreven til rollen som statsminister takket være hans evne til at smelte de to ansigter sammen. Derved fremstår han som den generøse fedtsyl, den joviale angstneurotiker, den sexforskrækkede libertiner.

Jeg glæder mig til den dag, hvor han under det ugentlige pressemøde vil afsløre sin dobbelthed via en freudiansk fejlhandling i stil med dr. Strangeloves.

Pietro Cini
cand. mag.

Foghs tvivl på skoleledere

Ifølge Information (ritzau) 29. marts:

Statsminister Anders Fogh Rasmussens kvalitetsreform skal sikre de offentlige ledere en klar og entydig kompetance, så de er i stand til at lede den institution, de er ansat til at lede. “Det kniber det med i dag, ikke mindst i folkeskolen.

Jeg tror, at ledelse i folkeskolen vil kræve en mindre kulturrevolution i mange lærerværelser”, mener Anders Fogh.

Blot dette:

Hvor har Anders Fogh sin ‘tro’ fra? Skal vi have en mindre ‘revolution’, bør man nok handle ud fra mere konkrete forhold end en vag fornemmelse for ‘tro’.

Har Anders Fogh andet end sin ‘tro’? På hvilken måde er der belæg for skolelederes manglende kompetance?

Stig Petersen
folkeskolelærer i over 30 år