Taxachaufføren Sayeed lyser op, da han hører, at turen går til den nordsjællandske flygtningelejr Sandholm.

“Den kom jeg til i ‘98 fra Afghanistan. Jeg havde været i hæren siden syvende klasse, der havde været krig i al den tid. Sandholm var det fredeligste sted, jeg nogensinde havde været.”

Men for Nina og Sarah, som sidder og fryser under lånte cardigans i et ti kvadratmeter stort besøgsværelse bag en metalscanner i Sandholms lukkede afdeling, føles livet i Sandholm alt andet end godt.

De to kvinder er måske et sted i tyverne. De vil ikke sige deres rigtige navne, præcis hvorfra i Nigeria de kommer, eller hvad de helt præcist lavede d. 27. februar, da politiet samlede dem op ved Hovedbanegården. Men det var vist ikke et sted, der forberedte dem på den danske virkelighed, de efter deres rejse over det afrikanske og europæiske kontinent er havnet i.

“Hvis du skriver i avisen, at vi er sat i fængsel uden at have lavet noget forkert, kan det være, dronningen læser om os og bestemmer, at vi skal slippes fri,” mener Sarah som sin forklaring på, at de to - i modsætning til de fleste andre afrikanske kvinder, der befinder sig i Danmark uden papirer - gerne vil tale med en journalist; også selv om jeg ikke kan love, at dronningen læser Information.

To måneders uvished

Eller rettere - Nina har ombestemt sig. Hun snakker med, men ikke så meget. Hun er i dårligt humør, og da interviewet er slut, skal jeg læse op hvad jeg har skrevet ned og strege alle de ting ud, hun har sagt.

Hun og Sarah har været indsatte i den lukkede afdeling i næsten to måneder. Uden udsigt til forbedring, og uden at ane hvad deres fremtid vil bringe.

Overladt til sig selv

Det er den frivillige socialarbejder Michelle Mildwater, der har sat de to kvinder i kontakt med Information.

Hun har i flere år bevæget sig blandt udenlandske handlede kvinder i Danmark, fra Istedgade til Sandholm-lejren, for at hjælpe dem hvor hun kan.

Ikke mindst de stadigt flere afrikanske kvinder, der havner i Danmark og ifølge Mildwater gerne ankommer med en gæld til bagmænd på hundredtusinder af kroner, som de typisk må gribe til prostitution for at betale af.

Selv om de ikke selv vil sige, hvad de lavede den dag ved Hovedbanegården, ligner disse to kvinder temmelig godt profilen på de ofre, som regeringens indsatser mod kvindehandel skulle hjælpe.

‘Vi er ulykkelige’

Politiet har pligt til at indberette det til krisecentrene, når de får fat i kvinder, som de mistænker for at være ofre for kvindehandel.

Men ingen har hjulpet Nina og Sarah, siger de: “Politimændene sagde, vi ville få hjælp. Men der har ikke været nogen. Vi er ulykkelige.”

Indespærringen går dem voldsomt på. Maden er gammel og uspiselig, siger Sarah, og hun synes ikke, hun har gjort noget.

“Jeg har ikke dræbt, jeg har ikke stjålet, jeg har ikke gjort nogen noget. Du må fortælle danskerne, at udlændinge bliver spærret inde herude uden nogen grund.”

Kvinderne har sagt, at de vil søge asyl.

“De gav os et stykke papir at udfylde, og så sagde de, at man ikke kunne vide, hvor mange måneder der ville gå. Men de sagde ikke, at vi ville blive lukket inde i et fængsel,” siger Sarah.

Vi skammer os

- Hvordan kom du til Danmark?

“Det er en lang historie.” Hun ryster på hovedet. “Jeg kan ikke tage tilbage. De siger: ‘Hvorfor skriver du ikke bare under her, så kan du komme afsted?’ Men det kan jeg ikke. Mine forældre er døde, og jeg efterlod min bror i Afrika, jeg troede jeg kunne få rengøringsarbejde i Danmark.”

Sarah kom fra en lille landsby, hvor hun arbejdede lidt i markerne. Hun og hendes bror boede i en lerhytte, men den faldt fra hinanden, og vandet kom ind, og man kunne ikke bo der.

Nogen hjalp hende til at komme til Danmark, men hun vil ikke sige hvem. For hver gang jeg spørger, ryster hun på hovedet og bliver mere lukket i øjnene.

- Hvad ville du gøre, hvis du blev sendt tilbage til Nigeria?

Hun himler med øjnene og griner højt og kort.

“Jeg griner, når du spørger om det, for der ville ikke være noget, jeg kunne gøre. Jeg tror, jeg bare ville sætte mig ned i lufthavnen og græde. Måske skulle de bare give mig gift, så kunne jeg komme op til mine forældre.”

Så vender hun ryggen til os og siger en hel masse på et afrikansk sprog til sin veninde. Sekundet efter vender hun sig om:

“Når danskerne holder de afrikanske kvinder her, skaber de et ødelagt hjem. Mændene kan ikke komme. Og det er skamfuldt for os. Når vi kommer ud, siger folk: ‘Hvilken forbrydelse havde du begået?’”

Så bliver de rastløse. Vi ringer på klokken, og betjentene lukker kvindene ind i deres fængsel igen.