Matti og kvinderne

Finland.

Smilende stod den finske premierminister Matti Vanhanen foran sine lige så smilende ministerkolleger: 12 ministre, der iført nederdele og højhælede sko brød med politikerstereotypens gamle mænd i jakkesæt.

Inden valget havde premierminister Matti Vanhanen fra Centerpartiet, der modsvarer det danske Venstre, erklæret, at han sagtens kunne leve med en kvindelig overvægt i ministerkontorerne. Ja, det ville faktisk være en udmærket måde at fejre 100-året for kvinders stemme- og valgbarhedsret fra 1906, som Matti Vanhanen sagde.

Som sagt så gjort: Den nye blå-grønne finske regering fik verdensrekord i kvinder; dvs. at kvinderne nu sidder på 42 procent af den finske rigsdags 200 stole og på 12 af de 20 ministertaburetter, en stigning fra otte ud af 17 ministerpladser før valget.

Stærke kvinder og kønskvoter

Mens den finske statsminister havde travlt med at sammensætte sin nye regering, sad danskeren Drude Dahlerup, der er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet og ivrig ligestillingsdebattør, og spurgte sig selv, hvordan det dog kunne ske.

Hun havde netop skrevet om glasloftet, der gør, at de finske kvinder lige som de danske kun når til et vist punkt i hierarkiet, men aldrig til toppen. Fordi man i både Danmark og Finland tror på, at ligestillingen nok skal komme af sig selv, som tiden går - også uden særlig meget lovgivning.

Og hun mente, at Sverige og Norge med kønskvoter og aktiv ligestillingspolitik er et langt bedre sted for kvinder, der vil til tops.

“Jeg må nok revidere mine synspunkter en smule,” siger Drude Dahlerup, der ikke lægger det mindste skjul på, at hun synes, den kvindelige ministerovervægt i Finland er fantastisk.

“Når man er oppe på så høje procenter, så er det ikke et spørgsmål, om at man har sagt, at nu må kvinderne se at komme med. Så er det fordi man synes, at kvinderne skal være og er lederne,” siger hun. Men det er nu ikke, fordi det normalt er kvinderne, der sidder på magten i Finland, fortæller Leila Melat, der er ligestillingsrådgiver i det finske socialministerium. Selv om det traditionelt patriarkalske landbrugssamfunds store fokus på fysisk råstyrke har udspillet sin rolle i dagens videnssamfund, styrer mændene stadig erhvervslivet.

At kvinderne efterhånden er godt med i det politiske liv skyldes både lovændringer, og at stærke kvinder har banet vejen, mener Leila Melat og flere andre forskere. Den største effekt havde det, da Finland reviderede sin ligestillingslov i 1995. Blandt andet med en lov om, at 40 procent af eksempelvis statslige rådgivende komiteer og kommunale bestyrelser skulle bestå af kvinder. Det er Finlands første og eneste regel om kønskvotering, og det har haft stor effekt - også for sammensætningen af den nye ministertrop, mener Leila Melat.

“Lovændringen betyder, at man er vant til kvinder i det politiske liv. Mange begynder jo deres karrierer på kommunalt niveau, og når de går videre i systemet, vil det ofte være til det statslige niveau. Så man kan sige, at det har haft en afsmittende effekt, som på langt sigt har ændret kønsbalancen i de statslige organer,” siger hun.

At det snarere er loven fra 1995 og ikke finsk politisk tradition, der har medvirket til de mange kvinder i finsk politik, ser man også på antallet kvinder i den politiske administration under det finske EU-formandskab i 1999.

“Vi var på niveau med Grækenland. Så det skyldes ikke en finsk tradition for kvindeligt lederskab i politik, selv om landet var det første til at indføre kvinders stemmeret og kvinders ret til at blive valgt,” siger Leila Melat, der især peger på, at der er sket et skift i måden at tænke på.

Utilfredsheden er forstummet

For tanken om, at en kvinde er lige så god og kompetent som en mand, er blevet legitim, lige som tanken om, at man bør stræbe efter et lige antal kvinder og mænd i politik.

“I dag vil ingen sige, at man er imod kønskvotering, i hvert fald ikke offentligt, for den diskussion havde vi allerede i 90’erne. I stedet har det sat fokus på og trænet folk i at tænke i køn, når de sammensætter en gruppe,” siger Leila Melat, der peger på, at der i mediedækningen efter valget ikke har været en eneste avisartikel eller tv-indslag, der har problematiseret de mange kvindelige ministre.

Men man bør heller ikke undervurdere effekten af de mange stærke kvinder i finsk politik, mener Liisa Husu, der er doktor i sociologi og beskæftiger sig med kønsroller i videregående uddannelse ved Helsinki Universitet.

De har haft en afsmittende effekt på det politiske klima, eksempelvis tidligere ligestillingsminister Tuula Haatainen, som mente, at tiden ikke ændrer tingene af sig selv, og at man derfor må handle.

Og da Elisabeth Rehn for otte år siden var en af de fire kvinder, der stillede op til præsidentembedet, gik det pludselig op for folk, at landets leder også kan være en kvinde. Og en kvinde blev det i og med, at den nuværende præsident Tarja Halonen blev valgt.

“Det er gået hurtigt med at vænne finnerne til at se både mænd og kvinder i politiske funktioner. Også fordi mændene nu nominerer kvinder af sig selv, uden at der i den offentlige debat har været stillet krav om flere kvinder,” mener Liisa Husu, der samtidig peger på, at det dog stadig er mændene, der besætter de tunge poster som udenrigs-, skatte- eller økonomi-minister. Det afspejler blot ledelsen i erhvervslivet, for her det stadig mændene der sidder for bordenden.

Bedre uddannede

Paradoksalt, kalder Liisa Husu det, at de finske kvinder står langt svagere i det private erhvervsliv, end i de øvrige nordiske lande.

De finske kvinder er som regel bedre uddannet end mændene, og Finland har EU’s højeste andel af kvindelige professorer, mens halvdelen af universitetsforskerne er kvinder.

Noget, der også afspejler sig i, at flere af de nye kvindelige ministre har en doktortitel på visitkortet end de mandlige.

“Når det gælder forskning og videregående uddannelse har vi haft en hurtigere start, end de andre nordiske lande, fordi man i Finland som del af det russiske tsar-rige lagde vægt på uddannelse for både mænd og kvinder. Men jeg er ikke i tvivl om effekten af kønskvoteringen, der også omfattede forskningskomiteerne. Da de blev indført i 1995 sagde flere mandlige professorer op i protest, men i virkeligheden var diskussionen latterlig, for man kunne jo omvendt spørge, om de mandlige professorer virkelig mente, at mændene var superkompetente alene på grund af deres køn. I dag er der ingen, der brokker sig over det længere,” siger Liisa Husu, der dengang hørte alle argumenterne fra den nuværende danske debat om, at kvinder vil vælges på baggrund af deres kompetencer, og ikke fordi de er kvinder.

Og at det er kompetencerne, der skal afgøre, når kandidater skal vælges, uanset om kandidaten er en mand eller en kvinde. For i finsk politik, i forskningen og i kulturlivet er den mest kompetente oftere blevet en kvinde, efter at kønskvoterne blev indført.

“Danmarks udvikling i forhold til kvinder i forskning er forbavsende meget langsommere end i de andre nordiske lande. Her ligger I markant bagud og jeg kan ikke forklare det med andet, end at de andre nordiske lande i højere grad har været villige til at føre en aktiv ligestillingspolitik.”

Nok at tage fat i

Men det er nu ikke, fordi Finland er et ligestillingsparadis, mener Tarja Cronberg, der er ny finsk arbejdsminister og leder af De Grønne, som er kommet med i den blå-grønne samlingsregering med to ministerposter, hvoraf begge er kvinder.

“Der blev opfordret til, at alle partier skulle tænke ligestilling, når de valgte ministerkandidater, og det er da glædeligt, at de har gjort det. Men den nye ministersammensætning afspejler ikke ligestillingen i landet i øvrigt. Tværtimod, så halter vi bagud med ligestillingen i forhold til de andre nordiske lande, også selv om kvinderne er med i det politiske billede,” siger hun og påpeger, at især unge kvinder bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet, netop fordi det stadig er arbejdsgiverne, der betaler barselsorloven.

“Derfor er der langt flere kvinder end mænd, der bliver spist af med løsansættelser, og som har problemer med at komme ind på arbejdsmarkedet. Også selv om de er bedre uddannet end mændene,” siger Tarja Cronberg og nævner både fattigdom blandt kvinder og lønforskelle mellem kvinder og mænd som to store problemer.

“På den måde er det finske arbejdsmarked langt mere rigidt end det danske,” siger Tarja Cronberg, der har boet og arbejdet i Danmark i mange år.

Men at kvinderne kun tjener 80 procent af mændenes løn, og at det finske arbejdsmarked stadig er enormt kønsopdelt, har fyldt godt i valgkampen, både hos de borgerlige og partierne til venstre for midten. Det store fokus på netop ligeløn kan have været med til at bære kvinderne frem i valgkampen, mener ligestillingsrådgiver Leila Melat.

Og når kvinder sidder i politik, har det som regel også indflydelse på kvinder i befolkningen.

I hvert fald handlede to af den nye regerings første rigsdagsforslag efter valget om permanent statsstøtte til to af Finlands største kvindeorganisationer.