“Vi har derfor besluttet, at politiet kan udsende dig til Nigeria, hvis du ikke rejser frivilligt.”

Sådan kvitterer de danske myndigheder ifølge Fagbladet 3F for indsatsen fra den 26-årige nigerianske kvinde ‘Rose’, der efter seks måneders slaveri som gadeprostitueret i København flygtede fra sin bagmand og gik under jorden.

Fra sit skjul valgte Rose imidlertid at efterkomme en generel opfordring fra justitsminister Lene Espersen til udenlandske prostituerede om at dele deres viden med politiet, så købesexindustriens bagmænd kunne komme bag tremmer, selv om Rose derved bragte sig selv i fare for repressalier.

Under afhøringer fortalte den nigerianske kvinde således politiet om flere navngivne personer i Københavns-området, som fungerede som bagmænd for de nigerianske prostituerede. Det førte til, at politiet kunne anholde en kvinde, der var mama for to unge nigerianske kvinder, hvorimod det lykkedes for Roses bagmand at stikke af, inden politiet nåede frem til ham. Efter al sandsynlighed sidder han i dag i Nigeria og venter - venter på, at Rose udsendes fra Danmark.

10 år som sexslave

Historien om Rose er endnu et trist eksempel på, at Danmark ikke rigtig kan finde de rette ben at gå på, når det drejer sig om det store antal afrikanske kvinder, der drevet af nød og elendighed tvinges eller lokkes af kyniske menneskehandlere til en tilværelse som gade- eller bordelprostituerede i det rige Europa.

Roses karriere som sexslave startede for 10 år siden, da hun kun var 16 år. Efter at have været tvunget til prostitution nogle år i Nigeria, sendte hendes bagmand hende til Italien. Efter nogen tid blev hun indfanget i en politirazzia og sendt retur til Nigeria. Men allerede i Benin lufthavn stod bagmanden klar: Han spærrede hende inde i nogle måneder, hvorefter hun blev transporteret til endnu et EU-land. Først da Rose blev sendt på gaden med besked om at tjene penge i en fart, gik det op for hende, at hun var i Danmark.

Nat efter nat skulle Rose samle kunder op og lokke dem med ned i en af de snuskede kabiner, som f.eks. pornobiksen Cinerotic i Istedgade udlejer til samme formål.

Efter et halvt år havde hun fået nok. Rose flygtede fra den lejlighed, hvor hun sov, når hun ikke blev tvunget på gaden. Grædende sank hun sammen på en bænk på Vesterbro Torv, hvor hun blev bemærket af en midaldrende dansk mand, ‘Christian’. Han spurgte, om han kunne hjælpe, og selv om Rose var meget mistroisk, indså hun til sidst, at Christian ikke var ude efter hendes krop.

Siden har Christian skjult Rose og hjulpet hende undervejs i den asylsag, som Rose blev overtalt til at indlede samtidig med, at hun gik til politiet med sin viden. Det er den sag, som nu er endt med et klokkeklart afslag.

Hasterapport

Argumentationen for at udsende Rose henter asylmyndighederne i “de foreliggende baggrundsoplysninger”, som findes i en aktuel rapport, “Menneskehandel (trafficking) i Nigeria”. Den er udarbejdet af to embedsmænd i Udlændingeservice, efter at de i december 2006 besøgte Nigeria i ni dage.

I Roses afslag på asyl kan hun med henvisning til rapporten læse, at “de nigerianske myndigheder vil kunne yde beskyttelse mod eventuelle overgreb fra bagmændenes side.”

Derfor anses Rose ikke for at være forfulgt, og derfor er det uden risiko for hende - lyder altså argumentationen fra asylmyndighederne - at blive sendt retur til sit hjemland.

Men ifølge Fagbladet 3F mener den ene af rapportens forfattere ikke, at hans rapport alene kan bære en så bastant konklusion. I hvert fald kan rapporten ikke stå alene.

“Vi er klar over, at kildematerialet er meget snævert, og derfor må det ikke læses alene,” siger fuldmægtig i Udlændingeservice Jan Olsen således til Fagbladet 3F.

Hovedformålet med de to danske embedsmænds korte besøg i Nigeria var nemlig at undersøge fængselsforhold. Opgaven med også at tjekke op på forholdene for handlede kvinder kom først til i sidste øjeblik. De to forfattere har derfor haft et presset program og kun haft tid til at tale med regeringsvenlige organisationer - men ikke med de kilder eller NGO’er, som i en tidligere dansk-britisk rapport fra 2004 udtrykte dyb bekymring for den skæbne, der venter nigerianske kvinder, der vender hjem efter at være stukket af fra deres bagmænd. Især hvis kvinderne skylder bagmændene penge eller har samarbejdet med politiet.

Sidste chance

Den danske hastedelegation i december 2006 har således ikke nået f.eks. at interviewe den ansete nigerianske menneskerettighedsorganisation BAOBAB eller National Human Rights Commission. Begge har ifølge Fagbladet 3F i 2004-rapporten understreget den fare, som returnede kvinder befinder sig i.

Roses sidste chance er nu, at Flygtningenævnet omstøder beslutningen om udsendelse. Men det har nævnet aldrig tidligere gjort i lignende sager, så chancerne vurderes ikke som store.

Anne Sofie Bech, jurist i Dansk Røde Kors, har fulgt Roses sag tæt. Hun er ikke i tvivl om, at Rose “klart kan frygte repressalier fra sine bagmænd. Hun er tidligere blevet forfulgt af dem både i Nigeria og i udlandet,” som juristen siger til Fagbladet 3F. Rose burde derfor kunne få tildelt asyl i Danmark ud fra de bestemmelser i FN’s flygtningekonvention, som åbner for beskyttelse af personer, der hører til en bestemt social gruppe. Hvorfor skal den ikke gælde for sexslaver, spørger hun.

Rose og Christian er opdigtede navne. Deres rigtige navne er redaktionen på 3F bekendt.