“Menneskehandlere kan opspore en kvinde, hvis de har mistanke om, at hun har planer om at samarbejde med myndighederne. I sådanne tilfælde er der mulighed for, at de hyrer personer fra paramilitære grupper som Bakassi Boys, Egbesu Boys eller OPC for på den måde at få kvinden dræbt til advarsel for andre kvinder.”

Lyder det som et rart sted at returnere sexslaver til, når de har fået afvisning på opholdstilladelse i Danmark?

Citatet er fra en godt to år gammel dansk-britisk rapport om menneskerettighedsforhold i Nigeria.

I december 2006 besøgte embedsmænd fra Udlændingeservice så igen Afrikas største land. Formålet med det ni dage lange besøg var egentlig at undersøge det nigerianske fængselsvæsen, så opgaven med også at se på trafficking kom til i sidste øjeblik før afrejsen.

I rapporten fra besøget i december 2006 lyder der ganske andre toner: Det vurderes generelt ikke som farligt for handlede kvinder at blive sendt tilbage til Nigeria. Væk er alle hentydninger om Bakassi Boys…

Det er præcis med henvisning til denne konklusion, at de danske asylmyndigheder kan afslå opholdstilladelse til nigerianske kvinder, således som det netop et sket med den 26-årige tidligere sexslave ‘Rose’, omtalt i Information i fredags.

Stramt program

Ifølge Fagbladet 3F er der imidlertid markant forskel på kvaliteten, når man sammenligner de to rapporter.

Hvor den gamle rapport blev baseret på udtalelser og oplysninger fra 34 organisationer, har Udlændingeservices embedsmænd kun konsulteret i alt 13 personer på rejsen i december 2006. Og af de 13 kommer ikke færre end 10 fra NAPTIP, der er den nigerianske regerings statslige agentur mod menneskehandel.

“Vi havde et program med mange aftaler, og derfor var der ikke tid til at interviewe alle de kilder, vi gerne ville,” siger Jan Olsen, en af forfatteren bag 2007-rapporten.

Embedsmændene ville således også gerne have talt med menneskerettighedsorganisationen BAOBAB. I den to år gamle rapport vurderer de, at ofre for kvindehandel, der f.eks. skylder penge til deres bagmænd, er i direkte livsfare, når de deporteres hjem.

“Vi havde forsøgt at lave en aftale hjemmefra, men jeg fik først fat i BAOBAB telefonisk, da vi var i Nigeria, og da stod de personer, som vi skulle have mødt, med det ene ben i flyveren til Lagos, hvor de skulle deltage i en konference,” som Jan Olsen siger.

“Derfor er vi klar over, at kildematerialet er meget snævert, og derfor må det ikke læses alene, men skal læses i sammenhæng med rapporten fra 2004,” fortsætter Jan Olsen.

På den baggrund er det interessant, at en af de centrale kilder i Udlændingeservices 2007-rapport, Barth Onygema Nwanedo, som er leder af den katolske hjælpeorganisation Caritas i Nigeria, på opfordring fra de to danske embedsmænd direkte bekræfter “samtlige oplysninger” i rapporten for to år siden.

Tomme centre

Ifølge Fagbladet 3F har de to danske embedsmænd på travlt besøg i Nigeria ikke haft tid til at se de rehabiliteringscentre eller shelters, som NAPTIPO driver. Men i en rapport, udsendt i 2007 af det norske institutut for anvendt forskning, FAFO, må et rehabiliteringscenter i byen Benin “have været stort set tomt det meste af den tid, det har eksisteret”, mens et andet center i Lagos åbenbart også havde problemer: Trods en halvanden år gammel donation fra USAIDS var der ikke indkøbt et eneste stykke inventar eller materialer, da en norsk delegation for nylig besøgte centret.

Alligevel skriver den nye rapport, at NAPTIP har centre, personale og faciliteter klar til at modtage de nigerianske kvinder, der deporteres fra Danmark.

“Vi spurgte naturligvis til de forhold, men NAPTIP kunne afvise det. Men vi havde heller ikke en forventning om, at de ville fortælle, hvis de gør et elendigt arbejde,”bemærker Jan Olsen til Fagbladet 3F.