Sekulariseringen er nu så fremskreden, at man kan få allehånde fordomme om religion trykt, som om de handlede om religion. Indholdsmæssigt kan man pådutte religionerne det modsatte af det syn, de faktisk ofte har på f.eks. lidelse og død. Historisk og sociologisk kan man påstå hvad som helst om religionernes rolle. Eksistentielt kan man prædike naturvidenskab som filosofisk livsgrundlag, som det vist ikke er sket siden 50’erne. Globalt kan man foragte religioner, der - som f.eks. den gode ateist Grethelise Holm har fremhævet det - giver fem milliarder mennesker deres værdighed. Malene Busk var f.eks. leveringsdygtig i det hele i Information den 4. april.

Jeg skal her kun se på ét felt, den overdrevne rolle, som religionen tillægges i det offentlige rum i Danmark. Historien er kort fortalt, at religion skamrides i politik og medier. Af nogle gode og endnu flere dårlige grunde er kritik af andres religion blevet en vigtig politisk markør. Samtidig er det blevet klart, at religion ofte hører med i en politisk analyse. Hertil kommer, at medieudviklingens fusion mellem privat og offentligt har revet religion med ind i det fascinationsfelt, hvor sex og vold tidligere var de dominerende ingredienser. Det er ikke sært, at det alt sammen vækker modstand med krav om ‘religionen ud af det offentlige rum’, men det er ofte at rette smed for bager.

Kristeligt Dagblad (KD), der på få år er gået fra at være en nicheavis til at være storleverandør til mediekarrusellen, bragte for nylig forsidehistorien “Religion har erobret det offentlige rum”, som radioen straks hoppede på. Fogh kan så fremture med sit krav om, at religion skal ud af det offentlige rum, og Malene Busk kan prædike sit budskab om religionens dominans og skadevirkninger. På den måde kom der igen mere ‘religion’ i det offentlige rum. Men hvad handlede historien egentlig om?

KD’s kilde var et kapitel af et speciale fra Københavns Universitet, som er blevet til en artikel i gymnasie- og HF-religionslærernes blad Religion 1/2007. Historien er, at antallet af artikler om religion er seksdoblet mellem 1985 og 2005 i de tre aviser B.T., Jyllands-Posten og Politiken. Optællingen på baggrund af grundigt studium af 225 repræsentativt udvalgte aviser er givetvis retvisende. Andre undersøgelser peger i samme retning.

I 2005 - før Muhammedkrisen - var vi nået til, at næsten 25 pct. af de tre avisers opinionsstof tematiserede religion (15,6 pct. om islam og 8,7 pct. om kristendom)! Netop det klargør, at det er politiske meninger om religion og ikke ‘religion’, der præger det offentlige rum. Hverken privat eller offentligt er danskerne mere religiøse i dag end for 10 år siden. Vi er langt mindre religiøse end for 50 år siden. Både antallet af forkyndende DR-udsendelser og deres brugertal har været på retur i mere end 40 år.

Banal religiøsitet

Modsat virker tidens medieudvikling: Her er der intet Rejseholdet uden en synsk la Cour, og ingen Ørnen uden islandsk spiritisme. I virkelighedens verden med flere tusinde strissere skal man være heldig for at finde blot en håndfuld med religiøse vibrationer, men til konceptet for slagkraftige tv-serier hører et okkult anstrøg på fremtrædende plads. Som Stig Hjarvard har påvist det, er det religiøse boom i de elektroniske medier først og fremmest udtryk for ‘banal religiøsitet’: Den sorte kat over vejen og glimtet af noget kultisk bruges til at pirre oplevelsen, som sex og vold gjorde det gamle dage. Hvad der før var henvist til ugebladenes rubrikker for ‘oplevelser fra det virkelige liv’, hører nu med i prime time. Når religion ligesom så meget andet (fra omsorgssvigt over de kendtes privatliv til dyrevelfærd) er blevet meget mere synlig i medierne, skyldes det mediesamfundets udvikling. Skæld endelig ud, men vær så rar at tage fat på kapitalen, postmoderniteten og medialiseringen. Om noget skal medialiseres - eller sikkerhedsgøres - afhænger ikke primært af dette ‘noget’.

Integrationsministeriets baggrundsrapport om etniske gruppers værdier berettede i marts, at kun 39 pct. af de etniske danskere går ind for fuld forsamlingsfrihed (mod ca. 60 pct. af forskellige indvandrergrupper). Kun 40 pct. af danskerne går ind for fuld frihed til udøvelse af religiøse ritualer, mens det tilsvarende tal for indvandrere er ca. 85 pct. Masser af andre undersøgelser viser, at omkring halvdelen af danskerne har en form for fremmedangst, der ofte også er en angst for ‘for meget religion’. Det siger mere om danskernes mangel på sans for religion end om risikoen for, at vi skal få særlig meget religion i Danmark.

Vil man undgå at blive lakaj for dem, der gerne vil udradere resterne af det kulturelle frisind, bør man derfor tænke sig godt om, før man skyder på ‘religionen i det offentlige rum’. Man kunne jo i stedet - i fuld offentlighed - lave et Human Etisk Forbund efter norsk mønster, så der var et folkeligt alternativ til den rød-hvide, dansk-kristne harmonisering, som promoveres i disse år.

Hans Raun Iversen er lektor og formand for Københavns Universitets satsningsområde Religion i det 21. århundrede.