Talent er blevet en demokratisk størrelse. Publikum har taget magten i underholdningsindustrien. I journalistikken er der frit slag for bloggere og hjemmestrikkede eksperter på forskellige wikis. Og generelt forveksler vi personlige oplevelser med viden og forskning under begrebet ‘konsekvensekspert’.

Vi har på landsdækkende tv i bedste sendetid fulgt talentshow, hvor publikum - eller de, der lige så godt kunne have siddet på tilskuerrækkerne, indtager scenen. En anden model er at hente folk kendt fra andre fag - en dygtig fodbolddommer, skuespiller, speedwaykører.

Vi kan konstatere, at de hverken kan danse eller synge, og at dem, der kan, er reduceret til manuduktører eller fjollede dommere i samme programmer. Der kan være en vis underholdningsværdi i at se deltagerne i tv-show forbedre sig og lære. Men fascinationen er større et helt andet sted: Det er sjovt at se folk, der er sublime inden for deres fag.

En verden, der udelukkende klækker de talenter, som gør sig godt på skærmen, giver os imidlertid ikke udsyn til det sublime. Tværtimod er den med til at udvikle en underholdningskultur, hvor alt er lige godt. Hvor en speedwaykører har lige så stor adkomst til dansegulvet foran fredagens lille million tv-seere som - nå, ja - en danser.

Mens det i underholdningsafdelingen er blevet legitimt at optræde med noget, man ikke kan, så udvikler vidensområdet sig i samme retning.

Vi hylder med konsekvens-eksperternes fremmarch det princip, at intet står over den personlige oplevelse. Alle har lige ret til at kommentere hvad som helst, hvis vi ‘har været der selv’.

Intet at kunne

Konsekvenseksperter har bestemt en berettigelse. De kan dele deres erfaringer med os andre. Men det går ikke at forveksle personlige oplevelser med viden. Der er forskel på at have oplevet noget og at vide noget. Og man må sige, at for en del konsekvenseksperter består øvelsen i at ophøje banale almindeligheder til påstået ekspertviden. De, der engang var overvægtige og nu har tabt sig, er således udnævnt til ernæringseksperter og vi kan følge dem på tv og i magasiner, hvor de udtaler sig om, at det er vigtigt at få motion og spare på kalorierne (!).

Som tidligere jægersoldat kan ens personlige oplevelser ikke beklikkes, og dermed er man med passende tv-tække selvskrevet til at vide mest om både den menneskelige psyke, ødemarkens farer og cykelsportens anatomi.

Når personlige oplevelser forveksles med viden, ender vi med samme udvanding af det sublime på vidensområdet som på underholdningsområdet.

Linda Nielsen understreger i sit interview i min bog Talent det væsentlige i at skelne mellem, om man udtaler sig som eksperten i en sag eller som privatperson. Når hun udtaler sig inden for sit fagområde, anses hun for at besidde ekspertviden. Der er med andre ord en klar forskel på ‘synsninger’ og viden.

Det er ikke kun i underholdningskulturen og den offentlige debat udviklingen går i den retning. Vi står over for samme udfordring i journalistikken i det, Lisbeth Knudsen i sit interview i bogen har døbt ‘amatørernes årti’. Gennem dette ti-år har alle fået adgang til at publicere via internet, blogging og det nyeste skud på stammen, wiki’s, hvor vi alle er eksperter.

Det giver mulighed for at nå den brede offentlighed med personlige budskaber, der tidligere lå trygt og godt i skrivebordsskuffen. De nye medieformer er således sjældent drevet af talent for at skrive - for ikke at nævne ekspertviden. Tværtimod. Deres eksistensberettigelse er netop, at vi alle er lige, at vi alle bliver set og hørt, og at ingen hæver sig på bekostning af de øvrige. Egalitetsprincippet udsat for moderne teknologi - en ladeport til skrivebordsskufferne.

Higen efter eksponering

Der er altså både inden for underholdningskulturen, videnskaben og journalistikken tendenser i retning af en ‘demokratisering’. Vi er alle lige, alle nåleøjer er fjernet.

Et talentshow er en åbenbar genvej til berømmelse, vores personlige oplevelser tæller på lige fod med forskningsresultater. Tænk blot på, at det at fylde 38 år næsten i sig selv kvalificerer til at udgive sine erindringer - og hvis ikke, kan vi på nettet publicere helt uden at skulle bedømmes af krævende redaktører og forlag.

Det gælder ikke længere om at være sublim på sit felt, men om at have haft de rigtige oplevelser.

I researchen til bogen Talent mødte jeg dem, der kan noget, vi andre ikke kan. Dem, der tvinger os op på tæerne. De har altid eksisteret - der har til alle tider været folk i samfundet, der har gjort mere end det blot nødvendige. De har slidt mere og ydet mere, de har været med til at hæve samfundets overligger en lille smule. Det er stadig nødvendigt. Vi har brug for mødet med det sublime, udført af dem, der stadig øver hjemme!

Marie Scott Poulsen er forfatter