Det er langtfra nyt, når Henrik Nordbrandt i sine nye digte lader alvor veksle med galgenhumor og ironi. Ej heller er det nyt, at han skifter mellem langdigte og korte, eller at han vedholdende kredser om kroppens hjemfaldenhed til døden. Nyt kan det ikke ligefrem kaldes, at det lyriske jeg ofte vrænger ad sine egne ord og skarpt markerer afstand til sig selv.
Det nye ved Nordbrandts nye digte ligger egentlig mest i, at han gør, hvad han plejer, på måder, som han ikke tidligere har brugt. Et eksempel kan være "Selvbiografi i tre afsnit":
1.
Aldrig.
2.
Mere.
3.
Hjem.
Hvor den foregående bog, Pjaltefisk (2004), var bygget op i fire sektioner om ordene og jeget, kærligheden og kunsten, falder Besøgstid som ét forløb, skanderet af syv små lysende haiku.
Kernen bag skallen
Parallelt hermed sker der en skiften mellem lange tekster, som flirter åbenlyst med arabesken, og korte, nærmest liste-formede digte som det citerede. Ind imellem strøs strofedelte strukturer, de fleste luftige og slanke, i modsætning til de sammenfiltrede tankeprocesser, hvis princip er at tale sig frem til ærindet, væk fra det igen og så atter tilbage, i en humpende refleksion, som viser Nordbrandt fra hans bedste side.
Samlingens første og afsluttende digte henviser hyppigt til deres egne titler og indledningslinjer. "Hvorfor begynder du altid med årstiden?", spørger således et digt, der slutter med at dementere ikke alene årstids-snakken, men også brugen af 'du' i stedet for 'jeg' eller 'De'!
Bag de selvhenpegende teksters metapoetiske skal finder man et antal tekster om det at have (købt) et hus i Sverige og fornemme stilheden dér. Og efter disse digte igen kommer det, som jeg kun kan forstå som samlingens tematiske kerne: digte om det at være fundamentalt fremmed for sig selv, og om det at skulle dø.
Langt fra sig selv
Om kirkegårdens kors skriver Henrik Nordbrandt, at de står så nøgne, at "den fremmede mistænker sig selv for at have stjålet deres klæder".
Og om spanske stednavne hedder det, at de ofte bare lyder så grimt, "næsten som om man var født der / og selv havde fundet på dem". Læg her mærke til ordet 'selv'. Det går igen i andre digte, der taler om at befinde sig langt borte fra sig selv eller fantaserer om "en statue af mig selv", ufatteligt høj og af jern, som en af Giacomettis superslanke skulpturer.
Det nordbrandtske jeg har det sjældent videre godt med sig selv. Men til gengæld har jeg'et det faktisk ret fint med tanken om den død, som vi skylder livet. Man kan, står der et sted, høre ormene arbejde i jorden. Den sorte jord, som i et andet flot digt elsker de hvide knogler.
Det er, som man kan forstå, næppe for meget sagt, at Besøgstid har karakter af dødsforberedende ritualer. Som i "Huskeseddel":
l.
Hver sjæl ånder ene og alene
for kroppen, den hader
men har solgt sig selv til
for at kunne dø.
2.
Så længe mit skelet
ikke går fra mig
bliver jeg aldrig ensom.
3.
Når jeg vender tilbage til havet
bliver det uden mig.
Her mærker vi os paradoksets tale. Ensom kan man vel sagtens være, selv om man kun har sit skelet. Og vender jeg'et tilbage til havet, har det formentlig sig selv med sig - medmindre pointen da netop er, at eksistens just består i hele tiden at sætte afstand imellem 'jeg' og 'mig'.
Jeg er heller ikke ved denne samling særlig vild med digterens idiosynkratiske holdningstilkendegivelser over for så forskellige ting som monarki, fodbold, rim og religioner. Men disse udfald dominerer langtfra. Det gør derimod en gedigen, gennemtænkt digterisk tale, gennemført med en stille musik, der gør Besøgstid til en fornøjelse at besøge.
Henrik Nordbrandt: Besøgstid. Digte. 52 s. Kr. 150,00. Gyldendal. Udkommer i dag.
