FUAMAH DISTRICT - “I må ikke tage loven i egne hænder. Vi vil hidkalde folk udefra, som skal investere og skaffe jer job, men hvis I ødelægger statens ejendom, skræmmer I dem bort, som skal hjælpe os med udviklingen.”

Ellen Johnson-Sirleaf står med en megafon, skruet op på fuld lydstyrke, og taler til folkemasserne, som har samlet sig i det lille bysamfund Haindii, ikke langt fra Bong Mines i det centrale Liberia. Dagen forinden er en lille dreng blevet myrdet i distriktet, og i sin frustration over denne hændelse og en trælsom dagligtilværelse i almindelighed har indbyggerne brændt politistationen ned.

Da præsidenten kommer til Haindii, mødes hun ikke desto mindre med jubel og sang. Hun tager sig tid til at hilse på kvindegrupper og skoleklasser og spørger børnene, hvordan de har det i skolen.

Men efter den formelle velkomstceremoni lader hun folket forstå, at hun ikke har tænkt sig at acceptere vold og vandalisering.

“Så gør I vores arbejde vanskeligere, og det vil ikke føre til udvikling,” råber hun.

Dette er folkets Ellen. Kvinden, som i anden valgrunde i 2005 slog fodboldlegenden George Weah, og som lovede at genopbygge og forene landet.

“Rejserne betyder meget for mig. Jeg møder jævnligt mine landsmænd, jeg taler med dem, og jeg ser under hvilke forhold, de lever. Det er noget helt andet end at lytte til delegationer, som de sender til mig,” siger hun.

“Men det er endnu vigtigere, at mine besøg giver folket håb. Og når jeg ser børnene le igen og ser, at unge mennesker ikke længere lever i total håbløshed, ser jeg, at der findes en fremtid for Liberia.”

Behov for et punktum

Turen begynder tidligt på dagen, da den 15 biler lange kortege forlader Ellen Johnson-Sirleafs hus i udkanten af hovedstaden Monrovia. Til trods for at hun beklæder landets højeste embede, har hun valgt at blive boende i sin villa. Nogle kritiserer hende for dette og finder ikke, at huset er en statschef “værdigt”, men mange andre hylder hende derimod for, at hendes beskedne valg af residens er et yderligere bevis på hendes folkelighed.

Målet for dagen er Fuamah District, men langs vejen dertil stopper præsidenten og hendes følge ved byer og landsbyer, hvor børn og kvinder samles for at hylde hende og synge.

Med håret indsvøbt i turban og iført en klassisk afrikansk klædedragt stiger præsidenten ud af bilen. Hun taler med børnene langs vejen og spørger, om de går i skole. Hun lytter til kvinderne og hører efter, om de har fået udleveret såsæd. Da svaret er nej, loven, hun at tage sagen op med Landbrugsministeriet. Derpå kører hun videre. Til næste by. Og til næste igen. Hun går skarpt formanende i rette med en mand, som ikke har sendt sine børn i skole. Hun opfordrer en præst til at stille kirkens bygninger til rådighed, indtil byen kan få en ny skole. Hendes medarbejdere deler karameller ud til børnene og en og anden sæk ris til kvinderne.

Under borgerkrigen blev denne del af landet kontrolleret af Charles Taylor.

Samme Taylor som nu står tiltalt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved Specialdomstolen for Sierra Leone. Rettergangen imod ham er netop indledt og gælder hans indblanding i borgerkrigen i Sierra Leone, ikke Liberia.

I et interview med IRIN, FN’s informationsservice, har Ellen Johnson-Sirleaf tidligere sagt, at retsagen vil gøre det lettere for Liberia “at bryde med sin historie”.

“Så længe der fandtes en mulighed for, at Taylor kunne vende tilbage, udgjorde han en trussel imod os. Nu håber vi blot på, at der bliver en retfærdig rettergang. Siden vil vi kunne sætte punktum, uanset hvad udgangen bliver.”

Til forskel fra Sierra Leone vil der formentlig næppe blive oprettet nogen domstol, som skal dømme krigsforbrydere i Liberia. Derimod har man besluttet sig for en sandheds- og forsoningskommission (TRC).

“TRC er i gang, men kommissionen har haft en del problemer i begyndelsen, og vi og donorerne må forøge vores støtte til den, så den kan virke reelt og fremadrettet. TRC vil blive en særdeles vigtig del af vores læreproces,” siger Ellen Sirleaf-Johnson.

Freden i Liberia er snart fire år gammel, og 15.000 FN-soldater befinder sig stadig i landet for at bevare sikkerheden. Selv præsidenten bliver beskyttet af FN, og på en åben ladvogn umiddelbart bag hendes bil sidder en håndfuld bevæbnede FN-soldater i blå hjelme.

I sin tid ved magten har præsidenten fået Liberias hjul til at rulle i den rigtige retning. Ganske vist er arbejdsløsheden stadig skyhøj og fattigdommen dyb, men børnene er i det mindste begyndt at gå i skole, ligesom de internt fordrevne er vendt hjem.

“Liberia er ikke længere en mislykket nation. Men det er fortsat en meget skrøbelig stat,” sige Alan Doss, chef for FN-operationen i landet. Han ser fremskridt på flere områder, bl.a. inden for den økonomiske politik, uddannelse og infrastruktur. Med international hjælp er landet ved opbygge en ny politi- og hærstyrke. En række reformer er i gang, men der er endnu urolige understrømme og spændinger, som kan blusse op når som helst. Og der hersker frustration, hos alle parter, over, at udviklingen ofte går så langsomt. I den overgangsfase landet befinder sig, spiller præsidenten en helt afgørende rolle, pointerer Doss.

“Hun har været den første til at sige, at en god leder aldrig arbejder alene, og hun har knyttet virkelig gode folk til sin regering, bl.a. finansministeren. Men selv har hun også ydet en virkelig stor indsats. Hun har genoprettet Liberias anseelse i verden, og hun har en unik evne til at diskutere intellektuelt krævende spørgsmål og i næste øjeblik tale bønnepriser med kvinderne på markederne,” siger Doss.

Men i samme takt som Liberia flytter sig fra en krisetilstand til status som udviklingsland, har flere hjælpeorganisationer besluttet at indstille deres aktiviteter. Nogle af dem, fordi deres mandat ikke omfatter udviklingsarbejde. Andre fordi de ikke har flere penge til deres projekter.

Et eksempel er et hospital i Bong Mines, som præsidenten ankommer til ud på den tidlige eftermiddag. Hospitalet blev førhen ledet af en tysk ngo, som nu har måttet opgive driften af det igen.

“Liberia bliver straffet nu, da vi er begyndt at udvikle os. De siger, at vi ikke længere befinder os i en nødsituation, og derfor forlader ngo’erne landet. Men regeringen kan ikke tage over alle steder endnu. Vi har brug for yderligere nogle år, og jeg ville ønske, at de internationale aktører vil give os den tid, det tager, før regeringen eller private investorer kan tage over,” siger Ellen Johnson-Sirleaf.

Hvis de internationale ngo’er trækker sig for tidligt ud, kan det sågar indebære sikkerhedsrisici.

“Ngo’erne er nødvendige for at levere sociale tjenesteydelser til folk. Vi behøver dem for deres tilstedeværelses skyld, men også fordi de skaber job. Jo flere job, jo færre spændinger i samfundet.”

Præsident, mor, mormor

Efter endnu et stop - i jernminen i Bong Mines - kommer præsident Johnson-Sirleaf endelig til den modtagelsesceremoni, som venter hende i Haindii.

Efter mødet med folkeskaren på torvet, bliver hun budt inden for i et festligt dekoreret rum. Det liberianske flag hænger på væggen, og hun tituleres både som præsident, mor og mormor.

En efter en træder de frem. Guvernøren. De lokale repræsentanter. Kvinderne. De ældre.

Ellen Johnson-Sirleaf lovprises i høje toner for det, hun hidtil har gjort. Men listen over krav og ønsker fra distriktets indbyggere er lang. Vejnettet må restaureres, en bro må bygges. Distriktet behøver bedre klinikker, skoler og et marked, hvor kvinderne kan gå hen for at sælge deres varer.

Præsidenten, eller Ma Ellen, som de kalder hende, lytter intenst. Hun maner dem til enighed og forsoning. Hun siger, at de vil forsøge at tilfredsstille deres krav - men også at de selv må tage ansvar. Det er på tide at arbejde sammen. Som et folk. For et forenet land.

Det er kun et par dage siden, at FN besluttede at løfte de sanktioner imod diamanthandelen, som Liberia pålagdes i 2001. Ganske vist er diamanter ikke lige så vigtige her, som de er i nabolandet Sierra Leone, men præsidenten understreger alligevel betydningen af den nu tilladte handel.

“Ophøret for sanktionerne er meget vigtigt. For de betyder flere arbejdsplaser. Selskaber, som har koncessioner, kan nu genoptage deres virksomhed og også mindre operatører kan søge hen til de steder, hvor diamantforekomster kan udvindes. Det vil kunne mindske trykket på hovedstaden, hvor tusindvis af arbejdsløse driver rundt i dag.”

Besøget i Fuamah District er forbi. De traditionelle dansere underholder uden for lokalet. Kvinderne og børnene strømmer til for at få et glimt af præsidenten, og ud fra højttalerne gjalder tonerne af Eddy Grants “Give me Hope, Joanna”. Men ‘Joanna’ er ikke uventet blevet udskiftet med ‘Ma Ellen’. Giv os håb om fremtiden, Ma Ellen.

Görrel Espelund er svensk freelancejournalistOversat af Niels Ivar Larsen