"Unge fædre skrider i panik," lød overskriften på Nyhedsavisen forsidehistorie den 8. juni. Artiklen handlede om, at mænd forlader familien, fordi de går i panik over at føle sig fastlåst.
"Selv om mænd gerne vil tage ansvar, kan de blive meget overvældede over den krævende rolle som far. De føler sig pludselig meget bundet i parforholdet og den tætte relation til barnet. Og så reagerer de meget maskulint ved at frigøre sig fra den smerte og de problemer, som de ikke umiddelbart kan løse. De stikker simpelthen af i panik," forklarede chefpsykolog på Righospitalet Svend Aage Madsen i avisen.
Skrider i panik
Jeg var på vej på arbejde, da Nyhedsavisen landede på mit cykelstyr. Mens jeg ventede på rødt ved Dronning Louises bro, skimmede jeg artiklen, som ikke mindst vækkede min interesse, da jeg er forholdsvis ny i mor-branchen, og tanken om, at min kæreste skulle 'skride' fra mig og vores barn er mildest talt rædselsvækkende - om end heldigvis ikke videre sandsynlig.
Jeg læste videre, at en af årsagerne til, at mænd forlader familien i panik, er, at; "de føler sig kostet rundt med ikke og tænder på en kvinde, der opfører sig som en mor eller general...," siger Annette Jønsson, der ifølge artiklen er Danmark første mandeterapeut.
Da jeg cyklede videre, kunne jeg mærke den velkendte lille frustrationskugle begynde at forme sig i maven. "Skvat! Skal kvinder, som i forvejen tager hovedansvaret for familien og hjemmet, nu også til at tage ansvar for at mændene ikke kan tage ansvar og derfor vælger nærmeste exit! Som om, der er nogen kvinder, der gider være mødre for deres mænd; som om de ikke har rigeligt i børnene," tænkte jeg arrigt og - erkender jeg - meget unuanceret, mens jeg tænkte på de gange, hvor jeg har kunnet mærke mor-rollen i forhold til min kæreste komme snigende, eller hvor jeg måske endda ligefrem har lydt som en general?
Frustrationerne begyndte efter, at den første lykkerus over vores nye romantiske, vidunderlige ikke-til-at-skyde-igennem familie havde lagt sig. Min kæreste var igen begyndt på arbejdet efter tre ugers barsel, og lortebleer, amning, amning og mere amning, samt mangel på nattesøvn og dermed følgende mindre overskud voksede i takt med nullermænd og vasketøj. Og på trods af stor forståelse fra min kærestes side for, hvor meget et lille spædbarn kan kræve - og vores i hvert fald gjorde - endte det alligevel med at være mig, der lavede mest husligt i den periode.
Heraf fulgte mange uromantiske diskussioner om ansvar og fordeling af det. Indtil det gik op for mig, at det, der er allermest frustrerende, er, at jeg påtager mig det mentale ansvar, og at min kæreste, som han engang sagde, egentlig ville have det fint med, at jeg bare uddelegerede nogle opgaver! Det er den mor-rolle, som jeg ikke vil ende i, fordi det gør os så ulige, og fordi det er så forbandet usexet. Det er altså ikke kun mænd, der tænder af på en kvinde, der opfører sig som en mor over for dem. Jeg tror, at lige så mange kvinder tænder af på mænd, der opfører sig som børn.
Børn af 70'erne
Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg også godt se, at der var forskel på os, inden vi fik et barn sammen. Nullermænd generer mig hurtigere, end de generer min kæreste, ligesom det er mere sandsynligt, at jeg opdager, at der snart ikke er mere mælk til havregrynene og derfor lige køber en liter mælk med hjem fra arbejde osv. osv. - men pyt med de små forskelle, når man elsker hinanden, betyder det jo ikke noget i det store billede.
Men når man får et barn, er det pludselig ikke længere ligegyldigt, om der er bleer nok, mad i køleskabet eller rene bodystockings i skuffen. Indtil den dag vi får børn, kan vi bilde os ind, at vi er forholdsvis ligestillede, for selvfølgelig er vi det. Vi er jo børn af 70'erne, hvor langt de fleste forældre forsøgte at opdrage pige- og drengebørn mere lige, end de selv var blevet. Men vi må nok se i øjnene, at vi heller ikke er sluppet helt for at falde i den konstruerede kønsfælde.
Uromantisk eller ej - vi bliver nødt til at indse, at vi ikke længere kun har et kærlighedsfællesskab, men også et arbejdsfællesskab. Ellers ender vi med at blive sure og indebrændte - og med at gå fra hinanden.
Derfor må både mænd og kvinder tage sig sammen. Kvinder, der synes, at de som udgangspunkt har ret til barselsorloven, og som så venligt afgiver, hvad de finder passende til deres mand, eller kvinder, der konstant hakker og retter på deres mænd over, hvordan opgaver er udført, bliver nødt til at slippe kontrollen og fjernbetjeningen - og være mere ligeglade med om barnet matcher i tøjet - og med dynebetrækket.
Og mænd skal indse, at der ikke er nogen vej udenom: Når vi får børn, bliver vi endegyldigt nødt til at blive voksne og tage ansvar.
Med til historien hører, at mens jeg har skrevet på denne klumme, har min kæreste, der har chefjob, hentet vores søn i vuggestuen og vil snart gå i gang med madlavningen. Ligesom han i går hentede ham tidligt, tog ham til et-års undersøgelse hos lægen og var alene hjemme med ham, mens jeg var på cafe med veninderne.
