I år fejrer rock-gruppen Sort Sol 20 års jubilæum, hvilket fejres med udgivelsen af et ambitiøst bokssæt, der opsummerer de første ti år af gruppens karriere

NYE CD’ER
Det er de færreste kunstnere beskåret for alvor at gøre en forskel. At markere et tydeligt før og efter med sin produktion - og blotte tilstedeværelse.
Den skæbne er dog overgået rockgruppen Sort Sol, som har bevæget sig fra at være i indædt opposition med et næsten demonstrativt tilhørsforhold til sin tids afvigende kunst og så til noget nær en kulturel institution.
Det slås fast med udgivelsen af bokssættet Blackbox, der indeholder gruppens første fire lp’er fra perioden 78-86 - samt ikke færre end 20 bonusspor! Dertil kommer et visuelt indbydende hæfte, dog med en noget overfladisk tekst ved rockarkæolog Jan Poulsen; når han hævder at beatforfatteren William Burroughs, der lånte titel til Sods’ debutalbum, først senere skulle spille en rolle i rocksammenhæng, er det lodret forkert: Allerede i ‘66 tog Soft Machine sit navn fra en Burroughs-roman og i ‘72 opkaldte Steely Dan sig efter en dildo i Nøgen Frokost.
Bortset fra vist lige Sebastian og Warm Guns er boksen et af de første af slagsen herhjemme, og den første på niveau med standarden i USA og England.
Tankevækkende er det at oplagt salgbare navne som f.eks. Gasolin’, Savage Rose og Gnags ikke på samme måde er blevet ‘adlet’, og det siger lidt om gruppens status, at dets tidligere pladeselskab, som i sin tid ikke formåede at sælge disse plader i større oplag, nu er gået med til denne imponerende satsning, hvor pladerne er blevet digitalt remastered, samt enkeltudsendt i digipaks, dvs. dyre kartonomslag fremfor den gængse plastikæske.

Svært levedygtig
Var Sort Sol ved sin fremkomst i ‘77 det nyeste ny indenfor importen af udenlandske fænomener til dansk jord - dengang kaldte bandet sig Sods og den subkulturelle bevægelse, det knyttede an til, hed punk - har gruppen vist sig svært levedygtig. Kigger man tilbage på det kulturelle opbrud, der fandt sted i årene 77-85, eksisterer der ikke længere ét eneste af de bands, som dengang satte dagsordenen.
Selvfølgelig er mange af periodens musikere stadig aktive eller gør sig gældende som solister, men kun Sort Sol er intakt som band. Ja, gruppens gennembrud kom først i ‘91 med albummet Flow My Firetear. Og selvom Sort Sol i foråret ‘95 måtte sige farvel til den karismatiske guitarist Peter Peter Schneidermann beviste gruppen året efter med Spoiled Monsters, at den stadig er i stand til såvel at forny sig som at levere et kvalitetsprodukt.
Da gruppen blev dannet i sommeren ‘77 som en direkte følge af et par koncerter med Sex Pistols - engelsk punks flagskib - var dansk rock nede i en af sine hyppigt forekommende bølgedale.

Fråde og adrenalin
Hvor den første halvdel af 70’erne havde været dynamisk og vidtspændende med nye genrer og navne en masse, domineredes scenen i årtiets anden halvdel af politisk korrekte grupper i hønsestrik og unisex-uniformer i den ene ende og fusioninspirerede instrumentalekvilibrister i den anden.
Rocken havde mistet såvel føling som orientering, og fremstod som et ligegyldigt konsumprodukt. Det var symptomatisk nok perioden, hvor Shu-Bi-Dua etablerede sig som landets mest populære orkester.
Dér kom Sods fejende som en hvid tornado med et frådende og adrenalinfyldt udtryk, der nok tog afsæt i både amerikansk og engelsk punk, men fra starten bar bandets egen signatur, som det kan høres på debutpladen, Minutes To Go, fra ‘78. Titler som “R.A.F.”, “Police”, “Suicide” og “Flickering Eyes” taler deres klare sprog, mens gruppens forsøg udi reggaen, “Copenhagen”, er blevet en miniklassiker. Selvom pladen dengang blev modtaget med overbærenhed af presse og ligegyldighed fra publikum.
Sanger Steen Jørgensen havde fra starten sin egen intense stil, og han suppleredes af guitarist Peter Peter og trommeslager Tomas Ortved, begge brilliante musikere med et umiskendeligt særpræg. Gruppens store ikke-musiker var bassist Knud Odde, som nok er én af de teknisk dårligst funderede musiker, der har drevet det så vidt som tilfældet er.

Eksperimentalfasen
Dette skyldes gruppens vilje til at arbejde rundt om Oddes ‘mangler’, og har paradoksalt nok været med til at give gruppen dens lyd, hvilket tydeligt høres på gruppens andet album, Under En Sort Sol, fra ‘80, hvor de monotone og lidet subtile baslinjer bliver omdrejningspunkt for tordnende rockbrag som “Walking On Red” og “Conflict”, mens den isnende ballade “Marble Station” nærmest bæres af en både primal og primitive basgang. Rundt om den arbejder Peter Peter og Ortved så som små svin - og resultatet holder endnu.
Heller ikke i denne ombæring dokumenteres gruppens bigband-periode - fra 80-83 var gruppen udvidet med sax, violin, ekstraguitar og pigevokal - hvilket er synd. Og heller ingen liveoptagelser har fundet vej til boksen, hvilket også forekommer underligt, eftersom gruppens renommé i denne periode i høj grad udsprang af de formidable koncerter den gav.

Strømlinet udspil
Springet i ‘83 til Dagger & Guitar - og navneskiftet til Sort Sol - forekommer derfor stadig stort. Ved hjælp af den amerikanske producer Chris Butler fremstod pladen noget strømlinet i forhold til sine forgængere, og at den ikke blev et gennembrud kan stadig undre, da den indeholder klare hits i form af “Abyss” og “White Shirt”. Måske var den amerikanske no wave-sanger Lydia Lunch’ medvirken på numre som “Boy-Girl” og det lange “As She Weeps” for hård kost for flertallet.
Det første hit kom bizart nok med tolkningen af Kenny Rogers(!)-klassikeren “Ruby Don’t Take Your Love To Town”, udsendt på ep’en Sort Sol i ‘85, her påhæftet Dagger & Guitar i fuld længde. Et regulært popnummer kørt gennem Sort Sol-kværnen lignede det dengang et enkeltstående freakhit, og denne holdning intensiveredes med udgivelsen af den dystre, guitardominerede Everything That Rises…Must Converge i ‘87.
Her kunne man møde gruppens nyeste medlem, guitaristen Lars Top-Galia, i en massiv garagerock-produktion ved svenske 4-Eyed Thomas. Pladen gav genlyd udenfor landets grænser, men stort set ikke indenfor, selvom det melodiøse “A Knife For The Ladies” blev spillet en del på radioen - og forvarslede gruppens senere udvikling.

Definitivt dokument
I samme periode indspillede gruppen et hav af coverversioner, hvoraf et par stykker fandt vej til Everything…, mens syv hidtil svært tilgængelige optagelser er havnet på bonus-cd’en The Violent Bear It Away.
Her findes publikumsfavoritter som “Hurricane Fighter Plane” og “Children Of The Revolution”, en frygtindgydende version af “Black Sabbath” samt en kongenial udlægning af C.V. Jørgensens “Indian Summer”, den eneste danske sang på gruppens repertoire - bortset fra signatursangen til det nu nedlagte P4 på P1, “Når Solen Stikker Af…”, som sært nok ikke er inkluderet.
Selvom Blackbox har visse mangler, især hvad angår live-materiale samt f.eks. gruppens forrygende tolkning af George Harrisons “Try Some, Buy Some”, fremstår det i design indbydende bokssæt dog som et definitivt dokument over en tøbrudsperiode i dansk rock - samt markør for et paradigmeskift indenfor kultur- og kunstlivet, som stadig giver genlyd.

*Sort Sol: Blackbox (5 cd’er, også udsendt enkeltvis)
(EMI-Medley 8230882).
Udkommer i dag