Søren Krarup har i en kronik her i bladet nærmere redegjort for sin sindstilstand, da han tidligere i juni måned deltog i en konference om indfødsret i europæisk sammenhæng. At han senere selv betegner denne redegørelse for irrelevant, ændrer ikke ved den fornemmelse af en martyrglorie, som Krarup fremkalder. Han betegner Institut for Menneskerettigheder som sit fjendeland, som han modigt har betrådt. Efter således at have forventning om at have vundet læserens sympati kan han gå over til, hvad sagen handler om: Dansk statsborgerskab.

Søren Krarup gør rede for sine overvejelser, når det drejer sig om erhvervelse af statsborgerskab. Han tager Grundloven til indtægt for, at statsborgerskab ikke er en ret, men en gave. Den tildeles ved lov. Nu har jeg lidt svært ved at se, at gave og ret nødvendigvis er modsætninger. Loven skal bl.a. sikre, at rettigheder ikke tildeles tilfældigt, at der er visse forudsætninger, der skal være opfyldt for at opnå snart det ene snart det andet, og at der til gengæld skulle være ret til opnåelse af rettigheder, når forudsætningerne er opfyldt. Sådan har loven da også virket på det aktuelle område. Det bliver så en politisk afgørelse at opstille krav til, hvordan man kan få statsborgerskab.

Det politiske flertal har ifølge Krarups egne ord strammet vilkårene meget væsentligt siden 2001. Det følger helt spillereglerne. Men det er ikke ensbetydende med, at alle finder stramningerne rimelige. Man stiller krav om kendskab til dansk på et niveau, som mange, der har dansk som modersmål, ikke kan opfylde. Jeg hører til dem, der virkelig elsker mit modersmål, og jeg mener, at kendskab til dansk er afgørende for en vellykket integration. Men dansk er utrolig svært at lære, og jeg er taknemmelig for, at jeg har fået det ind med modermælken.

Der må derfor tages højde for forskelle i evnen til at lære, hvis man vil stille alle lige for loven. Det kan dreje sig om alder, ordblindhed, psykiske handicap måske fremkaldt af tortur og andre individuelle forhold. Her lever stramningerne ikke op til, hvad mange i vores civilisation finder rigtigt. Tilsvarende kunne anføres om kravet til selvforsørgelse.

Integrationsministeren talte på konferencen om, at statsborgerskab vælges med hjertet. Jeg kunne ikke være mere enig. Og jeg er overbevist om, at stort set alle ansøgere om statsborgerskab af hjertet ønsker, at man skal behandle ansøgningen imødekommende. Ikke som julemanden, der lidt tilfældigt strør gaver ud gennem skorstenene, men fordi de har bestræbt sig på at gøre sig fortjent til denne status.

Statsløs

Søren Krarup betragter flygtninge som midlertidige i Danmark. Hvor længe skal denne provisoriske tilstand opretholdes? Jeg var flygtning under Anden Verdenskrig, og selvom tiden syntes uendelig lang, så kunne vi dog komme hjem efter 20 måneder.

Men mange af de regimer og konflikter, der er årsag til, at mennesker er på flugt i vor tid, har en helt anden holdbarhed. Hvor længe skal en flygtning fra f.eks. Iran vente på, at regimet dér ændres? Hvor mange år af ens liv skal henslæbes som provisoriske? Er det gavnligt for integrationen, at man bliver ved med at sige til folk, at de egentlig ikke hører til her? Er det motiverende for at lære sproget - dansk tales jo ikke i så mange andre dele af verden?

Jeg havde en kollega, der i 1948 flygtede fra Rumænien til Schweiz. Takket være, at han blev over 90 år gammel, oplevede han at få en slags æresoprejsning, da jerntæppet forsvandt. Skulle han i mellemtiden have været et provisorium?

Han havde som de fleste flygtninge mistet sit statsborgerskab. Hvis asyl-landet ikke ville have ham som statsborger, så ville han være statsløs. Jeg husker det begreb fra 30’erne og 40’erne. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan fordrage det. At være flygtning betyder som regel, at man er på landets laveste sociale trin. Og dog kan det blive endnu lavere, hvis man er statsløs flygtning. Nogle af stramningerne af loven om indfødsret får antallet af den slags uvirkelige eksistenser til at stige.

Splittelse

Især går Søren Krarups vrede ud over Dansk Flygtningehjælp. Denne uundværlige institution, der repræsenterer et stort antal organisationer fra DA til LO, fra Folkekirkens Nødhjælp til Mosaisk Troessamfund, Kvinderådet og FN Forbundet, kunstnere og tusindvis af frivillige og snesevis flere organisationer, kan tale for sig selv. Jeg kan dog af erfaring slå fast, at Flygtningehjælpen ikke vil ‘diktere og bestemme Danmarks udlændingepolitik’.

Men de vil ikke afstå fra at deltage i debatten heller ikke på områder, hvor de er uenige med Søren Krarup. Han vil finde det passende, hvis de skulle ophøre med at være de svages fortalere og ‘komme med kritik af, endsige angreb på den nuværende indfødsretslinje’.

Jeg kan ikke dy mig for at citere cand. theol. Katrine Winkel Holm, der mig bekendt ikke hører til i det, som Krarup kalder fjendeland. Hun skrev i Berlingske Tidende den 16. juni:

“Når man deler sig efter anskuelser, opstår der uenighed. Splittelse mere end samling. Kan man ikke lide splittelse, kan man ikke lide folkestyre.”

Bare at overveje at nægte sine modstandere at deltage i debatten er at fornægte folkestyret. Krarup vil lukke munden på dem, der ikke er hans meningsfæller. Har han mon overset, at Grundloven har tildelt os alle en gave, som hedder ytringsfrihed?

Bent Melchior er tidligere overrabbiner