"Det er ikke os, der aftaler, hvor regeringen henter pengene. Enten bryder regeringen et forlig, eller også har parterne bag globaliseringspuljen lavet en uklar aftale."
Formand for FOA, Dennis Kristensen
Der var stor glæde i både fagbevægelsen og i regeringen, da der tidligere på sommeren blev indgået en trepartsaftale. Et par milliarder årlige kroner til blandt andet efteruddannelse skal sikre en styrkelse af den offentlige velfærd og set fra regeringens side også lægge låg på de protester og den kritik, som har præget debatten det seneste års tid. I den forstand er trepartsaftalen kun en del af den samlede kvalitetsreform på velfærdsområdet, som regeringen spiller ud med senere.
På LO's hjemmeside fik aftalen formand Hans Jensen helt op at ringe. "Vi har nu en aftale, der giver flotte forbedringer til vores medlemmer. Det gælder ikke mindst i forhold til hele uddannelsesområdet, hvor der bliver et historisk økonomisk løft på mere end 10 milliarder kroner frem til 2015. Derudover betyder aftalen bedre arbejdsmiljø og øger medarbejdernes indflydelse på deres hverdag," hedder det i hans nyhedsbrev.
Tilsvarende har begejstringen sikkert været til at overskue i det store oppositionsparti, Socialdemokraterne, der ud over at kunne overvære, hvordan familiemedlemmerne indgik en aftale med den borgerlige regering, også kunne se endnu en flanke, som det hedder i spinjargon, blive lukket frem mod en valgkamp, der kommer til at stå i velfærdens tegn.
Derfor var det også gefundnes fressen for oppositionen, da Information tidligere på ugen kunne afsløre, at en del af de årlige to milliarder er genbrug af midler fra den globaliseringspulje, som både Socialdemokraterne og de radikale sidste år indgik forlig med regeringen om.
I sommerkulden hvirvlede det pludselig gennem luften med beskyldninger om fifleri, talmagi og snyd på vægten. Og stemningen blev langt fra mildnet, da det i går kom frem, at også regeringens energiudspil skal finansieres af midler fra globaliseringspuljen.
Hvor det sidste eksempel er en anelse uigennemskueligt, er det i det første indrømmet af regeringen, at en del af finansieringen skal komme fra globaliseringspuljen. Om trepartsaftalen i sidste ende kan bære beskyldninger om forligsbrud og snyd på vægten, må blandt andet afhænge af det samlede udspil til en kvalitetsreform, som regeringen kommer med til august.
Men selv om mange forhandlinger med regeringen er asymmetriske, fordi det er den, der sidder med hele apparatet og dermed også med den meste viden, frikender det ikke fagbevægelsen for midt i al begejstringen over aftalen også at undersøge finansieringen, f.eks. om den kommer fra nogle penge, den i forvejen skulle have haft. Og det frikender ikke det øvrige politiske apparat - ikke mindst forligsparterne - for at undersøge, om globaliseringspuljen er så løst formuleret, at den kan indeholde alt - eller intet.
