BEIRUT - I to år vogtede Ali Haider over et af Hizbollahs våbenlagre. I et hul i sin have gemte han på TNT-sprængstof, Katushya-raketter, granater, missiler og kugler til maskingeværer, og når Hizbollah-krigere kom forbi hans landsby i det sydlige Libanon, blev de forsynet med våben til kampen med Israel, der dengang holdt den del af landet besat.
Våben og ammunition i hans depot dækkede behovet i otte landsbyer, og det hele blev smuglet ind for næsen af de israelske soldater, der ellers var på jagt netop efter den slags.
"Nogle gange blev vi tjekket, men israelerne fandt ikke våbnene. Hver slags bil har sine steder at gemme våben, der er særlige måder. Først for nylig fandt israelerne ud af hemmeligheden, men der er stadig ting, de ikke ved," siger Ali Haider.
Han vil ikke sige, hvad det er, israelerne ikke ved, men hæver bare øjenbrynene som svar. Svaret er også bare hævede øjenbryn på spørgsmålet om, hvilke operationer han leverede våben til. Det eneste, han vil sige, er, at de gik til at beskyde israelske baser, men aldrig til angreb på civile på den israelske side af grænsen.
Hizbollah har i mange omgange skudt raketter mod civile israelske mål, og senest under krigen sidste år regnede raketter ned over de nordisraelske byer, enkelte nåede helt ned til storbyen Haifa. Selv om Ali Haider i dag arbejder som journalist på en anset libanesisk avis, og i øvrigt er en meget behagelig og smilende mand, så vil han ikke tage afstand fra den slags angreb.
"Er det Hizbollah, der har indledt det, eller var det en reaktion på Israels besættelse? Vi har en fjende som Israel med bedre muligheder og større potentiale, og de dræber brutalt. Hvordan forventer du, at vi skal forsvare os?" siger han.
Han kalder byerne i Israel 'bosættelser', og mener, at angrebene på dem sidste år var den eneste måde at få sluttet krigen på.
Fakta
Et år for Israels julikrig mod Libanon
Natten til den 13. juli 2006 angreb Israel uden forvarsel Libanons hovedstad Beirut og bombede af tre omgange byens lufthavn. Israelerne gennemførte ligeledes en blokade fra luften og havet af Libanon og beskadigede alvorligt hovedlandevejen mellem Beirut og Damaskus. De første tre uger mistede mindst 900 libanesere livet , hvoraf 1/3 skulle være børn, mindst 3.000 libanesere blev såret, og en million var på flugt - 25 pct. af landets befolkning. For Israel var tabstallet 71. Heraf var 30 civile.
Krigen varede 33 dage.
Kilde: BBC
"Hvis Hizbollah ikke havde skudt på bosættelserne, ville krigen være fortsat indtil nu. Israelerne skyder på os, og de vil ikke stoppe, hvis de ikke kommer til at betale en høj pris. Den eneste måde at stoppe dem på er ved at føre krig på deres jord."
Sult, tortur, spioner
Selv fik Ali Haider ikke ført meget krig. Han flyttede fra Beirut til sin landsby i 1983 for at deltage i modstandskampen og vogte over våbenlageret. Den israelske hær fandt det mistænkeligt, at en der havde fast job og bopæl i Beirut, ville flytte til Sydlibanon uden en rigtig god grund, og Ali Haider havde udadtil ingen anden grund end, at hans familie stammer fra landsbyen Markaba, hvor den stadig har hus og jord.
I to år var Ali Haider derfor til jævnlige afhøringer hos israelske officerer uden, at de havde konkrete beviser mod ham. I oktober 1985 blev han anholdt og overført til det berygtede Khiam-fængsel, der med brutale metoder blev drevet af Israels allierede i den kristne milits South Lebanese Army (SLA).
"Når man skal til Khiam, går man i panik. Man bliver bange, fordi der er så mange historier om det sted. Man måtte regne med at blive tævet, udsat for psykisk pres, sultet og måske dræbt. Frygt er et instinkt. Øvelsen består i at skjule og overvinde frygten."
I 34 dage indrømmede Ali Haider ingenting til trods for den hyppige brug af tortur mod ham. I 13 dage sov han på maven med hænderne bundet bag ryggen og en sæk over hovedet. Han blev sultet, tævet og slået, altid af folk fra SLA. Meget sjældent var det israelere, der slog. Det var dem, der afhørte de indsatte og anholdte, men det var de kristne libanesere, der gjorde det grove mod de overvejende shiamuslimske libanesere. Til tider blev de sat i celle med folk, der lignede andre fanger, men som var spioner.
"Jeg fandt ud af med det samme, jeg kom ind i cellen. Den anden fange var for frembrusende med sine spørgsmål. Hvis man er anholdt, så har man mange problemer og tænker på sig selv. Jeg udnyttede det og fortalte ham historier, jeg gerne vil have israelerne skulle høre. Han spurgte for eksempel, hvad jeg syntes om at kaste sten mod israelske baser eller bosættelser. Jeg svarede, at det er forkert måde at opnå målet på."
Ali Haider gav sig ikke og afviste ethvert kendskab til Hizbollah, deres operationer og deres våben, og han mener selv, at han var lige ved at blive løsladt. Men så fik israelerne et gennembrud.
Mens han sad i Khiam-fængslet blev andre fanger bragt ind, og en af dem må have røbet en lille detalje, som for eksempel bare, at Ali Haider var medlem af Hizbollah, omend et passivt medlem. I hvert fald fik israelerne grund til at betvivle hans stædige afvisning af ethvert kendskab til militsen.
"De begyndte at afhøre mere voldeligt, og intet af det jeg sagde, ville de tro på, fordi jeg havde snydt dem indtil da. Det tog fire-fem måneder før, jeg havde fortalt dem så godt som alt, men der er stadig ting, de ikke ved."
Han fik aldrig nogen retssag eller dom, men blev bare sat til at vente i Khiam-fængslet.
Udvekslet for et lig
"Under afhøringerne fik jeg tæv, elektriske stød, jeg blev hængt med hovedet nedad og overhældt med kogende vand og koldt vand. Da afhøringerne sluttede, skete den slags ikke rutinemæssigt, men lige pludselig kunne man få tæv af en soldat, der var i dårligt humør eller bare havde set sig sur på en fange. Der var aldrig nok mad, og hvis nogen blev syge, kom de ikke til lægen. I 1990 sagde jeg til dem, at jeg havde ondt i en tand, men først i 1993 kom jeg til tandlæge."
Ali Haider slutter næsten alle sætninger med et lille smil. Ikke et ubehageligt smil eller et falskt, men et helt oprigtigt og venligt smil. Torturen har tilsyneladende ikke sat sig så dybe spor, at han har taget skade, eller også skyldes det hans overbevisning om, at han har kæmpet en retfærdig kamp og vundet.
"Hvis enhver der kæmpede for deres land fik komplekser af tortur, ville der ikke være revolutioner i Frankrig og andre steder. Jeg glemmer ikke det, der er sket, men ser det som en afgift, jeg måtte betale for min overbevisning. Man ved det, inden man melder sig: Enten bliver man dræbt, kidnappet eller tortureret."
Vesten ser forkert
I dag er han stolt over, at han bidrog til befrielsen af Sydlibanon, selv om han kun nåede at deltage i to år. Han er tilfreds med, at Markaba i dag er befriet og ser det som frugten af det, han i sin tid såede.
"Vestlige medier fremstiller modstandskæmperne som konservative, religiøse og isolerede mennesker. Jeg gjorde som enhver i et besat land: Jeg kæmpede. Jeg har også en religiøs ideologi, men hvad betyder det? Der er et andet perspektiv på vores kamp. Hvis vestlige medier tog nogle andre briller på, ville de se anderledes på det."
Efter 11 år i fængsel blev han og 45 andre fanger sammen med 100 lig af Hizbollah-krigere udvekslet for ligene af to israelske soldater. Siden har han ikke været et aktivt medlem af Hizbollah, men er stadig en varm støtte. I dag arbejder han som journalist på Palæstina-redaktionen på det libanesiske dagblad Al-Akhbar.
Den går for at være den bedste i den arabiske verden, fordi den udelukkende er bemandet af tidligere fanger fra israelske fængsler, der alle taler flydende hebraisk.
