Man sætter sig ved sin computer. Klikker sig ind på hjemmesiden hos et af de firmaer, der tilbyder carbon offsetting. Man skriver '10' der, hvor der spørges, hvor mange ton CO2, man vil have kompenseret. Et beløb vises, måske omkring 2.000 kr. Man opgiver nummeret på sit plastickort og klikker OK til, at betalingen skal foretages.
Dermed er det overstået. Man er blevet klima-neutral. På et par minutter. Al den CO2, man som gennemsnitsdansker plager atmosfæren med - 10 ton om året fra bilkørsel, diverse apparater, installationer og lys i boligen, strømforbruget på arbejdspladsen, fritidsbeskæftigelsen, flyrejsen etc. - det hele er neutraliseret. Den dårlige samvittighed er blæst væk, livet som moderne forbruger kan fortsætte. Glem smeltende isbjerge, tørke og oversvømmelser. Glem elsparepærer og bilforsagelse. Glem Al Gore og Connie Hedegaard.
Er det sådan, det skal gøres? Sådan det skal være? Hvis firmaet, man har valgt, er seriøst, ender de 2.000 kr. i et vindkraftprojekt i Tyrkiet, et biogasanlæg i Indien eller et energispareprojekt i Mexico, som hver især overflødiggør et fossilt energiforbrug i f.eks. et stedligt kulkraftværk svarende til en CO2-udledning på 10 ton. Fungerer alt i denne kæde, har man vitterlig med sine penge skånet atmosfæren for lige så megen drivhusgas, som man personligt er ansvarlig for på et år.
Meningerne er delte, mildest talt. Nogle kalder det CO2-kompensation, andre taler om aflad.
Forskere fra Tufts University i Massachusetts har kulegravet spørgsmålet og gør som det første opmærksom på, at den ny, hastigt ekspanderende branche er overordentlig broget.
"Nogle kompensationsfirmaer drives af meget erfarne folk, der har stor indsigt i alle aspekter af CO2-handel, andre er meget mindre erfarne og udnytter enten CO2-kompensation til at fremme deres miljømæssige eller humanitære missioner eller ser det fremvoksende marked som en finansiel mulighed," skriver Tufts-forskerne.
"Det er det vilde vesten," opsummerer en af deres kolleger.
Men der kan findes projekter, som er seriøse, gennemkontrollerede og vitterlig leverer reel CO2-reduktion. F.eks. de - endnu ganske få - projekter, der er godkendt efter den frivillige Gold Standard-ordning, som miljøorganisationen WWF har været med til at udforme, og som en lang række miljøorganisationer anbefaler.
Et første skridt
Generalsekretær i WWF's danske afdeling Kim Carstensen siger:
"Hvis man griber til kompensation, som det eneste man gør, så er man på det forkerte spor. Men der er en række aktiviteter, hvor man ikke kan undgå at have et CO2-udslip, og i de tilfælde synes jeg, det er fornuftigt at kompensere. I dag har jeg f.eks. svært ved at forestille mig, at vi helt kan undgå at transportere os med en vis CO2-udledning til følge. Man kan have et mål om reduktion af sin rejsemængde, og det har vi i WWF, men undgå at rejse kan vi ligesom de fleste andre ikke. Derfor bruger vi kompensation ved rejser. Tilsvarende er det svært at forestille sig, at en Roskilde-festival eller de olympiske lege kan blive fuldstændig CO2-neutrale, og har man det som mål, er det fornuftigt at kompensere."
"Man skal passe på med at tage folks lyst til at gøre noget fra dem," siger Kim Carstensen.
- Hvad mener du med det?
"Når folk gerne vil købe CO2-kompensation, er det fordi, de forstår, der er et problem, og at deres egne handlinger har betydning for drivhuseffekten. De vil gerne gøre noget ved det. Så i stedet for bare at afvise kompensation, må man fortælle folk, at det er fint, men at der også er andet, der skal gøres. Det handler om at gøre noget ved vores daglige forbrug og om at arbejde for politiske løsninger."
- CO-kompensation kan da virke stik modsat. Det bringer samvittigheden i orden, og derfor gør man ingenting ved sit eget forbrug?
"Det er rigtigt, og derfor bør der være et krav til dem, der arbejder med kompensation, at de også er med til at oplyse," siger Kim Carstensen.
WWF har sammen med to andre internationale miljøorganisationer, Greenpeace og Friends of the Earth, lavet en fælles udtalelse om CO2-kompensation, hvori de siger, at "kompensation bør ses som en sidste udvej, efter at andre muligheder for at reducere eller undgå udledninger er blevet grundigt undersøgt og udnyttet. Som miljøfolk er vi bekymrede for disse projekters mulighed for at blive brugt af virksomheder som argument for, at der ikke er brug for lovgivning mod udledninger på deres område."
Forskerne på Tufts University konkluderer, at "frivillig kompensation er af begrænset værdi med hensyn til at afværge den tiltagende trussel fra klmaændringer. Det bør ikke ses som en måde at købe sig 'miljømæssig tilgivelse' (...) Hvis vi med held skal afværge den truende katastrofe, vi står over for med de globale klimaforandringer, er der behov for meget stærk og hurtig politisk handling på lokalt, nationalt og internationalt niveau. Ingen frivillige initiativer til begrænsning af udledningerne af drivhusgasser bør få lov at forsinke eller erstatte et forpligtende nationalt loft over CO2-udledningerne."
Uenighed
Debatten for eller imod CO2-kompensation foregår livligt på nettet. F.eks. på hjemmesiden Carbon Limited.
"Til alle pessimisterne derude: Nytten af kompensation er ikke blot, at vi undgår CO2. Det er, at vi skaber infrastruktur, teknologi og viden om CO2-reduktion, som kan anvendes i andre lande såvel som her i Storbritannien," påpeger én debattør.
En anden skriver:
"Jeg kompenserer mine CO2-udledninger en gang om året og har gjort det i 10 år ved at yde bidrag til socialt og miljømæssigt fornuftige projekter. Jeg protesterer mod at blive beskyldt for at gøre noget forkert af folk, der udsender lige så meget CO2 som mig, men ikke gør noget for at ændre på det."
Blandt de udtalte kritikere af aflads-systemet er organisationen Carbon Trade Watch, der har udgivet rapporten The Carbon Neutral Myth, myten om CO2-neutralitet.
"Kompensationsordninger flytter fokus for klimahandling til vores livsstil og bortleder opmærksomheden fra lokaldeltagelse og opbygning af den bevægelse, der er kritisk med henblik på at skabe reelle forandringer i samfundet," skriver Carbon Trade Watch.
Skarpest er måske den britiske miljøforfatter George Monbiot. I The Guardian skriver han:
"Enhver ordning, der overbeviser os om, at vi godt kan fortsætte med at forurene, forsinker det tidspunkt, hvor vi tager fat om nældens rod med hensyn til klimaforandringer og accepterer, at vore liv må ændres. Men vi har ikke råd til forsinkelser. De store reduktioner skal ske lige nu, og jo længere vi venter, desto sværere bliver det at afværge, at løbske klimaprocesser går i gang. Ved at sælge os ren samvittighed, underminerer kompensationsfirmaerne det nødvendige politiske slagsmål om at håndtere klimatruslen i vort eget land. De fortæller os, at vi ikke behøver være borgere, vi skal bare være gode forbrugere."
