Det er ikke svært at se, at Quentin Tarantino og Robert Rodriguez har haft stor fornøjelse ud af at lave fællesprojektet Grindhouse, en doublebill af rendyrket spekulation, 70'er-style, der i Europa er blevet splittet op i to seperate film.
Den første, Tarantinos fornøjelige Death Proof - om en morderisk stuntman og hans bogstavelig talt dødsikre bil - har haft dansk premiere, og nu er tiden kommet til Rodriguez' Planet Terror, der tilmed indledes med en af de forfilm for ikke-eksisterende film, som han og Tarantino og en række af deres gode venner og ligesindede kolleger har begået.
Og Rodriguez' egen forfilm, Machete - med den uforglemmelige slaglinje "They fucked with the wrong Mexican" - er lige præcis, hvad man har brug for til at komme i den rette stemning til hovedfilmen, Planet Terror. I forfilmen spiller Danny Trejo titlens og slaglinjens mexicaner, en illegal indvandrer turned hitman, der bliver røvrendt af sine hvide arbejdsgivere og tager en grusom hævn. I stil og tone rammer Rodriguez præcis den blanding af skamløs spekulation, selvironi og alligevel blodige alvor og brutalitet, som karakteriserede de grindhouse-film fra især 1970'erne, som hans og Tarantinos projekt er en hyldest til.
Barbecuesauce
Også i Planet Terror, programmets hovedattraktion, demonstrerer Robert Rodriguez, at han ved, hvad han har med at gøre. Handlingen er, som den slags jo skal være, det rene vrøvl og blot et påskud for at vise så meget af alt det, det egentlig drejer sig om: Labre, halvnøgne kvinder med store bryster, afhuggede/-revne legemsdele og buckets of blood.
Freddy Rodriguez spiller Planet Terrors egentlige helt, en cool og mystisk ung mand, Wray, der har en fortid inden for, ja, inden for hvad? Det finder man aldrig rigtig ud af, fordi filmen 'mangler' den spole, hvor det bliver afsløret. Det er naturligvis blot et af Rodriguez' små tricks for at give publikum den fulde grindhouse experience - film, der blev vist i grindhouse-biograferne, var gerne slidte og manglede hele og halve scener - og er ret morsomt og effektivt.
Men El Wray, som han kaldes af de, der kender ham, er en sej motherfucker, der kan lidt af hvert med en kniv og et maskingevær, hvilket han får god brug for, da en slem nervegas slippes ud i luften ved en lille by i Texas og forvandler de fleste af beboerne til frådende zombier med hang til menneskekød.
Det går nu over stok og sten sammen med El Wray, hans smukke ekskæreste, stripperen Cherry Darling (Rose McGowan) - der mister et ben, men får et maskingevær sat på i stedet - og en række brogede eksistenser, som overlever udslippet, i hvert fald til at begynde med, blandt andet sheriffen (Michael Biehn) og hans bror (Jeff Fahey), som drømmer om at vinde det forestående mesterskab i barbecuesauce.
Ikke megen mening
Der tales om Bin Laden og den amerikanske regerings skjulte dagsordener i Mellemøsten og andre steder, men Planet Terror er hverken mere eller mindre end en løssluppen omgang blood and guts. Der er ikke megen mening med galskaben, og selv om Robert Rodriguez på mange måder er lige så genre- og stilbevidst en instruktør som Quentin Tarantino, er han ikke en filmskaber af samme kunstneriske kaliber, og han har ikke noget videre begavet at sige om det kulørte materiale, han beskæftiger sig med.
Hans film er sjældent kedelige, men heller aldrig særlig dybe - måske lige med undtagelse af Sin City, men da havde Rodriguez også tegneserieforlæggets geniale ophavsmand, Frank Miller, ved sin side.
Begrænsningens kunst
Planet Terror er rig på inspirerede øjeblikke - et ægteskabsdrama mellem to læger på byens hospital er intet mindre end ubetaleligt - og den er i krop og ånd tro mod de billigt producerede grindhouse-film, hvor man ikke havde råd til ordentlige effekter, og subtilitet var noget man fandt i den anden ende af galaksen.
Men Rodriguez, der er lidt af en enmandshær - han både instruerer, fotograferer, klipper, laver musik etc. - og altid har sat en ære i at gøre tingene så billigt som muligt, mangler én til at lære sig begrænsningens kunst. I hvert fald ville det ikke skade Planet Terror, hvis den blev trimmet en smule - den er også noget længere i sin europæiske version end i sin amerikanske - for efterhånden som handlingen skrider frem, minder den mest af alt om en god gimmick, der bliver strakt alt for langt.
Det forlyder, at Robert Rodriguez lige nu er i gang med en spillefilmudgave af Machete, der skal udkomme direkte på dvd i USA samtidig med den samlede Grindhouse-pakke. Selv om det på papiret lyder som en god idé, kan man frygte, at det, der fungerer som en kort, pointeret trailer, bliver uudholdeligt i halvanden time, lidt ligesom Planet Terror.
Men det må tiden vise, og man kan som sagt ikke frakende Planet Terror en ikke ubetydelig underholdningsværdi, som kun bliver større, hvis man - som denne anmelder - har dyrket splatter- og gysergenren med en vis entusiasme og derfor kender alle filmens mange referencer.
Planet Terror. Instruktion og manuskript: Robert Rodriguez. Amerikansk (En lang række biografer landet over)
