Afghanske sikkerhedsstyrker og NATO-soldater omringede i går stedet, hvor 23 sydkoreanere blev holdt som gidsler af den islamiske Taleban-milits. Samtidig meddelte gidseltagerne, at de havde udskudt tidsfristen for en opfyldelse af deres krav med et døgn.

Inden da, havde Taleban truet med at begynde at henrette sydkoreanerne søndag eftermiddag, hvis ikke de afghanske myndigheder løslod 23 fængslede talebanmedlemmer.

Taleban har udskudt tidsfristen med 24 timer,” sagde Taleban-talsmanden Qari Mohammad Yousuf i et telefoninterview med nyhedsbureauet Reuters. Ifølge det afghanske forsvarsministerium indledte mandskab fra hæren, politiets efterretningsafdeling og internationale styrker en fælles operation for at redde de sydkoreanske statsborgere i Qarabagh-distriktet i Ghazni-provinsen, ca. 175 km syd for hovedstaden Kabul. Det hed videre, at de har omringet en landsby i Qara Bagh. Imens begyndte en delegation af sydkoreanske regeringsrepræsentanter, anført af en viceudenrigsminister, at forsøge at forhandle med gidseltagerne.

Også afghanske regeringsembedsmænd deltager i forhandlingerne.

Sydkorea afviser tilbagetrækning

Sydkorea har afvist et krav fra Taleban om, at de over 200 sydkoreanske soldater i Afghanistan forlader landet omgående. Den sydkoreanske præsident, Roh Moo-hyun, sagde lørdag, at de sydkoreanske soldater vil forlade Afghanistan ved årets udgang som planlagt.

Hvis der er nogen militær aktion imod os, så vil vi dræbe gidslerne,” sagde en Taleban-talsmand, Yousuf Ahmadi, i telefonen til det franske nyhedsbureau AFP.

De 23 sydkoreanere - 18 kvinder og fem mænd - blev bortført torsdag, da de var på vej i en lejet bus fra Kabul til Kandahar. Sydkoreanerne arbejder i Kandahar for en hjælpeorganisation, som hedder Korea Stiftelsen. De sydkoreanske myndigheder afviser forlydender om, at de 23 gennemfører kristne aktiviteter.

Liget af et tysk gidsel, som ligeledes blev bortført tidligere på ugen, blev i går fundet i den sydlige del af Wardak-provinsen. Han blev bortført sammen med en anden tysker og fem afghanske kolleger. Reuters