286.000. 11. juli offentliggjorde indenrigsministeriet i Bangladesh antallet af anholdte siden den nuværende undtagelsestilstand i landet blev indført den 11. januar 2007. På et halvt år har hæren, specialstyrker og politiet tilsammen anholdt 286.000 mennesker i en national kampagne mod kriminalitet og korruption. Omtrent en anholdt per minut i de forløbne 6 måneder.
Undtagelsestilstanden blev indført efter ugelange politiske protester og voldelige konfrontationer mellem politi og demonstranter; hvor mindst 45 mennesker mistede livet. Der blev indsat en midlertidig regering, der skal styre landet frem mod afholdelse af parlamentsvalget planlagt til januar 2007. Denne skulle gennemføre parlamentsvalget indenfor de tre følgende måneder. Regeringslederen har dog udskudt valget til efteråret 2008. Denne beslutning er taget, da regeringen ikke mener at kunne gennemføre valget frit og fair, bl.a. fordi der ikke eksisterer valglister over de omtrent 150 millioner stemmeberettigede indbyggere i Bangladesh. Udsættelsen af valget er blevet brugt af regeringen til at iværksætte en omfattende og gennemgribende kampagne mod korruption og kriminalitet. Senest er den tidligere Premierminister Sheikh Hasina blevet anholdt anklaget for at modtage bestikkelse fra et russisk oliefirma. Regeringen forsøger hermed at markere en ny politisk virkelighed i Bangladesh, der i flere år i træk har været placeret som et af verden mest korrupte lande af Transparancy International. Et forhold der symbolsk blev understreget af, at tusind special politistyrker var udkommanderet til at etablere en to kilometer sikkerhedszone, foretage arrestationen og ransage eks-premierministerens bolig.
Det tætte samarbejde mellem regeringen og militær har betydet, at militærledelsen ved flere lejligheder har fundet det nødvendigt at forsikre indbyggerne og udlandet om, at militæret kun hjælper og adlyder regeringens påbud til at sikre samfundets sikkerhed. Som den øverste militære leder udtalte 28. marts 2007 til pressen: "Efter undtagelsestilstanden blev erklæret, fortalte jeg politiets ledelse, at jeg ikke ville se nogen form for overgreb eller afbrændinger i gaderne. Og se - på grund af en enkelt ordre - er intet sket". Udtalelsen dækker over, at regeringen, med militærets opbakning, har fortsat den betænkelige anvendelse af sikkerhedsapparatet i Bangladesh til gennem vold, tortur og mord til at undertrykke enhver udfordring af den siddende regering. Dette har gjort sig gældende siden uafhængigheden i 1971.
Operation Clean Heart
Det er ikke første gang, at en regering i Dhaka har forsøgt at bekæmpe kriminaliteten i samfundet, ved at iværksætte militært ledet sikkerhedskampagner. I 2002-03 gennemførtes Operation Clean Heart, der var en national kampagne mod organiseret kriminalitet og terrorisme, hvor omtrent 10.000 personer blev anholdt, og et ukendt antal blev udsat for overgreb begået af sikkerhedsstyrkerne. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofres (RCT) lokale partner Bangladesh Center for Trauma Victims (BRCT) registrerede dengang en kraftig stigning i sikkerhedsstyrkernes brug af vold og tortur mod befolkningen.
Dengang blev den siddende regering udsat for et kraftigt politisk pres af nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International. På baggrund af blandt andet BRCTs dokumentation kritiserede organisationerne regeringen for at se igennem fingre med politiets og militærets overtrædelse af menneskerettighederne.
Vi ved, at langt størstedelen af volden og torturen foregår under anholdelse, undervejs til detentionen eller i detentionen dvs. før en anholdt person er stillet for en dommer. Der er intet, der tyder på, at sikkerhedsstyrkernes praksis har ændret sig, siden den seneste kampagne. Omfanget af menneskeretsovertrædelser kan nok forventes at være proportionel med antallet af anholdte, typen af overgreb at være lige grufuld og afskyvækkende og konsekvenserne ligeså triste og sørgelige. Af de 286.000 anholdte, der bliver stillet for en domstol, må det forventes, at en stor del af dem ender i fængsel. Ifølge en uofficiel kilde i Dhaka Central Fængsel var der per februar/marts 79.000 indsatte i landets fængsler. Set i relation til en fængselskapacitet i nærheden af 27.000 giver det en belægningsprocent på over 270 pct. Hertil skal lægges et ukendt antal personer, der er blevet dømt indenfor de sidste 3-4 måneder. Tallene er ikke offentligt tilgængelige. Men med tanke på, at fængslerne i Bangladesh under normale omstændigheder mangler alle former for ressourcer, må forholdene for de indsatte være uhyrlige.
Danmark i Bangladesh
Den midlertidige militærstøttede regering forsikrer, at den arbejder for at styrke demokratiet. Regeringens oprigtighed og kapacitet kan derfor aflæses af, hvordan regeringen håndterer politiets og militærets indsats mod korruption og kriminalitet, der er præget af magtmisbrug, arbitrære anholdelser og udbredt vold og anvendelse af tortur.
Som betydende bistandsyder i Bangladesh arbejder Danmark for at fremme menneskerettighederne og styrke civilsamfundet. Herunder BRCTs aktiviteter med at hjælpe torturofre og dokumentere politiets og militærets brug af vold og tortur for derved at kunne presse regeringen til at overholde den nationale lovgivning og menneskerettighederne. På trods af de kolossale problemer landet står overfor, må håbet om at skabe en ny politisk og administrativ kultur til gavn for de mange mennesker, der lever i udtalt fattigdom, ikke betyde, at kritikken af menneskeretsovertrædelser forstummer. Den midlertidige regeringens fremtidige støtte både nationalt og internationalt afhænger af, hvorledes den vil håndtere retsagerne mod de tidligere magthavere, tackle de åbenbare problemer med korruption i statsapparatet og magtmisbrug i sikkerhedsstyrkerne samt gennemføre reformer, der kan lede op til parlamentsvalget sidst i 2008 og sikre en fremtidig regerings legitimitet.
Morten Koch Andersen er programmedarbejder i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.







