'Jeg støtter den irakiske folkebevægelses kamp imod besættelsesmagten. Som alle andre har de ret til at leve i et land, hvor de selv bestemmer.'
Kandidat for Enhedslisten, Asmaa Abdol-Hamid
Under normale omstændigheder ville det ikke give anledning til meget andet end et skuldertræk, når en kandidat fra Enhedslisten lufter partiets holdning til krigen i Irak. Men Asmaa Abdol-Hamid er ikke en hvem-som-helst. Hun er en kontroversiel kandidat, som har været i politisk stormvejr, fordi hun har valgt at fastholde sine religiøst funderede grundholdninger til trods for, at de synes uforenelige med den socialisme, som Enhedslisten repræsenterer. Hun er under offentlig mistanke for at ville et helt andet samfund end det, som hendes parti kæmper for. Derfor har hendes principielle støtte til de væbnede oprørsgruppers angreb på danske soldater i Irak vakt opsigt og vrede.
Af borgerlige politikere er støtten blevet udlagt som noget, der tangerer landsforræderi og mangel på patriotisme over for de danske soldater, som sætter livet på spil for at hjælpe Irak på fode: Det synlige bevis for at Asmaa Abdol-Hamid i virkeligheden er på fjendens side og derfor helt uegnet til at sidde i det danske parlament. Det er godt skyts til den højrefløj, som gerne vil udstille enhver troende muslim som del af en femte kolonnes undergravende virksomhed. Men den udlægning er forkert. Asmaa Abdol-Hamids udtalelser - bakket op af partifællen Frank Aaen med flere - er almindelig forskruet venstrefløjsretorik. Et undertrykt folk har altid ret, og væbnet kamp er forståelig eller ligefrem nødvendig, så længe modstanderen er stærkest, og i hvert fald så længe modstanderen er USA.
Enhedslisten havde diskussionen på sit landsmøde tidligere på året og vedtog en formulering om at partiet "allierer sig med de dele af modstandsbevægelsen, der både kæmper imod besættelsen og kæmper for den irakiske befolknings ret til social, demokratisk og økonomisk udvikling".
Asmaa Abdol-Hamid udtrykker altså blot partiets holdning, men det gør den ikke mindre forskruet og dum.
Meget er gået galt i Irak og befrielsen fra Saddam Husseins diktatur er endt i en borgerkrig, som truer med splitte landet fuldstændig ad. Den amerikansk ledede koalition har lidt et stort nederlag og stridende fraktioner af sunni-, shia- og al Queda-militser kæmper stadig mere forbitret om magten og mod de amerikanske styrker i landet.
At beskrive krigen i Irak som den irakiske folkebevægelses kamp mod besættelsesmagten er en fejlanalyse af dimensioner. At sammenligne situationen med de danske frihedskæmperes modstand mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig er forskruet og uden historisk forståelse. Og at tro at en tilbagetrækning af fremmede styrker fra irakisk jord vil skabe fred og harmoni er en illusion, som kun kan trives på den yderste venstrefløj, hvor hadet mod USA er så stort, at det skærmer aldeles for virkeligheden.
Tom W. Petersen
4. september, 2007 #
Forskruet, ja
Det, der er forskruet, er danskernes forestilling om sig selv.
Irak-krigen er gået, som man kunne forvente, før den begyndte: Militært vandt vi – amerikanerne, englænderne og vi. Vi vandt en krig mod et land, der intet har gjort os.
Men derved blev der, som forudset, åbnet for det, som Saddam Husseins diktatur havde undertrykt, nemlig den interne splittelse i den kunstige stat Irak. Ligesom i Jugoslavien, da Tito var borte.
Og den skrøbelige balance i Mellemøsten, in casu mellem Iran og Irak, forsvandt. Når præsident Bush senior ikke fjernede Saddam efter Golfkrigen i 1991, var det fordi Saddams diktatur, hvis grusomhed man var helt på det rene med, var den eneste garanti for, at Iran ikke kom til at dominere for meget (efter "vor" måde at se det på).
Nu har vi og Bush junior så gjort det alligevel. Og Irak er, som forudset, gået i opløsning. Irak er ikke længere en effektiv modvægt mod Iran, som ivrigt støtter shiamuslimernes oprør mod Saddams hidtil dominerende sunnimuslimer. Det er som katolikker og protestanter i 15-1600-tallets Europa, og det var grimt. Bl. a. tredive års krig. De myrder og massakrerer hinanden og besættelsesmagten.
Vi i det "lille fredelige Danmark" har vistnok den forestilling om os selv og vor indsats i Irak, at vi har deltaget i en slags befrielsesmission, og at irakerne må være taknemmelige for det. Det er og bliver en falsk forestilling. Vi deltog i et angreb på Irak, en klar aggression.
Det, man her i Danmark ønsker at se, er imidlertid ikke denne kendsgerning. Den er borte fra erindringen og erstattet af en forestilling om amerikansk, engelsk og især dansk militær som en fredsbevarende og demokratiopbyggende instans, som er velsignet af FN og en irakisk regering. Så hvorfor i alverden skyder irakiske oprørere dog på vore soldater?
En del af fejlforestillingen er selve ordet "oprørere". Det er folk, som skånselsløst og med alle midler kæmper for deres egen gruppes absolutte indflydelse i deres land, dels imod andre grupper og dels mod et fremmed militær, de ikke kan se som andet end en uønsket besættelsesmagt, en fjende. Og de er folk, som for de flestes vedkommende ser den irakiske regering som besættelsesmagtens marionetter.
Det eneste, der holdt Irak sammen, var et jernhårdt diktatur. Skal man fjerne så megen magt i et så stort land, skal man indsætte en regering, der er lige så stærk og lige så parat til at bruge vold, hvis oprøret ikke skal bryde ud. Og man skal bruge de fornødne ressourcer på det i mange år. Vi har nogle meget naive forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre i Mellemøsten.
Der er ingen grund til sympati for den nu dræbte diktator. Men om "verden er blevet et bedre sted" med den udvikling, der var advaret om ville komme efter hans fald, må man spørge familierne til de hundredetusinder af dræbte og lemlæstede irakere.
Det, Asmaa Abdol-Hamid siger, må man ikke sige. Det strider imod den forestilling om os selv, at vi er fredelige og ikke angriber andre lande. Desuden er vreden mod hende kulturelt betinget, og måske især politisk. Hun er, trods alt hvad hun siger, under mistanke (også min) for at sætte religion over demokrati. Og hun er medlem af Enhedslisten. Begge dele er for de fleste danskere helt uacceptabelt, hvis man vil anses for et anstændigt menneske. Så der sker det, som altid er ødelæggende for enhver fornuftig udveksling af meninger, at man ikke kan høre, hvad der bliver sagt, fordi det siges af de forkerte.
Vi skulle ikke have deltaget i den krig. Vi skulle have holdt os på FN-sporet.
Tom W. Petersen