Ét møde med miljøgrupper, 20 møder med olie- og mineselskaber og 30 møder med erhvervs-interesseorganisationer. Det var ifølge dokumenter, der kom frem i USA i sidste uge, balancen i det forberedende arbejde i USA's vicepræsident, Dick Cheneys, energi-kommission, da den i 2001 udarbejdede den energipolitik, der blev George W. Bush's første store politiske tiltag. Bush-regeringen fik aldrig gennemført alle de politiske forslag fra Cheney-kommissionen, men energiplanen har fået næsten legendarisk status for sit ensidige fokus på, hvordan USA's problemer med energiforsyningen skulle løses: Ikke ved at dæmpe energiforbruget, men ved at øge udvindingen. Mest notorisk gennem nye boringer i Alaskas naturreservater - et forslag som det aldrig lykkedes at gennemføre - men også gennem generelt at udvide olieboringer og investere stort i konventionel energiudvinding. Energistrategien indeholdt derimod stort set ingen initiativer til, hvordan USA's gigantiske energiforbrug kunne nedsættes, et fokus, som først inden for det seneste halve år er begyndt at blive omtalt af George Bush.
Og det er måske ikke så mærkeligt, for Cheney-kommissionen havde næsten ikke hørt nogen argumenter for miljøets interesser. Den havde derimod hørt mange for energiindustriens. Tag for eksempel energiselskabet Enron: Dets chef, Kenneth Lay - som senere viste sig særdeles medansvarlig for den kunstigt konstruerede californiske energikrise, der udløste energikommissionens arbejde - fik foretræde to gange, og firmaer som Shell og BP en gang hver. USA's miljøorganisationer, derimod, fik tilsammen ét møde, hvor der var så mange mennesker, at introduktionerne alene tog halvdelen af mødetiden.
Det var dog noget andet end disse oplysninger, der vakte diskussion, da Washington Post i sidste uge offentliggjorde Cheney-kommissionens mødeliste, som avisen havde modtaget fra en anonym tidligere embedsmand fra Bush-administrationen. En stor del af dem er nemlig allerede blevet lækket igennem de seks år, hvor Cheneys kontor og Bush-regeringen gennem den ene brydekamp efter den anden har modstået forsøg på, at offentligheden fik indsigt i, hvem Cheney-kommissionen rådslog med, før de lancerede USA's nye energipolitik. Argumentet har været, at regeringens samtalepartnere skulle kunne tale frit og fortroligt, og det anerkendte USA's højesteret i 2004, efter at en føderal domstol i første omgang havde vurderet, at vicepræsidenten ikke måtte holde dokumenterne hemmelige.
Nu hvor mødelisterne er afsløret, er det imidlertid svært at få øje på, hvilke nationale hensyn der skulle have nødvendiggjort hemmeligholdelsen. Mere sandsynligt virker det, at Cheney ikke var interesseret i skyts til de mange, der anklager ham for at have ført national politik ud fra olieindustriens interesser.
Spørgsmålet er principielt, fordi Bush-regeringen som ingen tidligere har søgt at skrue på de juridiske "checks and balances" - de sikkerhedsforanstaltninger, der skal sørge for, at regeringen ikke misbruger sin magt. Og mens Irak-krigen i dag fylder meget i offentligheden, kan Bush-regeringens mere diskrete forsøg på juridiske og konstitutionelle paradigmeskift på sigt vise sig at være mindst lige så betydningsfulde i dens eftermæle. Det gælder reglerne for omgang med krigsfanger og dem, man ikke vil indrømme er krigsfanger. Det gælder reglerne for overvågning og efterretningsarbejde over for egne borgere, og det gælder reglerne for fængslinger, retssager, afhøringer, advokaters indsigt i bevisbyrden mod deres klienter og en lang række andre områder.
Adskillige af disse initiativer efterprøves i øjeblikket ved de amerikanske domstole og i kongressen. Fredag beordrede en føderal domstol således regeringen til at udlevere alle oplysninger om Guantánamo-fanger til deres advokater, når fængslingerne efterprøves ved de såkaldte "combatant status review tribunals". I sidste måned anerkendte den amerikanske højesteret fangernes ret til en høring om habeas corpus - deres ret til at blive stillet for en dommer.
På et beslægtet område udleverede Bush-regeringen også fredag et regelsæt for, hvordan CIA må afhøre sine fanger. Det skete, efter at højesteret sidste år slog fast, at alle, der er fængslet i USA, skal behandles i overensstemmelse med Genève-konventionen, og efter at det amerikanske udenrigsministerium tidligere på året afviste et udkast til regelsættet, fordi det stadig indeholdt så vidtgående beføjelser, at det kunne føre til anklager om tortur. Og her dukker Dick Cheneys navn op igen: Hans kontor havde ifølge New York Times presset på for en "udvidet" fortolkning af Genève-konventionen og for afhøringsmetoder, som ikke engang CIA selv havde fundet på at bede om.
Der er langt fra aktindsigt i lobbyisme til afhøringsmanualer. Men sagerne handler om at grundlægge en ny, justeret retsorden. Der tages store beslutninger hos de amerikanske domstole i disse dage.
