"Blandt disse er retten til livet, friheden og retten til at søge lykken," står der i et af demokratiets grundlæggende dokumenter, Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, som alle amerikanske skolebørn kan citere, om end mange af dem har svært ved at se sandheden i påstanden om, at "alle mennesker er skabt lige og af deres Skaber har modtaget visse umistelige rettigheder".
Når man hører George W. Bush og vores frihedskæmpende statsminister ytre ord som 'demokrati' og 'frihed' i forbindelse med indsatsen i Afghanistan og Irak, spørger man sig selv, hvad de i grunden mener med de ord.
Demokrati betyder jo 'folkestyre' og karakteriseres som regel med begreber som 'lighed for loven', 'ytringsfrihed' og 'frie valg' med almindelig valgret for alle borgere over en vis alder. Statsministerens nu måske lidt falmede rollemodel har ytret tøven med anerkendelsen af valg i f.eks. Venezuela og forsøgt sig med kup mod den folkevalgte præsident. Et par af hans forgængere i embedet har i tidens løb med held skaffet sig af med folkevalgte ledere i adskillige latinamerikanske nationer. Eksemplerne er legio.
Præsidentens skødehund i Mellemøsten, Israel, ville ikke finde sig i, at palæstinenserne ved frie valg, kunne få den umulige idé at vælge Hamas og fik resten af den såkaldt 'frie verden' til at straffe disse vælgere med sanktioner, der truer befolkningen på liv og sundhed, med fængslinger og med snigmord på ledere af det parti, som vandt de frie valg, uden hensyn til de civile, der ryger med i købet, når man bomber ofrenes boliger i det tæt bebyggede Gaza, en politik som De Forenede Stater støtter, samtidig med at deres store allierede i Mellemøsten, Saudi-Arabien, er enevældigt styret af et kongehus, som bekender sig til en fundamentalistisk sharia. Her kræves ingen frie valg.
Frihed - bare et slogan?
Hvad menes der med ordet 'frihed'? Føler irakerne i dag sig mere 'frie', end de gjorde under Saddam Husseins modbydelige diktatur? Føler de sig mere eller mindre besatte af en fremmed magt, end vi gjorde fra 1940-45 i Danmark?
Tyskerne slog i hvert fald ikke så mange civile borgere ihjel her i landet, selv om vores statsminister i dag føler, at vi måske burde have provokeret dem lidt skarpere, end vi gjorde. Vi levede jo stort set ganske godt og fedt under besættelsen. Vi fyrede med tørv i stedet for kul, der var strøm i ledningerne, selv om vi fik besked på at spare. Vi sultede ikke. Vi kunne stort set færdes i vores land uden at frygte for vores liv, til fods, på cykel og, måske til slut lidt trangt, i vores dampdrevne tog og rutebiler med gengas. Vores modstandsbevægelse led tab og blev fortjent hyldet, da krigen var forbi. Churchills ord til RAF-piloterne passede i grunden også smukt på danskernes gæld til modstandsbevægelsen: Aldrig har så mange skyldt så få så meget.
Frihed? Er det bare et slogan uden egentlig betydning? For vores magthavere i den 'frie' verden betyder det måske i dag blot frihed for markedet, frihed til kommerciel udnyttelse af vores klodes fælles ressourcer, anført af mere eller mindre anonyme kapitalgrupper, som ikke har nationale grænser eller politisk ansvar, og som i hvert fald ikke er folkevalgte, uanset hvor flittigt vores massemedier forsøger at interessere os for aktiekurser på danske og internationale børser. De smarteste kapitalister er ikke engang børsnoterede. Så skulle de jo aflægge offentlige regnskaber. Hellere købe mindretalsaktionærer helt ud, som konsortiet bag købet af vores tidligere næsten folkeejede TDC straks forsøgte efter magtovertagelsen.
Frihed i Irak? Det ser i hvert fald ud til at ordet har betydet frihed for korrupte svindlere til at lade fantastiske summer i rede dollar forsvinde ud i mørket, til benefice for lokale og amerikanske bedragere, sikkert adskillige af de samme som i sin tid finansierede Saddam Husseins krig mod arvefjenden Iran og hans oprustning med ulovlige masseødelæggelsesvåben, ligesom de finansierede de afghanske islamisters oprustning med moderne våben til krigen mod Sovjet. Engang kunne man se en noget yngre, skarpt bevæbnet Lars Løkke Rasmussen i selskab med sådanne ukuelige afghanske stammekrigere, som ikke engang briterne i imperiets storhedstid nogensinde fik bugt med, og som altså også, med Løkke Rasmussens dengang velvillige bifald, jog russerne på porten.
Fjendebilleder skifter. Ældre iagttagere som nu undertegnede, født 1928, erindrer, at de allieredes gamle kampfælle i krigen med japanerne, Ho Chi Minh, tog ved lære af sine amerikanske forbundsfæller, da han efter sejren proklamerede Vietnams uafhængighed af kolonimagten Frankrig med de indledende ord fra den amerikanske uafhængighedserklæring, der jo også var rettet mod en kolonimagt. Naturligvis var det selvindlysende for den gamle frihedskæmper at citere videre: "At når som helst en regering modarbejder disse mål, er det folkets ret at ændre eller afskaffe den..."
Nu var Ho Chi Minh jo ikke blot inspireret af Uafhængighedserklæringen. Han var en frihedskæmper, som havde været med til at besejre den japanske besættelsesmagt, men han var også kommunist. I 1945 betød det, at han og hans bevægelse, som andre modstandsfolk i hele verden, hyldede den sovjetiske røde hær. Ingen kan, ikke engang efter afsløringerne af Stalins umenneskelige regime, se bort fra den kendsgerning, at det var de arme russere, der knækkede Hitler. Vi får den dag i dag i film og tv-serier om Anden Verdenskrig beskrevet i detaljer, hvordan De Forenede Stater vandt den krig for os, så vi burde være evigt taknemmelige.
Vor tids herrefolk?
De fleste amerikanere ved ikke, hvad krig er. Det ved russerne, ikke mindst hviderusserne. Hver fjerde borger i Hviderusland mistede livet under Anden Verdenskrig. Kun Polen led næsten tilsvarende tab. I det øvrige Europa var nogle lande neutrale, Schweiz, Sverige, Portugal og Spanien. Det besatte Danmark manøvrerede sig til særbehandling. I de øvrige besatte lande i Europa kunne man med større ret end hos os tale om 'fem (eller seks) forbandede år'.
Vores store demokratiske forbillede og allierede har, foruden en del andet, det tilfælles med deres mellemøst-allierede, Israel, at de altid forsøger at overgå vores fælles gamle bibels krav om øje for øje, tand for tand. De kræver øjne for øje, tænder for tand, helst mangedoblet. Mellem vores talrige nye gloser på engelsk har vi senest fået det amerikanske udtryk 'collateral damage', som jo betyder utilsigtede civile tab. De medfører, ligesom terrorbombning under Anden Verdenskrig og især i Vietnam, en øget kampvilje og et øget had hos modstanderen. Det er bekymrende, at NATO-alliancen i Afghanistan, som i sin tid i Vietnam, er begyndt at 'tælle næser', dvs. opregne tal på likviderede modstandere. Som om de blot er tal, ikke mennesker. Og det ser ud som om, både i Afghanistan og Irak, at man for en ordens skyld, indtil det modsatte er bevist, tæller alle med, også de uskyldige ofre. De kunne jo bare holde afstand til 'fjenden', som fejt 'bruger civile som skjold', forklarer man. Under alle omstændigheder gavner det næppe det erklærede mål: at indføre demokrati i den ramte nation, 'at vinde deres hjerter og sind'. Tværtimod tvinger man militært underlegne modstandere til at benytte kampmidler af den art, som vi betegner som terror. De mangler ikke frivillige.
Betragter man tabsstatistikken, vil man se, at antallet af faldne amerikanske soldater nu overstiger antallet af dræbte i World Trade Center, mens tallet på omkomne afghanere og irakere, langt de fleste civile, er uhyrligt og grotesk vokset til titusinder mere eller mindre uskyldige mennesker, ofte dræbt af deres egne i de borgerkrige, som vores store allierede, med en utroligt klodset og naiv håndtering af konflikten, har sat i gang i en del af verden, som man aldrig bare har forsøgt at forstå.
Men det er måske blot et udtryk for det trygge, aldrig siden 1860'erne krigsramte Amerikas holdning til fremmede folkeslag i almindelighed. I 1945 afprøvede man sine nye kernevåben på civile i to japanske storbyer. I 1960'erne og 70'erne forsøgte man at bombe Vietnam 'tilbage til stenalderen' og øste giftig dioxin ud over skove og marker med følgevirkninger, som mærkes den dag i dag. Denne hensynsløshed synes især at gå ud over folk af 'anden etnisk herkomst'. Ville man have atombombet Berlin?
Vi ser gang på gang i tv billeder af de 38.000 navne på faldne amerikanere i Vietnam på en mur i Washington. Hvor lang skulle muren være med navne på de dræbte vietnamesere?
"Alle mennesker er skabt lige". Amerikanske mennesker er åbenbart, som Orwell ytrede om et andet brutalt regime, "mere lige end andre". Vor tids herrefolk?
Man kan kun håbe på, at den næste amerikanske præsident, klog af skade, vil forsøge at leve op til de idealer, som forhåbentlig de fleste af Amerikas borgere deler. Endnu findes, med et udtryk som Bodil Koch i sin tid benyttede i en tale mod Vietnamkrigen på Rådhuspladsen i København, 'det andet Amerika'.
Finn Holten Hansen er journalist
