Hvordan kan det gå til, at 25 procent af alle, der er visiteret af kommunerne til et fleksjob, går arbejdsløse i tider, hvor både offentlige og private arbejdspladser skriger på arbejdskraft? Hvad er gået galt, og hvad kan der gøres?
Håndværksrådet har netop været ude og protestere over, at de mindre virksomheder ikke kan leve med at skulle vente alt for længe på at få refunderet den del af lønnen til en ansat i fleksjob, som kommunen skal betale. Håndværksrådet taler også om irritationsbyrder, som f.eks. at virksomhederne skal indberette det samme flere forskellige steder. Her deler de i øvrigt skæbne med kommunernes sagsbehandlere. Det er også sådan, at to tredjedele af de mindre offentlige og private virksomheder aldrig har været i forbindelse med kommunerne om at få personer med vanskeligheder i arbejde. Hvordan skal det højt besungne rummelige arbejdsmarked så blive til virkelighed?
41.000 i fleksjob
Fleksjobordningen er en bragende succes, fordi personer med en betydeligt og varigt nedsat arbejdsevne kan få et almindeligt job med løntilskud til en almindelig løn, hvor de kun skal yde, hvad de har kræfter til.
I 2006 kom antallet i fleksjob derfor op på mere end 41.000. Men der er samtidig mere end 13.000, der venter på et fleksjob, og som enten lever af den lave ledighedsydelse eller af kontanthjælp. Og hvad værre er, antallet af nye førtidspensionister er ikke faldet. Det fremgår af 'Redegørelse om udviklingen på førtidspensionsområdet og det rummelige arbejdsmarked', som forligspartierne bag førtidspensionsreformen netop har indledt de første møder om.
Målet med reformen var ellers, at flere med vanskeligheder skulle have hjælp til at blive i ordinære job eller komme i fleksjob, det rummelige arbejdsmarked skulle udbygges og færre have førtidspension, men det er ikke lykkedes den gode beskæftigelsessituation til trods.
Størsteparten af fleksjobberne er kvinder, korttidsuddannede over 45-50 år, og de har været på arbejdsmarkedet i mere end 20 år. Deres arbejdsevne er især nedsat af forskellige former for bevægeapparatslidelser. Hvorfor er der ikke gjort mere for at forebygge nedslidende arbejdsforhold, og hvorfor er der ikke gjort en bedre indsats for at fastholde dem i arbejde, inden de blev fyret som langtidssyge? Størsteparten af fleksjobberne kommer nemlig fra sygedagpenge, og kommunen har derfor haft kendskab til dem. Man kan med rette spørge, om der er gjort nok for at yde den tidlige og kvalificerede indsats for at arbejdsfastholde dem på egen arbejdsplads eller f.eks. få dem revalideret til et arbejde, de kan klare?
Svaret er nej. Antallet af revalidender er bare faldet og faldet i de sidste mange år. Det er højst forunderligt, at samtidig med, at aktivlinjen i socialpolitikken gjorde sit indtog, blev revalideringen neddroslet. Det tog yderligere til med oprettelsen af Beskæftigelsesministeriet, og de mange nye beskæftigelseslove. Aktivering i bundter vandt over den individuelt tilpassede revalidering. Revalideringsreglerne blev strammet meget til trods for, at det er den foranstaltning, der sikrer flest i ordinært og varigt arbejde. Revalidering kan forebygge, at så mange kommer i fleksjob og på førtidspension. Omvendt kan flere af de mange, der venter på fleksjob, få et. Det er også sådan, at man kan revalideres til fleksjob, så man ikke fastlåses som arbejdsløs fleksjobber. To tredjedele af dem, der er på ledighedsydelse, er det i mere end et halvt år. Som arbejdsløs med nedsat arbejdsevne har man ikke mange chancer. Derfor ender unødigt mange af dem også på førtidspension.
Kommunernes stride fortolkning af de i forvejen opstrammede revalideringsregler kan føre til følgende aktuelle farce: En 31-årig med en alvorlig og varig ryglidelse har opgivet flere job, som han ikke kan holde til. Både hænderne og hovedet er skruet godt på, så han vil gerne revalideres til job, der kan sikre ham almindeligt arbejde.
Jobcentre skal oppe sig
Svaret fra kommunen er, at der ikke revalideres over det uddannelsesmæssige niveau, man kommer fra, og i øvrigt skal revalideringen overholde et princip om kortest mulig vej til arbejde, så der kan højst blive tale om en arbejdsprøvning til et egnet ufaglært arbejde.
Som socialrådgiveren fra 3F, der har sagen, siger:
"Så kan det ende med, at den unge mand i stedet får et ufaglært fleksjob, som det offentlige skal betale til, indtil han fylder 67 år, hvis han da ikke har fået førtidspension inden!"
Hun siger så også, at hun nok skal kæmpe en revalidering igennem, så han får en uddannelse, der sikrer ham varigt ordinært arbejde. Men uden hende sker det ikke.
Det er netop nu, at mennesker med særlige vanskeligheder har den store chance for at klare sig, hvis de og de virksomheder, der skal arbejdsfastholde dem eller tage imod dem som arbejdsløse, får den rigtige håndsrækning fra kommunerne. Det er også nu, kommunernes nye jobcentre skal oppe sig, hvis de skal tiltrække og fastholde dygtige sagsbehandlere og jobkonsulenter, som får arbejdsglæde gennem at yde et kvalificeret og ubureaukratisk stykke arbejde. Det skulle politikernes opfølgning på den sørgelige redegørelse om førtidspensionsreformen og det rummelige arbejdsmarked sætte fokus på frem for endnu flere bureaukratiske opfølgningsregler og sanktioner til kommuner og klienter, der ikke makker ret.
