Det drejer sig om troværdighed. Ordet er føget gennem den franske sommerluft så ofte i de seneste uger, at man kan få den mistanke bekræftet, at de der bruger det mest, har mindst af den. Michael Rasmussen er blevet fyret fra sit hold og kylet ud af Tour de France på grund af manglende troværdighed i en enkelt konkret situation, mens det for løbet og dets arrangør, ASO, har været et erkendt grundvilkår i årevis, at Tour de France har en troværdighedskrise. Stærkest efter sidste år, hvor løbets vinder, Floyd Landis, få dage efter afslutningen blev afsløret for brug af testosteron.
Rabobanks opsigtsvækkende beslutning om at trække Rasmussen ud af løbet på dagen, hvor han nærmede sig sejren, var resultat af et helt nyt moment i føljetonen om hans opholdssted i juni og de advarsler, han har fået for mangelfulde eller forsinkede oplysninger om tid og sted for uanmeldt dopingkontrol. Han har hele tiden sagt, at han trænede i Mexico, hvor hans kone kommer fra og hans svigerfamilie bor, men pludselig dukker et vidne op, som fortæller, at han har mødt Rasmussen i Italien i den periode. Vidnet er ikke hvem som helst.
Et tilfældigt møde
Davide Cassani er tidligere italiensk landsholdsrytter og nu en meget interessant og kompetent cykel-kommentator på RAI. Han havde tidligt i Tour de France, på ottende etape, udtrykt sin respekt for Michael Rasmussen, som han selvfølgelig kender, ved at fortælle sine seere, at han tilfældigt havde mødt ham under et voldsomt uvejr i Dolomitterne, hvor Rasmussen trods vejret var ude at træne i bjergene. Og han udtrykte sin respekt for Rasmussen. Det var en hyldest til en mand, der alene ligger og træner i de højeste bjerge i et vejr, som ville få de fleste andre ryttere til at blive hjemme. DR's Niels Christian Jung fik nys om denne anekdote, og Cassani var pludselig, og meget mod sin vilje, kronvidne i en sag, som ikke længere drejede sig om mangelfulde oplysninger, men om direkte vildledning og lodret løgn.
Men Rasmussens arbejdsgiver, Rabobank, har også et alvorligt troværdighedsproblem.
"Det kan umuligt ske, at vi ikke ved, hvor en rytter befinder sig," havde holdets manager, Theo de Roij, sagt på et pressemøde, da han og holdet endnu støttede danskeren. Og da det så med Cassanis historie viste sig, at det havde de overhovedet ikke styr på, havde han ikke andet valg end at fyre Rasmussen og trække ham fra løbet. For at redde holdets troværdighed over for Tour de France, hvis troværdighed ellers ville lide yderligere skade. Sikkert ikke uden tanke på sin sponsor, som jo er en bank, og manglende troværdighed er ikke lige noget en bank vil forbindes med.
Man kan på den ene side mene, at både ASO og Rabobank fedtede deres egen mangel på troværdighed af på Michael Rasmussen. Ofrede ham for selv at fremstå troværdige. Og det element er der givetvis i det. Men et tungt offer. Rabobank, som er et af de ældste og mest veldrevne hold i feltet, har aldrig tidligere vundet Tour de France, og det kræver alene af den grund en sikker hånd at smide en sandsynlig vinder ud. For blot et par år siden, hvor situationen ikke var så betændt og cykelsportens troværdighed ikke så lav, var Rasmussen sandsynligvis sluppet med en skideballe og den bøde på 10.000 euro, som han allerede har fået af sin arbejdsgiver.
På den anden side kan man ikke tale om justitsmord, sådan som 51 procent af danskerne mener ifølge en megafon-undersøgelse lavet for TV 2. Forseelsen er et klart regelbrud internt på holdet og eksternt i forhold til de dopingkontrollerende myndigheder, og Theo de Roijs beslutning var både rimelig og uden alternativer.
En katastrofe
Lige nu er der ingen andre end Michael Rasmussen selv, eller få af hans nærmeste, der kender hans motiver til at lyve så hårdnakket om sit opholdssted fra den 4. til den 26. juni. Da han blev genkendt af Davide Cassani i Dolomiterne skete det nær Predazzo i Val di Fassa, som ligger 150 km eller en lang træningstur fra hans hjem i Bardolini ved Gardasøen. Det er ikke et sted, han kan gemme sig. Der er tusindvis af cykelmotionister i området, og jeg kunne sidste år, da jeg fulgte ham på træning i bil, selv konstatere, at han bliver spottet og genkendt som en påfugl i en hønsegård. At få verificeret hans opholdssted, og Cassanis udsagn, i et veldefineret tidsrum kræver vel ikke alverden af detektivisk snilde. Så hvorfor?
Det er det stadigt ubesvarede spørgsmål, som selvfølgelig giver de allerede eksisterende mistanker et nyt løft. Indtil i onsdags var de grundløse, og det var på sin plads at være bekymret for retssikkerheden, sådan som færdige domme blev fældet af hvem som helst fra presse til cykelbureaukratiets spidser. Nu har Michael Rasmussen ikke blot en tom plads på væggen, hvor den gule trøje skulle have hængt, men også et alvorligt forklaringsproblem. Og et troværdighedsproblem, som han må dele med Tour de France og resten af cykelsporten.
For ham selv er det en katastrofe. Han har sin identitet bundet til sin cykel. Det, han var i færd med at opfylde, var en barnedrøm og en livsdrøm. I højere grad end nogen idrætsmand, jeg nogensinde har mødt, var han dedikeret til dette ene. Han kan ikke sige, det var bare et cykelløb, så nu må jeg videre med noget andet. Det var drømmen, livsgrundlaget og fremtiden, der forsvandt. De nærmere omstændigheder må vi endnu vente med at få.
