Først en lille sommerquiz, nu hvor vejret alligevel ikke er til meget andet: Hvorfra stammer de tre nedenstående citater?
"Alt for mange tager velfærdssamfundet for givet - uden at vi selv gør en indsats."
"Vi må beskæftige os langt mere med det enkelte menneskes ansvar - også for sammenholdet. Hvis ansvarsfølelsen forsvinder, har vi for alvor problemer."
"Alle må give en hånd med. Vi kan jo godt."
Ok, hvis det er for svært, så er her to valgmuligheder: Er de fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale den 1. januar 1995? Eller er de fra et interview i Berlingske Tidende sidste søndag, hvor beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen lancerede et nyt ministerudvalg for genindførelse af det personlige ansvar? Rigtigt gættet. Ordene er Nyrup Rasmussens, og de satte i midten af 90'erne en voldsom debat i gang om den enkeltes ansvar, om rettighedsegoismen, om ret og pligt, og om den omklamrende socialdemokratiske velfærdsstat, som nytårstalen af nogen blev set som et opgør med.
I dag 12 år senere forsøger regeringen så igen at kickstarte debatten med et tungt ministerudvalg, som i løbet af det næste år skal tage initiativ til en "bred, åbenhjertig og konstruktiv debat" om det personlige ansvar. Tiden vil vise, om det vil lykkes. Men et godt gæt vil være, at det, der lykkedes for Nyrup Rasmussen, er langt sværere for en borgerlig-liberal regering. Selv om Hjort Frederiksen forsikrer, at der ikke er noget partipolitisk i oplægget, så risikerer han, som det allerede er sket, at få skudt i skoene at ville mindske det offentliges ansvar, at det skjulte mål er en mindre offentlig sektor. Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen var i ugen hurtig til at betegne initiativet som gammel vin på nye flasker. Nu bekender regeringen kulør og vender tilbage til Fogh Rasmussens minimalstat, sagde han.
Debat på listefødder
Hvad Hjort Frederiksen mener med det personlige ansvar er fortsat uklart, og ministeren vil ikke give noget bud på, om han mener, at danskerne tager mindre ansvar for deres eget liv i dag end tidligere. Derfor tegner der sig en debat på listefødder, fordi regeringen ikke tør tage fat der, hvor det offentlige for alvor har overtaget ansvaret fra den enkelte.
Regeringen er som den tidligere Nyrup-regering træt af de evindeligt voksende forventninger og krav til, hvad det offentlige skal klare, men nogen egentlig ideologisk debat om familiernes ansvar i forhold den offentlige sektor, er den helt åbenlyst ikke interesseret i. Hvem har ansvaret for børnenes opdragelse, deres uddannelse, at de er sunde og raske? Hvem har ansvaret for de gamle, at de har et sted at bo og får den pleje og omsorg, de har brug for? Hvem har ansvaret for, at de unge drikker og stikker med kniv, og hvem har ansvaret for seks stykker frugt om dagen, for jordskælv og terror, der forstyrrer charterferien, for ensomhed og skulkeri?
Det er forståeligt, at ministrene er trætte af at skulle stå til ansvar for anliggender, der normalt må tilskrives det personlige. Men samtidig svigter modet til at afvise brokkeriet med henvisning til, at det er familiernes eget ansvar.
Når den enkelte og familien fratages eller flygter fra ansvaret, hænger det blandt andet sammen med den generelle tilslutning til velfærdssamfundets altfavnende karakter - fra højre til venstre i det politiske spektrum. Efter at store dele af den borgerlige blok har forvandlet sig til socialdemokratiske velfærdsstrateger, er der ingen længere til at sige stop for nye interventioner i de personlige ansvarsområder. Det offentlige tager ansvaret for dit liv fra vugge til grav.
Claus Hjort Frederiksen nævner som eksempel, at det på trods af enorme investeringer i nye kommunale jobcentre er den enkeltes ansvar at finde et job, men hvorfor så hærskaren af jobkonsulenter, elektroniske jobbanker og individuelle samtaler? Så længe man ikke kalder det, hvad det er, nemlig kontrol, kan man ikke fortænke de ledige i at formode, at samfundet har taget ansvaret.
