Det var med hooklinen 'Én for alle', at TV 2 Radio gik i luften i februar i år. Men det viser sig, at det er svært at være noget for alle, når man kun er én. I hvert fald når de danske radiolyttere er vant til det velsegmenterede Danmarks Radio, hvor man enten er til p1 eller p3 - for man kan jo umuligt være interesseret i dybdegående dokumentar- og debatprogrammer, hvis man også er interesseret i musik- Det er noget, der begynder at ligne en fiasko, som Per Mikael Jensen har sat i søen og nu forlader, inden det rigtigt fungerer.
TV 2 Radio blev lanceret som en radiokanal, der godt turde gå fra snakkeprogrammer med interviews til tre timers ren musik og videre til et nyhedsprogram. Eller nej, sådan blev de faktisk ikke lanceret, og det er måske her den største fejl ligger.
Kendisstatus
TV 2 Radio blev lanceret med ansigter. Casper Christensen, Tina Bilsbo, Thomas Madvig, Camilla Miehe-Renard osv. osv. Ikke på noget tidspunkt i markedsføringen af kanalen fik man at vide, hvad alle de dejlige kendte mennesker skulle lave.
De var bare ansat på TV 2 Radio - for eksempel fyldte Anette Toftgaard en del i reklamerne, men hun optræder slet ikke på sendefladen. Hun er eventmager.
Således syntes deres største kompetence at være deres kendisstatus, og sådan forholder det sig heldigvis ikke. Måske har ledelsen tænkt, at hvis man skulle have folk til at acceptere, at TV 2 Radio ville være både snakke-, musik- og nyhedsradio, så var det nødvendigt at bruge kendte mennesker for at få dem til at blive hængende. Men de potentielle lyttere burde have fået at vide, at de overhovedet skulle acceptere en ny form for radio. For det er TV 2 Radio i dansk sammenhæng.
Programmet Nyhedsministeriet, der her i ferieperioden er omdøbt til Sommerministeriet er det bedste eksempel på TV 2 Radios anderledes tilgang til sendefladen. 18. juli hørte vi bl.a. nyt fra Havhingsten - vikingeskibet fra Roskilde, der er på vej mod Irland, et interview med Harry Potter-oversætteren Hanna Lützen og en snak med Dennis Ritter om stemningen ved Tour de France.
Kun få stykker musik afbryder programmet. Det er historierne, der er i fokus, og ikke på samme måde som i dansk radios overkække morgenprogrammer. Man kommer dog aldrig helt i dybden. Det bliver ikke intellektuelle diskussioner, men det er helt fint: Det er jo TV 2.
Relancering
TV2 Radio er i gang med en relancering, for Casper Christensen er skredet, og lyttertallene er katastrofale.
Men jeg har et stille håb om, at de ikke vil pille ved ambitionen om at tilbyde danskerne en kanal, der tør lave forskellige programmer til de samme mennesker. Det er de færreste danskere, der åbner radioen for at høre et enkelt program. Man er P3-lytter eller P1-lytter. Men hvorfor kan man ikke være Nyhedsministeriet-lytter, Det Elektriske Barometer-lytter, Mads og Monopolet-lytter, Ultralyd-lytter og Orientering-lytter på én gang? Alt for én så at sige. Det er det, vi forhåbentlig kan lære af TV 2 Radio. Så længe det varer.
TV2 Radio, Sommerministeriet (Nyhedsministeriet) hver dag kl 18-19




