Nu kan jeg se den arbejde sig frem ude på det fynske hav i en glorie af skumsprøjt og aftensol. Færgen er på vej mod Skarø. Det er en god, nøjsom og flittig færge. Hver dag sejler den tre-fem ture fra Svendborg til Skarø, videre til Drejø og tilbage igen forbi Skarø til Svendborg med bugen fuld af ø-boere og turister. Jeg er den eneste, der venter ved færgelejet i aften.
Tidligere i dag, da jeg sejlede fra Svendborg med den lille færge, spurgte jeg, om det var muligt at stige af på Skarø og alligevel nå den sidste færge videre til Drejø. Det kunne man godt, fortalte billetdamen mig, men den sidste færge sejler kun fra Svendborg, hvis der er passagerer i Svendborg. Eller hvis jeg kan love at være klar, når de kommer til Skarø. Jeg lover at være der til tiden. Jeg vil meget gerne videre til Drejø i aften, og billetdamen lover, at så vil de komme og hente mig.
Men nu, da jeg står alene ved færgelejet og lytter til selskabeligheden i lystbådehavnen bag mig, bliver jeg urolig. Jeg føler mig uanstændig. Jeg begynder at frygte, at det er en tom færge, der nærmer sig. At de er sejlet hele vejen fra Svendborg kun for min skyld, at de skal helt til Drejø kun for min skyld. Det vil virkelig ikke klæde mit personlige CO2-regnskab. Og alle de mandskabstimer kun for min skyld. Jeg når at fortryde mit hastværk, min utålmodighed med at komme videre. Hvad er det egentlig, jeg har så travlt med? Jeg har ingen anelse om, hvad der venter på Drejø. Navnet vækker en tåbelig, sentimental følelse af tryghed og genkendelse, barndom. Jeg voksede op lige ved Drejøgade i København. Jeg har gået til skole ad Drejøgade.
Man kunne spørge sig selv, om det er forsvarligt at holde liv i de små samfund på øerne -det er en dyr måde at leve på. Er det eneste forsvarlige ikke, at vi flytter sammen i byerne?
Heldigvis er der tre biler og masser af mennesker med færgen. Det er helt forsvarligt at springe om bord. Min ængstelse og alle mine bebrejdelser mod mig selv og de små lokalsamfund lægger jeg bag mig, mens vi lægger Skarø bag os, og solen synker og synker, synker ned gennem lette skyer og sætter dem i brand, og i det hele taget gør sit bedste for at idyllisere omgivelserne. Det er kun færgens motors insisterende banken, der forstyrrer den nydelige sommeraften.
Jeg svarer nej
Og så endelig ændrer færgens monotone banken sig, vi nærmer os endemålet. Og så et lille bump, landgangklappen sætter sig i bevægelse. Bilernes motorer og lygter tænder. Jeg står klar til at springe i land ved siden af bilerne. Og så stikker en kvinde hovedet ud af et vindue og spørger, om jeg skal til ø-lejren. Nej, svarer jeg.
På kajen bliver jeg igen spurgt, om jeg skal til ø-lejren. Nej, svarer jeg igen. Manden, der spurgte, ser sig omkring efter andre passagerer. Det er blevet mørkt. Jeg er den eneste, der kommer fra borde til fods. Jeg er blevet nysgerrig efter, hvad det er for en størrelse, den der lejr, så for at holde samtalen i gang fortæller jeg ham, at der vist var et par af bilerne, der skulle til lejren. Og jeg fortæller, at jeg skal skrive lidt om øen til Information, og jeg spørger, om jeg måske kunne komme forbi og se, hvad de laver på lejren. Det mener han, ikke er ikke noget problem. Han peger på en traktor, der holder ved siden af os, og han tilbyder mig et lift. Men jeg burde nok lige få mit telt slået op, siger jeg. Han tilbyder, at jeg kan slå det op nede hos dem, men jeg er ikke helt klar til at involvere mig så intenst i lejrlivet. Der er fordomme, der holder mig tilbage, det indrømmer jeg. Jeg holder mig til den primitive lejrplads, som statsskovene stiller til rådighed her ved havnen. Men jeg fortæller, at jeg meget gerne vil komme forbi senere og tale med dem. Og det skal jeg bare gøre, siger han, og han peger ned ad kysten, dér, lidt længere fremme, holder de til. Alletiders, og vi ses.
Alene i mørket
Det er slet ikke så let at finde ø-lejren. Jeg lister omkring i en bælgmørk Drejø by, træder næsten på en lille hund, hilser på ejeren. Pludselig toner en kridhvid kirke ud af mørket. Og en kirkegård. Uhyggeligt. Jeg vender om og overbeviser mig selv om, at det nok er i den anden retning, ude ad Skovvejen, jeg kan finde lejren.
Bilerne i vejkanten giver mig håb om endelig at have fundet lejren. Markvejen er godt mudret, og flere biler holder parkeret langs markskellet. Og så kan jeg se en skurvogn og et stort telt. Jeg møder en mand, som viser mig ind i teltet, han præsenterer mig for en mand, der hedder Bo, yoga-læreren. Vi aftaler, at jeg kan komme tilbage næste formiddag. Han vil tale med de andre, om hvorvidt det er en god idé at have mig snusende omkring. Glimrende.
Jeg lusker tilbage til mit telt, finder snapsen frem, går ned til havnen og sætter mig og varmer mig på snapsen og lytter til rebningens sang og slag mod masterne. Endnu en dag overstået i søgen efter de små forskelle. Endnu en dag på jagt efter steder, man kunne trimme væk for at skabe et rentabelt Danmark.
Den violette nøgenhed
De kommer luntende mod fællesteltet. Lejrpladsen er godt medtaget efter sidste uges regn. De kommer fra morgen-yoga i gummistøvler, og morgenmaden er næsten klar. Noget er gået galt med brødet. Dejen skulle have været slået op i aftes, men er først blevet lavet i morges. Men hvad fanden, den slags rettes til hen ad vejen. Bo beder mig forklare mit ærinde for deltagerne, og jeg lover at forsvinde om en times tid, så de kan begynde at opføre sig, som de plejer igen.
Det er en flok smilende mennesker. Niels, en af arrangørerne, viser mig en mappe med billeder og ting og sager fra de sidste mere end 30 års lejre. Der er billeder af smilende mennesker på aktiv ferie. Det ser altsammen meget tilforladeligt ud. Slet ikke uanstændigt. Og jeg får endnu en af disse vidunderlige foldere, pjecer og blade, som det danske sommerland er så fuldt af. Her er planer for alle Danmarks ni ø-lejre, hver med deres tema. Drejø-lejren har overskriften 'Krop, sind, ånd - i pagt med naturen.' Jeg er ramlet ind i ugen med klassisk yoga, afspænding og meditation. Næste uge står den på massage og sjælens teater.
En ung mand kommer hen til mig, han vil gerne tale med mig om lejren. Han er på vej hen for at hente grøntsager hos en af de lokale. Jeg inviterer mig selv med i bilen. Han hedder Joachim. Han er geograf og miljøplanlægger, og for tiden i gang med at uddanne sig inden for healingsmassage og samtaleterapi. Han lever helt op til mine fordomme, men afmonterer dem til en vis grad straks efter med sin åbne og humoristiske tale om det violette segment og de violette dyder. Han bor i et økologisk landbrugskollektiv uden for Roskilde. Han taler begejstret om ø-lejr-livet. Det fordomsfri samvær, roen, den særlige måde, man kan være sammen på, langt fra dagligdagen og omverdenens fordomme omkring den her måde at være sammen på. Og det er altsammen meget godt. Jeg overvejer faren ved den slags fordomsfri samvær - men hvad fanden, det er vel ret uskadeligt.
Jeg spørger i stedet til deres forhold til de lokale. Det er et godt forhold, mener Joachim. De prøver at handle det, de kan, hos den lokale købmand, og de køber alt frugt og grønt hos lokale avlere - som Ursula vi er på vej hen til. Vi køber 10 kilo kartofler, seks agurker, et bundt meget spæde bladselleri, lidt salat og et par håndfulde spiselige blomster.
Branden i 1942
Jeg hjælper Joachim tilbage tilbage til lejren med indkøbene og lister min vej.
Jeg går ud til skoven, og jeg ser ud over klinten, og så smutter jeg forbi Drejø Hjemstavnsmuseum - Gl. Elmegaard, hvor Beth viser rundt. Hun købte gården i 1995 og fortæller om fonden, hun har stiftet til bevarelse af gården som hjemstavnsmuseum. Og hun fortæller om den tragiske brand i 1942, der raserede Drejø by og kun efterlod to af de oprindelige bindingsværkshuse - det ene er Gl. Elmegaard. Og hun viser en model af byen, som den så ud før branden. Museumscafeen er et monster af idyl. Stokroser, hvidmalede havemøbler, hjemmebagte kager, varm kaffe - Danmark!
Branden er velsagtens forklaringen på, at byens kro har til huse i en trist murermestervilla. Ikke et charmerende stråtækt bindingsværkshus. Jeg kryber ind i skyggen med en øl og falder i snak med nogle lokale og en mand fra Svendborg, som lader til at kende alle de fastboende. Hans kæreste arbejder på kroen, fortæller han. Arne, sidder her også, og Lone og Aksel kommer forbi og bestiller straks en omgang til hele bordet. Vi takker og skåler. Krohunden, en lille terrier af en slags, passer på os og vimser nysgerrigt omkring.
Og så parkerer Morten sin traktor i vejsiden og springer ud, der hilses, og Morten beklager sig over at have fået olie på hænderne. Han skal hente frokost til folkene. De har været oppe og slås med en mejetærsker hele dagen. Den gik i stå i går. Satte sig fast. De mener vist, at der er kommet en muserede i maskineriet. Et værre rod i hvert fald. Høsten skulle gerne i gang. I morgen måske, mener han. Kornet er stadig lidt fugtigt efter den megen regn sidste uge. Men hvis det holder tørt, så måske i morgen eftermiddag. De har lovet regn i morgen aften igen.
En sejler fra Vejle slutter sig til selskabet. Solen klemmer os sammen i en stadig mindre skygge under parasolen. Hyggeligere og hyggeligere bliver det. Vådere og mere øllet. Det viser sig, at sejleren fra Vejle er kørelærer. Der bliver talt om en relativ ny mulighed, hvis man skal tage erhvervskørekort, hele baduljen, lastvogn og latsvogn med anhænger, var det AMU, der stod for det? Det var det vist, i hvert fald er det billigt, man får løn imens. Han har også engang været hundeklipper.
Og jeg lytter til den gamle historie om ham, der endelig fik sit jagttegn i andet forsøg og en dag overhørte en samtale om en gammel syg kat, der skulle aflives. Og han tilbød at klare sagerne, han mødte op med sin riffel, og mens familien, far, mor og en lille pige, triste og andægtige kiggede på, placerede han mundingen mod kattens nakke og splittede katten i tusind stumper og småstumper, en blodfontæne af kat. Den stakkels pige må være blevet traumatiseret for livet, mener én. Vi griner, og det er ikke slut endnu. Ikke længe efter skulle manden aflive endnu en kat. Men han var blevet klogere. Han ladede kanonen. Fangede katten - lod den løbe, tog sigte, og fyrede af. Han ramte katten, men han havde desværre også banket to skud hagl ind i sin egen bil. Ak og ve.
Livet er lige til at leve. Der er nye øl på vej. Vi skiftes til at hente omgange. Ingen vil stå tilbage for nogen. Her er i grunden dejligt.
Jeg kommer til at sove godt i nat, tænker jeg. Og jeg fik ret.
