Picnicballet

Hübbe og herlighederne

Hans præcision er lige så skarp, som den er kærlig. Og Nikolaj Hübbes instruktion bringer Den Kgl. Ballet op på det rigtige niveau for en sommerballet. Provinstrinene er nået til Koldinghus i aften
1. august 2007

Levere varen, det kan Nikolaj Hübbe stadig. Han træder ind på scenen, som om han har tilskuermagneter gemt i sine muskuløse skuldre og sine runde balder. Så ser han direkte ind i blikket på os alle sammen, så vi knap tør blinke. Og når det så passer ham, så strækker han flabet foden ud - og så sætter han sin krop i turbo.

Pludselig katapulterer han op i de vildeste spring. Han drejer, han hvirvler, han bremser, han dvæler. Hans præcision er lige så skarp, som den er kærlig. Og han ligner alt andet end en krop, der skal danse af til foråret...

Charmen hos den kommende balletmester har imidlertid også smittet af på danserne rundt om ham. Skal man profetere, så bliver det et lykkeligt møde mellem instruktøren Hübbe og Den Kgl. Ballets dansere.

Lørdagens Apollon var i hvert fald en vidunderlig oplevelse af intens glæde mellem Hübbe som guden Apollon og hans tre muser. Balanchines ballet til Stravinskijs musik er et af de første neoklassiske balletværker, allerede fra 1928, og koreografien er en sublim, musikalsk leg med toner og tæer og fingerspidser - og pludselige indfald af humor. Netop det muntre har Hübbe særligt blik for.

Når han lægger sit hoved i de tre kvinders hænder, er det med et kropsligt suk, der kan 'høres'. For hvor kan det være svært at vælge mellem skønheder... Især når den ene muse er dejligere end den anden.

Årets imponerende overraskelse er den nyudnævnte solist Femke Mølbach Slot, som danser med en lethed og en flirtende linjeskønhed, som er aldeles henrivende - og med ben i forjættende vinkler.

Caroline Cavallo supplerer med sin luftige ynde og sin lynhurtige uforudsigelighed, som gør hvert sekund spændende.

Og Silja Schandorff træder ind med yndlingsmusens selvsikkerhed i det udfordrende blik, hvorefter hun slanger sine lange ben ind gennem Hübbes arme i uendelige drillemønstre. Museguf!

Flirtende

Apollon får imidlertid flot og frækt modspil af Tim Rushtons Bach-kommentar Triplex fra 1999, der leger med musikken gennem vores tids udtryk - og gennem dansernes flirt. Så selv om armene bare kanter sig over hovedet og hen over maven, så bliver der rig tid til at blafre med de kåde ben og provokere tyngdekraften i opadspring.

Her er det charmerende Alexander Stæger og flotte Sebastian Kloborg, der kæmper om smækre Femke Mølbach Slot, men hun springer bare spagatspring op mod regnskyerne, mens hun lover guld og grønne skove - det mener Stægers smil i hvert fald, at hun gør.

Rushtons lille ballet passer perfekt til sådan en udendørsforestilling. Og sammen med Apollon bliver Triplex bliver en fin gestus over for det publikum, der måske ellers er bange for tyl og pailletter.

At så Den Kgl. Ballet også insisterer på at danse Jorma Elos tyndbenede og langtrukne 10 to Hyper M - for Silja Schandorff i sorte tåsko og læderlook og Fernando Mora med høj humor i skuldrene - det viser bare, at ikke al koreografi kan camoufle-res med lækkert tøj. Modebluf!

Akavet

Selvfølgelig sluttes der af med Bournonvilles Napoli fra 1842. Altså en beskåret 3. akt, uden anden dekoration end den, som danserne selv skaber op mod træer eller slotte eller bølgetoppe rundt om i landet den næste uges tid.

Her bliver det imidlertid tydeligt, at Bournonville ikke nødvendigvis er let at danse for de unge, toptunede dansere, der ellers kan kaste benene rundt om halsen og lave alverdens trickspring. Bournonvilles dans kræver en frygtelig god koordination; ellers ser bevægelserne pludselig akavede ud, og så er Napoli ikke helt så festlig en finale.

Men den nyudnævnte solist Ulrik Birkkjær redder heldigvis mandsdansen med sine musikalske fraseringer og sit naturlige flow i bevægelserne. Og Caroline Cavallo viser, hvordan Bournonville kan danses så indlysende smukt og så boblende af glæde, at man knap ser trinene. Det er vigtigt, at Den Kgl. Ballet nu drager landet rundt med dette dusin dansere. Kompagniet har i årevis forsømt publikummet uden for Kgs. Nytorv, så det er glædeligt, at denne sommerturné er ved at blive en tradition, og at den vokser i hænderne på Peter Bo Bendixen. (At det kun kan lade sig gøre, fordi Danske Bank betaler gildet, det er så en anden, mystisk sag. Sponsorluf!)

Kompromisløs

Men det er også vigtigt, at niveauet holdes højt med kompagniets stjerner i front: En Hübbe, en Schandorff, en Cavallo - og en Kristoffer Sakurai (der alternerer for Hübbe) og nogle af de andre solodansere, som også er med på turneen.

Ikke mindst i disse år, hvor både Dansk Danseteaters sommerdans i Politigården og Kølpins Sommerballet på Bellevue lokker både københavnere og provinsfolk til dans på højeste plan. Sommerpublikummet kan ikke spises af med det næstbedste.

Nikolaj Hübbes kontrakt som 1. instruktør indledes i dag. Og fra 1. juli næste år er han balletmester. Hans kompromisløse instruktion af denne sommers Apollon giver flotte løfter om hans evne til at inspirere danserne - og hans insisteren på, at de skal finde det mod og den satselyst, der er nødvendig for at skabe både det ultrapræcise og det sublime. Og så lader han forhåbentlig sin Bournonville-lyst smitte, så også Frank Andersen og Anne Marie Vessel Schlüter og de andre Bournonville-instruktører får den nødvendige gennemslagskraft. Også traditionen skal kunne levere varen. Og Bournonville skal helst danses hot. Som Hübbe-stuff!

Kgl. Sommerballet

Apollon af George Balanchine, musik af Stravinskij, instruktion af Hübbe. Triplex af Tim Rushton, musik af Bach. 10 to Hyper M af Jorma Elo, musik af Mozart, kostumer af Annette Nørgaard. Napoli 3. akt af Bournonville, musik af Gade, Helsted, Paulli og Lumbye, instruktion af Anne Marie Vessel Schlüter og Frank Andersen. Kunstnerisk leder: Peter Bo Bendixen. Den Kgl. Ballet, oplevet i Grønnegården i Kbh. 1 t 30 min.

Turné med gratis udendørsforestillinger kl. 20:

I aften ved Koldinghus

Torsdag Musikhusparken i Århus

Fredag Gl. Skagen

Søndag Kerteminde ved højskolen

Mandag Akademihaven Sorø

Tirsdag 7. aug. Fredensborg Slot

Onsdag 8. aug. Ishøj Byhave.

www.kglteater.dk

www.danskebank.dk/sommerballet

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • ff-2obamaposter239874923874.jpg

    'Vi vil så gerne have, at Obama skal være progressiv...'

    Barack Obama er af både danske og amerikanske medier blevet beskrevet som progressiv, en forandringens mand. Men Obama har under hele kampagnen placeret sig 'godt i hovedstrømmen', mener flere eksperter
  • ladies.jpg

    Man bliver grim af at skrive

    Det er sjældent, at den nordiske samtidslitteratur formår at tilfredsstille både intellektuelt og litterært. Men det gør Mara Lee
  • 20080828-131150-6.jpg

    En bjørn i ulveklæder

    Der er tale om en utilgivelig og farlig russisk magtdemonstration, som kan få alvorlige følger for forholdet mellem Rusland og de tidligere sovjetrepublikker, som er blevet bestyrket i deres frygt for russiske imperiale hensigter, og forholdet mellem Moskva og Vesten
  • Karadzic i deres hjerter

    Efter 13 år på flugt begynder retssagen mod krigsherren fra 90'erne, Radovan Karadzic, i morgen i Haag. Jens-Martin Eriksen er i den anledning rejst til det dybeste Serbien, hvor folkekultur rimer på krigspolitik
  • ff-932874923847bobbitt.jpg

    'Stort set alt, hvad vi ved om terror, er forkert'

    Han regnes som favorit til at blive sikkerhedsrådgiver for Barack Obama og har fungeret som rådgiver for seks forskellige amerikanske regeringer. Information har talt med den amerikanske forfatter og professor Philip Bobbitt
  • ff20080826-181437-pic-486019354.jpg

    Under overfladen

    Den danske filminstruktør Kasper Barfoed er stor fan af sin amerikanske kollega Michael Mann, hvis film 'Collateral' har været en stor inspiration for Barfoeds seneste film, thrilleren 'Kandidaten', der har premiere på fredag