Selvfølgelig har han stoppet sig med forbudte stoffer op til løbet, og selvfølgelig har han sikret sig, at de ikke kunne spores i blodet under selve løbet. Han har selvfølgelig heller ikke bare glemt at fortælle, hvor han opholdt sig under træningen. Han har iskoldt kalkuleret med at holde sig inden for det antal advarsler, som ikke ville være nok til at udløse en sanktion.
Men der gjorde han regning uden vært. Tour-ledelsen var ikke til at spøge med, når en dansker kom i gult. Efter at Bjarne Riis med sin dopingtilståelse havde kastet skam over Tour de France med tilbagevirkende kraft og havde trukket den gule trøje gennem sølet med sin frække bemærkning om, at den lå til afhentning ude i garagen, hvis nogen af de tilstedeværende journalister ville have den, var en ny dansker i gult ikke noget behageligt syn for Prudhomme og Clerc.
De ventede bare på chancen til at smide ham ud, og den serverede Michael Rasmussen dem på et sølvfad. Hvor surt! Tour-ledelsen tørstede efter at statuere et eksempel, og Michael sørgede for, at bægeret var fuldt. Uden sympatitilkendegivelser fra sine kolleger, uden charme og karisma og uden en magtfuld cykelnation i ryggen var han klar til rollen som syndebuk.
Tour-ledelsen fik sendt et signal. Det er mærkeligt, at vi i informationssamfundet i den grad betjener os af et indianersprog fra før postdiligensen og telegrafen blev opfundet. Claus Hjort Frederiksen har også lige sendt et signal, der fortæller, at regeringen ikke er til sinds at løse problemerne i plejesektoren med politiske midler, men afventer en holdningsændring i befolkningen. Før de pårørende klager til politikerne, skal de spørge sig selv, om de ikke selv kunne have gjort noget for at afhjælpe problemerne.
Moralsk opsang
Synspunktet kan være nok så rigtigt. Det skal bare ikke komme ud af munden på en politiker, som har bedt om og fået vores mandat til at løse problemerne med politiske midler og ikke ved hjælp af en moralsk opsang. Sådan noget kan man bare blive noget så sur over.
Jeg er også sur over, at vejrprofeterne fra DMI i forsommeren lover os en bragende varm sommer, og så viser det sig, at sommeren i år falder på en torsdag. Vejrprofeterne er blevet så behagesyge, at de skamløst paraderer med helt uvidenskabelige forudsigelser, hvis bare det kan skaffe dem en forside på B.T. eller det, der er endnu værre. Den varmeste sommer i mands minde blev til den vådeste med det resultat, at rejseselskaberne tabte masser af penge i juni, og de rejselystne tabte endnu flere i juli.
Ligesom bankrådgivere kan holdes ansvarlige for råd, der påfører kunderne tab, burde vejrprofeterne holde de tusinder af mennesker skadesfri, som nu har tabt penge i blind tiltro til DMI.
Jeg er også skide sur over Skattecenter Odenses indførelse af stikkersamfundet i jagten på sort arbejde, men det må vente, for nu skal jeg ud og nyde sommeren.
