Weissbier er skabt til dunkle novemberaftener, men også til en regnvejrsdag i juli. Som en hyldest til Tyskland dominerer mørke hvedeøl denne gang ølklummen.

Men vi lægger ud i en helt anden boldgade: Eftermiddagens højdespringer kommer fra det danske bryghus Ølfabrikken, som har skabt en lille perle med deres Saison Kamille. Det pæne skum og den overvældende, frugtige duft forfører straks, selv om de lovede kamille og timian er svære at opsnuse. Smagen er rund og mindre aggresiv end de fleste belgiske forbilleder, og de enkelte smagsnuancer er subtile og integrerede. Efter et stykke tid mærkes kamillen let dulmende i munden, en afgjort behagelig fornemmelse. Det er en meget velkomponeret øl, en rigtig sommerøl, som gør sig strålende til en date, hvor man skal have et næsten sikkert kort at imponere med, ligesom Barry White - der trods den slidte kliché er stadig lige sexet. Og til en let madret, gerne svinekød eller nye dildkartofler og tofu. Dette er en lykkebringende øl, som det ikke er svær at elske.

Salmiak og elmetræ

Verdens ældste bryggeri, Brauerei Weihenstephan, som har virket siden 1040, står for den næste øl. Den er en klassisk mørk overgæret weissbier med et stort, blødt skum, dyb rødlig lød og en meget dominerende duft af humle. Smagen er flot gæret og bitter, eftersmagen er lang og har et pift af salmiak. Der er smalle toner af elmetræ, men mest bemærkelsesværdig er den såkaldt femte smag - umami - som fik veganeren i panelet til at tænke på pastrami, og fik rovdyret til at tænke på oliven. Den er mindre afrundet og mere skarp i nuancerne end den prægtige lyse hefeweiss fra samme bryggeri og ville stå sig fremragende til en kaninragout med gulerødder og scorzonerrod eller en linseret.

Idet Maisel’s Weisse kommer i glasset virker dens skumudvikling næsten profetisk: Et højt og flot skum, som hurtigt falder sammen. Duften er fjern, hvis overhovedet til stede, og nuancerne er svære at udpege. Den er yderst anonym i smagen, finsk lakrids og birkebark anes i baggrunden, men i helheden mangler der klangbund, og den fylder for lidt i munden. Den er weissbierens Bacardi Breezer, der ikke fornærmer, men er komplet tandløs; øllen som aldrig kunne finde på at kalde nogen for “svin”. Den føles mest som at spise karamel med papir på - eller hvilket billede man kunne få lyst til at erstatte dette med…

Som boldrummet i IKEA

Den sidste på kortet, Aventinus, ser fornem ud, når den hældes op. Med sin lette kulsyrerøg og flotte skum med store bobler minder den om boldrummet i IKEA. Duften er som et modent Ingrid Marie æble, næsten som en øl, der kender munden i forvejen. Smagen er i begyndelsen overraskende stor, men med skarpe detaljer som en bjørnekram med klør. Den har nogle karakteristika, som er meget sjældne i en weissbier - humlesmagen minder mest om den i en elefantøl, og eftersmagen er meget mere intens og kort; næsten abrupt, som at hoppe på hovedet i vandet - en kort gysen, som man savner lidt efter 10 minutter. Men stadig er det en lun øl, som ville være en god medspiller i et slag Risk. En øl til grønlangkål eller bagte rodfrugter med hvid peber og sennepssauce, eller som et frækt alternativ i øllebrøden.

Ølfabrikken, Saison Kamille, 75 cl, 6,5 %, 70 kr.
Weihenstephan Dunkel Weissbier, 50 cl, 5,3 %, 25 kr.
Maisel’s Weisse Dunkel, 50 cl, 5,4 %, 23 kr.
Aventinus Weizenstark Doppelbock, 50 cl, 8,2 %, 30 kr.