Vi befinder os i et midlertidigt omklædningsrum, hvor vi ifører os beskyttelsesdragter inden et besøg i det pulserende hjerte af Irans atomprogram på Esfahan-anlægget, hvor der arbejdes døgnet rundt for at producere materiale til Irans berigelsesanlæg ved Natanz.
Esfahan-anlægget, der ligger i det centrale Iran og arbejder under nøje overvågning af FN, anses for at stå på enhver liste over mulige mål for det amerikanske militær i forsøget på at standse Irans atomprogram, før dets videnskabsmænd kan fremstille tilstrækkeligt brændstof for en bombe ved Natanz.
Med en ny, truende runde af amerikanske sanktioner, som straf for at Iran har nægtet at indstille arbejdet i Esfahan og uranberigelsen ved Natanz, har den iranske regering iværksat en charmeoffensiv over for den offentlige opinion i Europa og USA for at demonstrere, at deres atomare aspirationer udelukkende er fredelige. Vestlige regeringer insisterer fortsat på, at Iran må indstille berigelsesprocessen som en betingelse for forhandlinger på grund af den dybe mistro, der fulgte efter 18 års hemmeligholdelse af de mest følsomme områder af dets atomprogram. The Independent og fem andre journalister fra England, Frankrig, Tyskland og USA, hvis regeringer vil beslutte, hvorvidt der kan opnås en fredelig løsning på krisen med Iran, blev inviteret til Iran af præsident Ahmadinejads regering med et løfte om hidtil uhørt adgang til landets mest højtstående embedsmænd og dets mest følsomme atomanlæg.
Men i sidste øjeblik satte iranerne grænser for gennemsigtigheden og aflyste besøg til det vigtige anlæg ved Natanz og det kontroversielle anlæg ved Arak, der er under opførelse. Udenrigsminister Manouchehr Mottaki begrundede beslutningen med 'tekniske problemer'. Men den viste endnu en gang den iranske magtstrukturs uigennemskuelighed, hvor de endelige afgørelser hviler i hænderne på den åndelige leder, Aytollah Ali Khamenei, og hvor Revolutionsgarden hersker i kulissen.
Fem-10 år fra en bombe
Anlægget, der ligger i skyggen af forrevne sandstensbjerge, gennemboret af sikkerhedstunneller og -lagre til atommateriale, ligger blot 15 km sydøst for Esfahan, en af de smukkeste byer i den islamiske verden.
Mindre end en halv times kørsel fra byen ad en ørkenvej, flankeret af militært materiel, oplever vi selv, hvordan den iranske republik har hævet dets atomprogram til et sådant niveau af national stolthed og uafhængighed, at atomsymbolet nu er kommet på en pengeseddel. Vi bliver fulgt ind i en hall, hvor der hænger et banner med påskriften: 'Atomkraft er vores indlysende ret.'
En kort propagandafilm med betagende underlægningsmusik viser de iranske videnskabsfolks triumf, da de fejrede produktionen af den første lille flaske med uran hexaflorid, udvundet af U308, 'yellowcake'. Siden gennembruddet i 2004 har man ifølge anlæggets 30-årige leder, Hamid Mohajerani, produceret 200 ton uran hexaflorid gas. Materialet bliver sendt til berigelse i Natanz, lige foran IAEA's kameraer. Her har IAEA bekræftet Irans påstand om, at man nu behersker teknikken til at berige uran hexaflorid til de 3,5 procent, der er nødvendigt til civile formål. Hvis det beriges til 93 procent eller mere, ville Iran kunne fremstille atombrændstof, men vestlige eksperter mener, at landet stadig er fem til 10 år fra at have en bombe.
Vestens behov for faste garantier om Irans planer er blevet større siden valget af præsident Mahmoud Ahmadinejad, der har øget spændingen i forholdet til Israel ved gentagne referencer til den israelske stats udslettelse. Han er også en ivrig tilhænger af den profeterede genkomst af shiaernes 'skjulte imam'. Ifølge visse lærde kan tilhængere af den 12. imam være for en atomar holocaust for at fremskynde imamens tilbagekomst. Han forsvandt i en hule i 878, men lovede forinden at vende tilbage på den sidste dag.
Men pr-chefen på Esfahan-anlægget, Hossein Simorg, understreger, at "alle vore aktiviteter er totalt fredelige og kun rettet imod fredelige, industrielle og landbrugsrelaterede formål."
På turen igennem laboratorierne fortæller Mohajerani, at anlæggets hovedformål i øjeblikket er at producere hexaflorid til berigelse som en del af et civilt program, der skal opfylde det stigende behov for elektricitet, idet man forventer, at Irans oliekilder vil være tømt om 20 år.
"Simorg beder os om at "skrive, hvad I ser, ikke om politiske emner."
Stadig en byggeplads
Men Irans atomprogram er uadskilleligt fra international politik. Derfor den iranske regerings forsøg på at sætte en stopper for FN's indblanding og klarlægge tilbageværende 'tekniske' problemer med IAEA, som har været ude af stand til at garantere programmets 'udelukkende fredelige natur'.
I Teheran beklager en højtstående iransk embedsmand, at "28 år efter revolutionen har vi stadig ikke et kraftværk." USA har med held presset europæiske, kinesiske og russiske regeringer til i de senere år at begrænse deres atomsamarbejde med Iran.
Det næste stop på vores nukleare rejse, Bushehr i det dampende varme Sydiran, illustrerer de iranske vanskeligheder. Det såkaldt 'sikre' letvandsanlæg ved Den Persiske Golf har været under opførelse i samarbejde med russerne de seneste 12 år. Kontrakten er nu blevet begrænset til at dække konstruktionen af en enkelt atomreaktor, der skal producere 3.000 megawatt elektricitet til eget forbrug.
Som garanti for at man ikke vil anvende atombrændstof til militære formål, har Iran indvilliget i at modtage uran fra Rusland og sende det benyttede brændstof tilbage til Rusland til genbrug. Videnskabsmændene ved Bushehr, der normalt gennemgår tre års træning i Rusland, siger, at reaktoren er 93 procent færdig og klar til at blive taget i brug "om seks måneder". De er stædigt optimistiske og tror, den første leverance af 80 ton uran til reaktorkernen snart er på vej.
Men på vores tur rundt på anlægget ser vi tydeligt, at både reaktoren og det nærliggende turbinekammer stadig er én gigantisk byggeplads.
Den iranske regering er overbevist om, at de mange forsinkelser i forbindelse med opførelsen af anlægget skyldes politisk pression. Russerne opsagde samarbejdet sidste marts, officielt på grund af betalingsproblemer. "Jeg er sikker på, de ikke vil give os brændstoffet," siger en iransk embedsmand. På vores allersidste dag i Bushehr erklærede den russiske regering, at anlægget ikke ville begynde produktion før anden halvdel af 2008.
Høje indsatser
Irans invitation til vestlige journalister viser, at regeringen nu vender sig mod verden udenfor. Men pr-kampagnen har kørt sideløbende med succesrige, officielle forsøg på at skræmme egne borgere fra at kontakte udlændinge inden for Irans grænser af frygt for, at Bush-administrationen forsøger at generere en 'fløjlsrevolution' med det formål at styrte præstestyret.
Da den britiske ambassade afholdt sin årlige reception den 14. juni for at markere dronningens fødselsdag, blev iranske gæster bombarderet med æg og tomater. Efter nye demonstrationer i forbindelse med adlingen af Salman Rushdie to dage senere har ambassaden skåret ned på møderne med iranske kontakter.
Iranere er blevet yderligere forbeholdne over for at møde udlændinge efter på tv at have set to iransk-amerikanere 'tilstå', at de underminerede den islamiske republik.
Med Bush-administrationen svækket af krigen i Irak over for et paranoidt Iran, er det vanskeligt at forudsige, hvilken vej udviklingen går. Den iranske udenrigsminister advarede os om, at yderligere FN-sanktioner i forbindelse med Sikkerhedsrådets kommende møde om sagen i september vil føre til en "konfrontation". Samtidig ønsker præsident Bush ikke at overgive en uløst atomkrise med Iran til sin efterfølger og fortsætter med at erklære, at alle muligheder, også militære, står åbne.
Dette er et spil med de højeste indsatser deriblandt national stolthed. Det indeholder risikoen for regionale brændpunkter i tilfælde af amerikanske militærangreb og et potentielt atomkapløb i Mellemøsten, hvis Iran fortsætter sin kurs. Men set herfra er det ikke iranerne, der først blinker med øjnene.
© The Indenpendent & Information
Oversat af Ebbe Rossander
