Efter sommerferien starter omkring 700.000 børn og unge i den danske folkeskole. Det er det højeste antal elever i 25 år. Samtidig er der blæst om folkeskolen som aldrig før. De unge vil ikke læse til lærer, i Danmarks yderområder er der allerede lærermangel, og skolelederne går på strandhugst på seminarierne, hvor en tredjedel af de studerende falder fra. På skolerne kæmper lærerne med elevplaner, nationale tests og danskkanon, og stigende administrative byrder får skolelederne til at melde sig syge af stress. Og så er de fleste enige om, at de danske poder simpelthen ikke har lært nok i de sidste mange år.
Men hvad skete der egentlig med billedet af den gode danske folkeskole? Forsvandt den i PISA-diskussioner, eller er den der stadig?
"Vi har altid haft indtryk af, at den danske folkeskole var rigtig god. Derfor kom det bag på de fleste, at Danmark ikke havde verdens bedste skolesystem, da den første PISA-undersøgelse kom i slutningen af 90'erne," siger Ellen Nørgaard, der er forhenværende docent i uddannelseshistorie fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).
Der var allerede tegn på, at de danske folkeskoleelever ikke mestrede læsning i starten 90'erne, men ifølge professor i pædagogik Per Fibæk Laursen på DPU var der en helt anden holdning til det faglige niveau indtil for få år siden.
"Reformpædagogikken, som har præget folkeskolen siden starten af 70'erne, lagde ikke vægt på viden og kunnen. Den pædagogiske tankegang havde mange tilhængere blandt forskere, lærere og de venstreradikale," forklarer Per Fibæk Laursen, der også selv var tilhænger af reformpædagogikken.
"Der var bred enighed om den danske folkeskoles indretning, også langt ind i de borgerliges rækker. Så diskussionen om manglende faglighed handler ikke udelukkende om, at lærerne og vi pædagogiske eksperter har dikteret, hvordan folkeskolen skulle se ud. Politikerne har i høj grad haft deres ideer om folkeskolen," siger Per Fibæk Laursen. Undervisningsminister Bertel Haarder er dog ikke i tvivl om de højtuddannedes indflydelse på folkeskolens udvikling.
"De højtuddannede har fået skabt en skole i deres eget billede og til deres egne børn. Allerede i starten af 90'erne viste en brugerundersøgelse, at dele af befolkningen faktisk hellere ville have en anden skole, og det er så den, de har fået nu. En skole, der er mere tydelig i forhold til, hvad der skal arbejdes med og hvilke mål, der skal nås af hensyn til dem, der kommer fra hjem uden bøger og aviser, for de har svært ved at knække koden og finde ud af, hvad det egentlig kommer an på i skolen," siger Bertel Haarder.
Ingen ledelse
Som skoleleder igennem 30 år kan Erik Lorenzen, der er formand Danmarks Skoleledere, godt nikke genkendende til kritikken af den manglende faglighed i folkeskolen. På seminarierne lærte lærerne, at børn skulle være glade for at kunne lære noget. Det store antal nyuddannede, der startede som lærere i 70'erne og 80'erne, havde også for første gang nogensinde med børn at gøre, som for flertallets vedkommende havde to udearbejdende forældre.
"Mange følte sig som erstatning for forældrene, der især skulle opdrage og vise omsorg. Ikke fordi lærerne var fritaget fra skoleloven, men der blev nok ikke lagt så meget vægt på indlæring i den periode. Når det er sagt, så har undervisningen i folkeskolen jo også i høj grad været defineret af de mange politiske tiltag på området. Der blev rigtigt mange lærere uddannet, mens Ritt Bjerre-gaard var undervisningsminister, og her var holdningen nok lidt: Det med viden, når vi nok," siger Erik Lorenzen.
Han mener, at politikerne kunne have taget de første læseundersøgelser fra starten af 90'erne mere alvorligt, for der går lang tid fra undervisningsministeren har sat sin underskrift på en ny bekendtgørelse, før den når ud i klasseværelserne.
"Hvis vi i folkeskolen havde kendt vores besøgelsestid, så kunne vi også godt have taget diskussionen om det faglige niveau før, men der har både manglet politisk vilje og en holdning til faglighed og ledelse i folkeskolen. Der har ganske enkelt ikke været nogen ledelseskultur. Lærerne har været vant til at være utrolig selvledende. I dag er det ved at ændre sig, men de mange nye tiltag og krav til skoleledelsen gør bare, at der bliver mindre tid til at tage sig af det vigtigste, nemlig om eleverne får lært noget," mener Erik Lorenzen.
De radikales skyld
Når der ikke har været mere fokus på færdigheder i folkeskolen i mange år, så skyldes det ifølge undervisningsminister Bertel Haarder, at de radikale har siddet tungt på skolepolitikken, indtil den borgerlige regering kom til magten i 2001.
"Jeg tror, det store flertal i befolkningen i årtier har ønsket mere præcise mål i skolen, men da jeg var undervisningsminister i 80'erne og de næste mange år fremover, kunne man ikke føre skolepolitik uden om de radikale, og Socialdemokraterne fandt det ofte nødvendigt at drille regeringen, også selv om de til tider var enige med os," fortæller Bertel Haarder.
Uddannelsesordfører og tidligere leder for de radikale, Marianne Jelved, mener, der altid har været fokus på, hvad børnene lærte i folkeskolen - også under de radikale undervisningsministre.
"Folkeskolen har altid haft en faglighed. Spørgsmålet er, hvad det er for opgaver folkeskolen skal løse, og hvad begrebet faglighed dækker over? Den opfattelse, Bertel Haarder har af faglighed i dag, er jo meget traditionel, når han tror, at faglighed bare handler om at mestre bestemte fag og så kontrollere, om eleverne har fået de kundskaber, som man har fastsat fra ministeriets side. Vi mener, at faglighed handler om, hvorvidt eleverne kan forbinde det, de lærer, til virkeligheden og se, at de kan bruge det til noget. Derfor har vi altid i Det Radikale Venstre været meget opmærksomme på, hvad det er, skolen skal. At vi skal have høj faglighed i folkeskolen er der aldrig nogen, der har været uenige om," siger Marianne Jelved.
Marianne Jelved mener ikke, at de radikale overså de svageste børns indlæringsproblemer, som de er blevet beskyldt for:
"Vi har stor forståelse for, at eleverne kræver forskellige former for undervisning. Det var derfor, at vi i folkeskoleloven fra 1993 fik indført krav om undervisningsdifferentiering. Men de nationale tests, som voksne ikke engang kan løse på den angivne tid, hjælper ikke de svageste elever. Og Bertel Haarder skaber ikke klarere krav eller større faglighed ved at sidde på Frederiksholms Kanal (Undervisningsministeriets adresse, red.) og centralisere, måle eleverne og rangliste skolerne og så tro, at alting bliver bedre. Det er en forældet tankegang fra industrisamfundet," siger Marianne Jelved.
Leder af den pædagogiske tænketank Sophia, skolepsykolog Per Kjeldsen, mener, det er forkert, at der ikke har været tjek på det faglige niveau blandt skoleeleverne, og at der derfor er brug for nationale tests.
"I de sidste 10-20 år er der blevet brugt diagnostiske prøver og standpunktsvurderinger i dansk og matematik i et sådant omfang, at ingen børn med særlige behov har kunnet undgå at blive grundigt vurderet, så når undervisningsministeren siger, at de nu endelig er tydelige i forhold til kravene til de svageste elever, så taler han mod bedre vidende," siger Per Kjeldsen. Hvis der stadig er mange børn, der halter bagefter, så har det været et spørgsmål om manglende ressourcer til undervisningsdifferentiering af de svage børn, mener han.
Indvandring årsag til øget fokus
Den vigtigste årsag til, at der er sket et skift i holdningen til, hvad børn lærer i skolen blandt flertallet af folketingspolitikere, er efter Haarders mening ikke PISA-undersøgelserne, men indvandringen.
"Jeg har lært meget i min tid som integrationsminister. Halvdelen af andengenerationsindvandrerne får ikke lært dansk godt nok til, at de kan få en videreuddannelse. Det er opskriften på massive problemer i fremtiden, som kan føre til en meget giftig kombination af social udstødning og etnisk isolation. Det er det, som jeg er allermest bange for, og som på mange måder driver mig: Angsten for det opsplittede samfund," siger Bertel Haarder og minder om, at det oprindeligt var arbejderbevægelsen, der i 1930'erne ville have flere prøver i skolen, mens Venstre dengang var imod. Tanken var, at det kunne stille arbejderens søn mere lige i forhold til embedsmandens søn.
Opgøret med den 'sorte skole' i 70'erne gjorde imidlertid, at udviklingen svingede i den helt modsatte retning, for faglighed havde været forbundet med terperi af en masse overflødigt stof, forklarer Per Fibæk Laursen.
"Derfor er den nuværende diskussion et tiltrængt opgør med den nedvurdering af faglige kundskaber, som har hersket i folkeskolen i mange år, men vi skal passe på, at vi i stedet for at tænke nyt, ikke bare erstatter noget godt med et meget trivielt og snævert begreb om faglighed, og om hvad det vil sige at gå i skole," siger Per Fibæk Laursen.
Også Ellen Nørgaard kan blive bekymret for, at vi i vores iver efter, at børnene skal blive dygtige til at læse og regne, glemmer nogle af de ting, som folkeskolen faktisk er god til, nemlig at skabe selvstændige og glade børn.
"Det øgede fokus på mere traditionelle dyder og kundskaber som eksempelvis de nationale kanoner og ændringen af formålsparagraffen for folkeskolen hen imod mindre fokus på selvstændighed, er tegn på, at konservatismen også har ramt folkeskolen, men spørgsmålet er, om det er formålstjenligt, hvis det egentlige fokus i folkeskolen burde være at uddanne selvstændige samfundsborgere," siger Ellen Nørgaard.
Bertel Haarder mener, det er forkert at opfatte fokus på faglighed og skoleglæde som hinandens modsætninger. De forudsætter tværtimod hinanden.
"Jeg kan godt forstå bekymringen for, at de her mål kan tage modet fra nogen, men spørgsmålet er, om det ikke er godt, at børnene kender deres stærke og svage sider," siger Bertel Haarder.
