Globetrottere på charter

En vaskeægte eventyrer - eller en charterturist i forklædning? Der er ikke større forskel på, om du er charter- eller rygsæksturist. Du læser alligevel de samme guidebøger og tager til de samme steder, som alle andre. Men den version har selvforståelsen blandt globetrotterne det svært med. Illustration: Jenz Koudahl

Det er en historie, rygsækfolket holder af at fortælle, historien om turisten og den rejsende.

Ikke mindst i disse måneder, hvor chartersæsonen er på sit højeste, og medierne forarges over drukferier i Sunny Beach og Lloret de Mar.

Det understøtter alt sammen historien: at charterferier er hovedløse og dumme, mens rygsækrejsen er en begavet og reflekteret ferieform. At to uger til Spanien er bevidstløs afslapning, mens to måneder til Thailand er et identitetsprojekt.

I rejsemagasinet Adventure World kan man ved selvsyn konstatere forskellen: På den ene side har man "charterturisten, der nærmest skal hives ud af hotelværelset" og på den anden side "den rejsende, der har købt en enkeltbillet, knust sit ur mellem to sten og med oprejst pande møder fremmede kulturer på godt og ondt".

Ifølge turismeforsker ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig forandring ved RUC, Jørgen Ole Bærenholdt, trives fordommene om charterturisme i bedste velgående: "Men man kan spørge sig selv om, hvor forskellige de to rejseformer er, når det kommer til stykket," siger han.

"Individualiseringen er også slået igennem i charterbranchen, som tilbyder folk at sammensætte deres egen rejse. Og for det andet er charterbureauernes hylder jo fyldt med rejser til områder med kulturelle attraktioner."

Der er også grund til at være skeptisk over for forestillingen om rygsækrejsen som et individuelt dannelsesprojekt, mener Jørgen Ole Bærenholdt. Mange rygsækturister planlægger individuelt, men ender alligevel de samme steder. Der eksisterer nemlig en form for kanoniseret rutelægning, som kun de færreste slipper uden om, fortæller han.

"En tur til Indien, som er individuelt planlagt, bliver som regel målt på, om man nu besøgte de steder, man skal besøge. Var man i Delhi, var man i Taj Mahal, var man de steder, som hører sig til? Ofte møder man - hver for sig - de samme ting og de samme mennesker på de samme rundture," siger Jørgen Ole Bærenholdt, der netop selv er hjemvendt fra en ferie, han har brugt mere end tre måneder på at planlægge.

"Og alligevel var den ikke så frygtelig anderledes end alle andres. Vi kørte i de samme biler ad de samme veje, fordi vi alle sad med de samme kort."

Rejsens status

Sondringen mellem 'den sociale turist', og 'den individuelt rejsende' - mellem den, som tager af sted for at hygge sig i trygge rammer og den, som tager af sted for at opleve noget nyt - er ifølge Jørgen Ole Bærenholdt også en grov forsimpling:

"For rygsækrejser handler lige så meget om det sociale møde, som en klassisk chartertur gør. Eksempelvis ser man, at mange backpackere kommunikerer via internetcafeer og mobiltelefoner undervejs på turen for at aftale mødesteder med andre backpackere," siger Jørgen Ole Bærenholdt, der i det hele taget mener, at forskellene mellem charterturisme og rygsækrejser er forskelle inden for genren:

"Man spiser noget forskelligt, og man drikker noget forskelligt. Men man spiser, og man drikker dog. Man rejser til nogle forskellige steder og møder nogle forskellige mennesker. Men man rejser, og man møder nogen. Der er mere tale om en forskel på form end på indhold."

Derfor skal sondringen også først og fremmest ses som et udtryk for en social positionering, mener Jørgen Ole Bærenhold:

"Hvis vi ser historisk på det, er der en lang tradition for, at man kommunikerer sin sociale status gennem sine rejser. Den rygsækrejsende ønsker meget tydeligt at kommunikere, at han ikke er turist, men tværtimod indehaver af en form kulturel kapital, der trækker tråde tilbage til borgerskabets klassiske dannelsesrejse, fra før turisme blev et massefænomen."

Anders Sørensen er antropolog med speciale i rygsækrejser samt lektor ved Centre for Leisure Management Research under CEUS-Handelshøjskoleafdeling i Nykøbing Falster. Ifølge ham ligger det dybt i den rygsækrejsendes selvforståelse, at han i højere grad end turisten er åben for at opleve verden.

"Men jeg tvivler på, det holder," siger han.

Rejsen har status

Han peger på, at de fleste rejsende i virkeligheden blot tager af sted for at få bekræftet, hvad de allerede ved.

"Det er for eksempel de færreste, der tager til Hviderusland for at få afkræftet, at det er et forfærdeligt sted, hvor maden er dårlig og folk er hurtige med kniven. Man tager i stedet til Thailand for at få bekræftet, at det er et dejligt sted med god mad og spændende mennesker. På den måde handler det at rejse i høj grad om at bekræfte stereotyper og fordomme frem for at komme dem til livs," siger han.

Ifølge Anders Sørensen kan det være svært at sætte en social profil på, hvem der tager på henholdsvis charterferier og rygsækrejser. Men der er en tendens til, at personer med højere uddannelser helst vil arrangere deres ferier selv:

"For mange af Informations læsere vil det for eksempel være et minus i den selvopstillede karakterbog at købe en pakkerejse, mens andre grupperinger ikke har problemer med at tage på organiserede ferier," siger han. Det er især unge fra familier med længerevarende uddannelser, der opdrages til at rejse ud, vurderer han, og for dem kan udlandsrejsen ligefrem være forbundet med et vist mål af social tvang:

"I nogle sociale lag har rejsen status af et personligt identitetsprojekt, der skal realiseres. Det forventes, at man rejser ud og rider på elefanter og kameler eller vandrer i nogle bjerge på den anden side af Jorden. Og hvis man ikke gør det, men hellere vil sidde hjemme på terrassen, bliver man aftvunget en forklaring. Man vil skulle forklare over for sine venner, hvorfor man ikke har været af sted," siger han.

Ifølge Anders Sørensen gælder den sociale tvang dog alle rejseformer. Hovedreglen er, at man gør som vennerne. Den individuelle dannelsesrejse handler derfor lige så meget om socialt samvær som de drukrejser til Sunny Beach og Lloret de Mar, som de seneste uger har fyldt godt i pressen.

"Dem, der ikke begiver sig af sted på en uges organiseret ferie i Lloret de Mar tager i stedet til Full Moon Party på Ko Pha-Ngan, som er en af de faste destinationer, når man er af sted på rygsækrejse," siger Anders Sørensen, der mener, at forskellen mellem de to er den samme:

"Der er ingen af delene, der handler om at gøre den store etnografiske indsigt, det handler om at prøve grænser af - på hver sin måde."